Landsdækkende, regionale og lokale medier har på det seneste givet Odder kommune omtale. Ikke kun på grund af fældede træer på kommunens og statens arealer. Men også fordi flere af områdets beboere har fortalt om vrede opringninger og andet fra ægteparret på et gods, når de har kritiseret godsejerens handlinger. Medierne har også trukket nogle af de mange konflikter frem, som har huseret, siden godset skiftede ejer i 1993. Lokalposten følger op.
17. maj 1993 købte Johan Koed Jørgensen Åkær gods af Ebba Neergaard – en halv time før en berammet tvangsauktion.
Aldrig så snart havde han overtaget godset, før konflikterne begyndte. Med amtet, Naturfredningsforeningen, kommunen, kirken, Fredningsnævnet, med godsets tidligere ejer og i det hele taget med alle, som vovede at tale ham imod. Skrivelser er sendt fra hans advokater til offentlige organisationer – også i weekenden – og til privatpersoner. Og private og offentligt ansatte har fået hidsige, truende opringninger.
Den dag i maj 1993 flyttede en hvedefabrikant til kommunen, og han har siden beslaglagt hundredvis af forvaltningens arbejdstimer, han har med hjælp fra konen, Lisbeth Koed-Jørgensen, generet og truet borgere, der har modsagt hans ord og handlinger – lige som han har krævet erstatning for snart det ene og snart det andet, som der kun ville være kommunens skatteydere til at betale. I denne artikel samler vi op på vi nogle af de mange konflikter.
HELHEDSPLANEN
Godsets bygninger, marker og skov var forsømt, og Koed gik straks i gang med at skabe ”et moderne og effektivt landbrug”, som han udtrykte det. Men der var også hensyn at tage til natur og miljø. Ikke kun til det ”effektive og moderne”. Det hensyn var Koed ikke indstillet på, så snart kom klagerne fra Naturfredningsforeningen og slagsmålet med amtet begyndte. Frem til 1. januar 2007, da den seneste kommunalreform trådte i kraft, havde amtet ansvaret for natur og miljø.
H.O.A Kjeldsen, som dengang var formand for De Danske Landboforeninger gik ind i forhandlingerne med støtte til Koed Jørgensen. Kjeldsen var selv godsejer, og han mente, der var tale om en principiel kamp mellem den dengang ret nye naturbeskyttelseslov og rentabel landbrugsdrift. Naturbeskyttelsesloven blev vedtaget i 1992 og havde til formål at ”beskytte de vilde dyr og planter og deres levesteder samt de landskabelige og kulturhistoriske værdier og befolkningens adgang til at færdes i naturen”.
Efter mange møder lykkedes det i 1994 at blive enige om en helhedsplan for godset, som skulle tage hensyn til ”effektivt og moderne landbrug”, men også til natur og miljø.
FORDI DU GØR NOGET GODT…
Planen blev vedtaget på et amtsrådsmøde 14. juli 1994. Men allerede på dét møde lykkedes det et flertal i Amtsrådet at give de første dispensationer fra den plan, de netop havde vedtaget!
Dispensationerne i 1994 og 1995 gjorde det muligt for godsejeren bl.a. at opdyrke store uberørte eng-områder, fjerne flere vandhuller og et dige, regulere Åkær Å’s løb, anlægge en ny park på ejendommen samt spule og re-etablere dræn.
Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening klagede over dispensationerne til Naturklagenævnet, der dengang var højeste myndighed i miljøsager.
Her konfirmerede et flertal dispensationerne med den begrundelse, at det var lykkedes på andre områder at indgå aftale med godsejeren. F.eks. accepterede flertallet, at han kunne fjerne to vandhuller, fordi der var indgået aftale om at etablere dyrkningsfrie bræmmer omkring 14 andre vandhuller.
Den lidt grove version af det lyder: Fordi du gør noget godt, lader vi dig gøre noget, der ikke er så godt.
Desuden tog flertallet hensyn til ”den særlige historik, der knytter sig til godset og de omliggende jorde”, som det hedder i afgørelsen. Derfor blev der givet dispensationer ”ud over hvad der normalt blev dispenseret for”. (Den særlige historik henviser til, at den tidligere ejer havde forsømt landbrugsarealerne).
Kun på ét område afviste nævnet amtets dispensationer: 20 hektar af de 47 hektar eng, som amtet havde givet godsejeren ret til at opdyrke, skulle forblive eng.
JEG GØR, HVAD JEG VIL..
Afgørelserne blev indskrevet i den endelige helhedsplan, som Retten i Skanderborg satte stempel på klokken 09:26 den 13. februar 1997, så ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” var tinglyst.
Da godsejeren i juli 1996 underskrev aftalen, tilføjede han:
”Må jeg udtale min respekt for den store opbakning Helhedsplanen i slutfasen har fået af alle involverede embedsmænd og politikere i Århus Amt”.
Den helhedsplan har Koed Jørgensen skubbet foran sig siden – senest i den erstatningssag han anlagde mod Odder kommune med krav om en erstatning på 39 millioner skatteyderkroner. Han mener, den giver ham ret til at gøre, hvad han vil – når det ikke er forbudt i helhedsplanen. At den til enhver tid trumfer de forskellige love, der gælder for alle andre. Men herom senere…
Flertallet i amtsrådet og for den sags skyld flertallet i Naturklagenævnet afspejlede den imponerethed, der i begyndelsen omgærdede Odder kommunes nye driftige hvededyrker. Nu blev der ryddet op på det gamle forfaldne gods – hvor var det godt!
Kommunen gav et større antal ”lovliggørende dispensationer” til hans handlinger og oprydning – for senere at blive underkendt i forskellige ankenævn.
WANNABE KAMMERHERRE
Koed fik stor ros for ved hjælp af betydelige fondsmidler at have restaureret den fredede, men forsømte og faldefærdige Uldrupgård og i år 2000 blev arbejdet præmieret med et diplom fra den europæiske bevaringsorganisation Europa Nostra, som Prins Henrik var præsident for. Koed-Jørgensen havde allerede sit navn i Den Blå Bog og et ridderkors i skuffen. Udnævnelsen til hofjægermester eller kammerherre måtte være lige om hjørnet. Og en af de titler var hans ønske.
GISSELFELD SPÆNDTE BEN
Men der var ikke grund til at få taget mål til hverken en grøn eller en rød uniform. For Koeds stjerne var begyndt at blegne. Ikke mindst på grund af hans opførsel på godset Gisselfeld. Den er beskrevet i Kjeld Hillingsøs biografi fra 2003 – ”Generalen”. Den gamle militærmand var medlem af godsets bestyrelse – Koed var bestyrelsesformand. Den jyske godsejer var hidkaldt for at rette op på Gisselfelds katastrofale økonomi. Det sagde han ja til på den betingelse, at han kunne drive godset, som var det hans eget.
Han lykkedes til fulde med den økonomiske genopretning, men undervejs kom han i strid med både medarbejdere og nogle af bestyrelsesmedlemmerne. I begyndelsen havde han dog opbakning fra bestyrelsesmedlemmerne – også fra Hillingsø. For de så, at den røde bundlinje i regnskaberne blev ændret fra blodrød til sort. Men sideløbende voksede konflikterne. Ikke mindst pga. behandlingen af godsets medarbejdere. En nyansat økonomichef på Gisselfeld fik at vide, at han bare var »en lille hudorm«. Godsforvalteren blev betegnet som »en skide skovfoged«. »Røvhuller« var en almindelig betegnelse, og i det hele taget kunne Koed Jørgensens personalepolitik ifølge Hillingsø beskrives som champignonmetoden: »Hold dem i en mørk kælder, smid en skovlfuld møg ind over dem med jævne mellemrum, og kap hovederne af dem, hvis de stikker op over møget.«
Til sidst havde godsets ansatte fået nok. I et fælles protestbrev skrev de bl.a.: »Vi er hverken slaver eller straffefanger, men selvstændigt tænkende mennesker med familie og venner”. Da blev det klart, at ændringer var nødvendige, for hele forløbet kunne blive en offentlig skandale, hvis personalets brev ramte medierne. Johan Koed-Jørgensen måtte forlade posten som bestyrelsesformand.
En ny bestyrelse blev udpeget, og der blev sunget en sang om, at nu hvor opgaven var løst, måtte nye kræfter til. Koed-Jørgensens stillede dog en betingelse for at gå af som formand. Hillingsø, der er gode venner med eksdronning Margrethe, skulle sammen med resten af den afgående bestyrelse arbejde for, at han fik en »offentlig anerkendelse«. Ifølge Hillingsø sigtede Koed Jørgensen mod at få en større orden end det ridderkors, han allerede havde i skuffen, og han ønskede også at blive hofjægermester eller kammerherre.
AMALIENBORG VAR FOR LANGSOM
Bestyrelsen skrev til Amalienborg. Men da ordenskapitlet på Amalienborg ikke arbejdede så hurtigt som Koed ønskede, forlangte den jyske godsejer, at bestyrelsen straks skulle udbetalte ham 700.000 kr. for hans arbejde, hvilket skete.
Da ordenen kom med posten, måtte Koed Jørgensen tage til takke med at få opgraderet sit ridderkors til første grad. Nu – 20 år senere – er han stadig ikke udnævnt til hverken kammerherre eller hofjægermester, og det er usædvanligt, fordi han er en af landets største jordbesiddere. I de kredse plejer den slags at udløse både høje ordener og uniformer. De sidste skal den hædrede dog selv betale.
Ifølge Weekendavisens skyldes det, at en kreds af især jyske adelige og godsejere tidligt satte sig i bevægelse for at forhindre, at han fik en sådan titel. Modstanden skyldes ikke hans måde at drive landbrug, men hans behandling af medarbejderne på Gisselfeld. Og også hans konflikt med Åkærs tidligere ejer, Ebba Neergaard, satte spor. Hun var tidligere hofdame, og bevarede hele livet kontakten til både den gamle dronning Ingrid og til andre i familien.
Koed Jørgensens orden er af samme kaliber, som den et folketingsmedlem hædres med, hvis vedkommende formår at beholde taburetten i 18 år. Efter 10 år bliver partiets gruppeformand ringet op: Skal medlem X have ridderkorset? Efter yderligere otte år bliver det ophøjet til at være et ridderkors af første grad.
HOFDAMEN VANDT I RETTEN
Konflikten med Åkærs tidligere ejer drejede sig om den aftale, Koed Jørgensen indgik med hende, da han købte godset kort tid før en berammet tvangsauktionstid. Ebba Neergaard fik det løfte, at hun kunne blive boende i hovedbygningen resten af livet. Men sideløbende med at han ”ryddede op” i bl.a. naturen omkring godset – eller slottet, som han kaldte og kalder det – forsøgte han også at rydde op i dén aftale. Rydde den helt af vejen. Bl.a. ved at indskrænke den gamle dames adgang til at bevæge sig uden for boligen, og ved at begynde en renovering af hovedbygningen, som var yderst generende for hende, og han dukkede uanmeldt op i hendes hjem mange gange. Men hun var ikke så nem at bide skeer med. Hun gik i retten for at få Koed dømt til at holde aftalen, og her blev afgørelsen, at Koed kun måtte komme på ”slottet” én gang om året – en bestemt dag i oktober. Og kun sammen med Ebba Neergaards advokat. Desuden fik hun ret til at bevæge sig i en radius på 25 meter på godsets område. Det var et eklatant nederlag for godsets ejer. (Læs Lokalpostens artikel om Ebba Neergaard)
”HELVEDES HERREMAND”
Hans konflikt med den gamle hofdame blev også omtalt, da Ekstra Bladet 25. april 1997 offentliggjorde artiklen ”Helvedes Herremand” skrevet af den prisbelønnede journalist, Søren Jakobsen. Ud over flere positive kommentarer fra landbrugsfolk om den dygtig godsejer, havde EB også fat i håndværkere og andre, som havde tabt mange penge på at bygge for Koed Jørgensen.
Søren Jakobsen slog fast: ”Født et par hundrede år tidligere ville han have brugt knortekæppen eller ridepisken mod folk, der siger ham imod… Et ærligt portræt af jorddrotten har mange gråtoner. Koed-Jørgensen kunne for eksempel godt lære Hells Angels eller Bandidos, hvordan man får positive vidner og supportere uden at stå til flere års fængsel, men tværtimod gør sig fortjent til en halv spalte i Den Blå Bog”.
IKKE EN HALV SPALTE I DEN BLÅ BOG…
EB fik straks en henvendelse fra Koed-Jørgensens daværende advokat – ”den evigt ophidsede sagfører Karoly Nemeth”, som avisen skrev. Godsejeren brød sig ikke hverken om overskriften ‘Helvedes til herremand’ eller om ordet ”gråtoner”, og han kunne slet ikke lide henvisningen til rockerne.
Avisen afviste at trække indholdet tilbage med følgende begrundelse:
”Ekstra Bladet skrev også pæne ting om Koed-Jørgensen, men vi må fastholde, at udtrykket ‘helvedes til herremand’ glimrende dækker hans virke som hersker over adskillige godser. Udtrykket ‘gråtoner’ skyldes godsejerens barske forretningsmetoder, som har kostet andre dyrt. Hans evne til at skaffe positive vidner er veldokumenteret: Kort efter, at vores reporter havde stillet godsejeren tre kritiske spørgsmål, blev journalisten kontaktet af så forskellige folk som Landbrugsrådets fhv. præsident H. O. A. Kjeldsen, godsejer Flemming Juncker, fremskridtspolitiker Kirsten Jacobsen og skibsreder Per Henriksen. Alle følte de en uimodståelig trang til at betro vores journalist, hvilken hjælpsom hædersmand Koed-Jørgensen er. Bemærkningen om, at hans data fylder en halv spalte i Den Blå Bog vil vi gerne beklage. Den er forkert. De fylder kun en kvart spalte”.
Det var i den artikel Inge Bruun Jensen fra Ålstrup er citeret for at sige: ”Jeg vil ikke betegne Koed-Jørgensen som landmand. Han er hvedefabrikant”. Hun havde allerede haft flere konflikter med godsejeren – og også fået vrede opringninger fra hans kone, fordi hun protesterede mod hans trang til at slå grøftekanterne. Det var hende, der gav Koed-Jørgensen titlen “Hvedefabrikant”.
”MIN ÆRE ER KRÆNKET”
Det var i april 1997. Konflikterne blev ikke færre i årene, der fulgte. Koed-Jørgensen brød sig ikke om offentlig omtale, der gik ham imod. (Læs artiklen Godsejeren: Jeg kan blive meget ubehagelig, når jeg er vred).
Formanden for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, Ib Salomon, skrev to læserbreve, og det fik godsejerens vrede til at blusse så voldsomt op, at han ville have formanden dømt for injurier. Og da byretten ikke ville give ham ret, gik han videre til landsretten.
Læserbrevet fra december 2015 handlede om et vandløb beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Derfor må det ikke ændres – kun vedligeholdes. Men det så godsejeren stort på – vandløbet blev ændret. I første omgang lød beskeden fra Odder kommune, at det skulle føres tilbage, men lige før deadline gav den daværende miljødirektør en såkaldt “lovliggørende dispensation”. Naturfredningsforeningen klagede straks til den højeste ankeinstans på miljøområdet, og her blev den “lovliggørende dispensation” dømt ulovlig. Hele dette forløb kaldte Ib Salomon “uldent” i en pressemeddelelse efter afgørelsen. Brug af ordet uldent mente godsejeren krænkede både hans og godsets ære. Også selv om ordet blev brugt om kommunens sagsbehandling.
LØVFALD I JULI
Salomons andet læserbrev handlede om udsætning og fodring af ænder i en sø på godsets område. Fodring skal få ænderne til at blive, så jægere har fugle at skyde på. Dokumentationen var billede af ænderne plus billeder af en foderbræmme ved søens kant. Det kan lige så godt være løvfald, sagde godsets advokat I Landsretten. Men billedet var taget i juli – så I landsrettens dom slår de tre dommere lakonisk fast, at der “er ikke tale om løvfald”. Med til historien hører, at kommunen – som der står I dommen – “den 12. juni 2017 gav Åkær Gods en indskærpelse om ophør med fodring”.
OFFENTLIGHEDENS VAGTHUND
Landsretten fulgte byretten og afviste Koed Jørgensen og hans advokater. Dommen slog fast, at “Ib Salomons udtalelser om dels Odder Kommunens behandling af de miljøretlige forhold vedrørende Åkær Gods, dels godsets drift set I relation til miljøet, er emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og der skal foreligge tungtvejende grunde til at foretage indgreb i ytringsfriheden, som vedrører den offentlige debat i et demokratisk samfund om emner af almen interesse. Ib Salomon har i begge de læserbreve, der er omfattet af denne sag, udtalt sig i sin egenskab af formand for Danmark Naturfredningsforenings lokalafdeling i Odder, og det må …. lægges til grund, at en miljøorganisation som Danmarks Naturfredningsforening fungerer som ”offentlighedens vagthund”, og at miljøorganisationen derfor nyder en vidtgående ret til ytringsfrihed”.
HAN MÅ TÅLE OMTALE
Og videre: “Johan Koed-Jørgensen driver Aakær Gods, der efter det oplyste er en relativt stor virksomhed i lokalområdet, og han må derfor i vidt omfang tåle, at de dispositioner, der foretages på godset, bliver genstand for omtale”.
Begge afsnit svarer til byrettens dom. år, hvor det også bliver slået fast, at hverken godset eller godsejerens ære er krænket. Dog er “offentlighedens vagthund” i den ikke formuleret så kort og klart.
Forsøgene på at få Ib Salomon dømt for injurier, kostede Koed Jørgensen mere end 100.000 kr. foruden salær til hans egne advokater.
Koed-Jørgensen bryder sig ikke om at blive sagt imod. Og slet ikke af Ib Salomon. Da Naturfredningsforeningen ville arrangere en vandretur op på Blakshøj, blev tilladelsen afslået i et brev fra godsejerens advokat, som også skrev: ”Samtidig har Aakær gods bedt mig meddele, at henvendelser fra DN i Odder, der direkte eller indirekte bliver fremsendt af Ib Salomon, vil ikke blive besvaret”.
Da havde Salomon skrevet læserbrevene.
MAIL TIL FORVALTNINGEN PÅ EN SØNDAG – SVAR SÅ!
Advokat var der også brug for, da kommunen ville følge naturbeskyttelsesloven, som giver den pligt til at føre tilsyn med arealer, der er udlagt som såkaldte paragraf 3‑områder. Det er bl.a. søer, vandhuller og enge. De skal bevares for at sikre dyr og planter levesteder. Loven rummer ikke en særlig paragraf, der fritager Åkær, så kommunen har pligt til at føre tilsyn også på godsets arealer.
Naturbeskyttelseslovens paragraf 76 slår fast, at kommunen har adgang uden retskendelse for at foretage tilsyn. Helt præcist står der:
”Myndighederne efter loven eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, har uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af denne lov, herunder for at foretage undersøgelser af betydning for lovens formål”.
I annoncer i Odder avis og på hjemmesiden varslede kommunen tilsyn med området. Altså ikke kun på Åkær gods – men også på andre gårde. Som en ekstra service sendte kommunen også et brev til godset. Ikke til andre lodsejere. Brevet blev sendt en fredag. Der blev trykket ”send” 16 minutter før rådhuset lukkede ned for weekenden, og de 16 minutter bærer en stor del af Johan Koed-Jørgensens klage.
Om søndagen sendte godsejerens advokat den første mail til kommunen. Her blev naturtilsynet kaldt ”indtrængen” på privat område, og kommunen bliver bedt om at trække det varslede naturtilsyn.
Mandag kl. Kl. 09:03 sender advokaten første rykker – “Vor klient er fortsat uden svar trods vor protest mod uanmeldt indtrængning på godsets ejendom i strid med både danske regler og EU-regler. Vor klient betragter den manglende reaktion med betydelig alvor”.
OM 16 MINUTTER GÅR VI TIL PRESSEN
Klokken 10:20 samme dag sender advokaten endnu en rykker – til kommunaldirektør, til kommunikationsmedarbejder, til forvaltningen, til medlemmer af udvalget for teknik & miljø og til borgmesteren.
Og igen klokken 10:52. Her gentager advokaten, at det er ”uanmeldt indtrængen” og skriver også
”Eftersom vi endnu ikke har modtaget et egentligt svar, må dette tema fortsætte ufortrødent, herunder må kommunen imødese, at forholdets alvor nødvendiggør offentliggørelse, medmindre henvendelsen er effektivt trukket tilbage inden 16 minutter, det vil sige inden d.d. 11.14, hvor pressekontakt vil blive etableret”.
Dog fortæller advokaten ikke, hvordan han og godsejeren ville ”sælge” en historie om et tilsyn efter loven. Pressekontakten ville kun have resulteret i en historie om, hvordan kommunen favoriserede en enkelt lodsejer – og om henvendelsen til forvaltningen en søndag samt de tre rykkere mandag formiddag.
Advokaten stævnede kommunen med krav om, at den skulle – som det hed i stævningen – ”tilpligtes at anerkende, at være uberettiget til at foretage tilsyn på sagsøgers ejendom”.
Der står også:
”Sagsøgte synes uden forståelse for behovet for at kunne indrette sig på et tilsyn og nødvendigheden af at respektere hensyn på godset til en effektiv tilrettelæggelse af virksomhedens drift og varetagelse af den overordnede sikkerhed for dyr, afgrøder og mennesker på den betydelige ejendom netop midt i vækst‑, græsnings- og jagtsæson”.
En masse ulykker ville altså følge i kølvandet på den kommunale medarbejder, der skulle udføre tilsynet, måtte man forstå. Advokaten skrev også, at ”den lokale ugeavis leveres ikke hos sagsøgeren”. Han vidste måske ikke, at man slet ikke kan blive fri for avisen, medmindre man gør en aktiv indsats og melder den fra.
Kommunen og godset nåede frem til, at naturtilsynet skulle foretages på et bestemt tidspunkt, og Koed-Jørgensen fik besked om på hvilke arealer, så arbejdet blev udført. Godsejeren hidkaldte en repræsentant for Bæredygtigt Landbrug, som kunne gå i hælene på kommunens folk under tilsynet.
At kommunen ville udføre det lovbestemte tilsyn, kostede forvaltningen adskillige arbejdstimer – og det kostede kommunen penge til en advokat, der kunne svare på stævning og skrivelser fra Koed Jørgensens advokat. Skatteyderne betalte.Af en intern mail fremgår, at kommunen en enkelt gang ville bede politiet om hjælp for at kunne opmåle vandløbsstrækningen omkring godsets bygninger. Den opmåling ønskede godset ikke.
VEJEN SKAL VÆK FRA GODSET
Godsejeren bryder sig meget lidt om at blive sagt imod. Han bryder sig heller ikke om, som det fremgår af det forrige afsnit, at kommunens folk betræder hans jord for at gøre deres pligt. Og han bryder sig slet ikke om, at områdets beboere kommer tæt på hans besiddelser.
Selv om alle har ret til at bruge skovstier og markveje, har mange mennesker oplevet, at Koed-Jørgensen har villet jage dem væk, og der er eksempler på, at store kampesten er lagt hen over sti i skoven. Også hvis folk er stoppet op på offentlig vej tæt på godset, er han kommet kørende med høj fart for at jage dem væk. Det er aldrig gået stille af. Senest er det gået ud over et ældre ægtepar fra Ørting, der kørte den tur, de altid har kørt – og holdt ind, hvor de altid har holdt ind for at nyde udsigten. Men det gør de så ikke mere.
Han har tidligere forsøgt at få den del af Åkærvej, der går gennem godset og tæt på hovedbygningen privatiseret. En ny vej skulle så anlægges fra Horsensvej til Falling, og kommunen skulle betale 450.000 kr. for asfalten. Beboerne i Falling protesterede. I et læserbrev skrev formanden for Ørting Falling Borgerforening: ”Hvis der er kommet penge i kassen, mangler vi en cykelsti og tre gadelamper fra Åkærvej til vores skole og idrætshal, det gør gavn for os alle”.
Det var en af de første gange godsejeren mødte modstand fra Odder kommune. Teknisk Udvalg afviste nemlig at ændre vejen, Så bilister, cyklister og gående kan stadig bevæge sig fra Horsensvej ned omkring godset – eller slottet, som Koed-Jørgensen kalder det. Her kan de så se det forgyldte monogram – JKJ – på de elektriske gitterporte. Monogrammet, hvor bogstaverne slynger sig mellem hinanden, er også malet på siden af Åkærs køretøjer, og pryder porte og skilte på de andre godser, han ejer. Det er næsten lige så fint som Frederik d. X’s monogram med to spejlvendte F’er og et X i midten.
Koed-Jørgensens forsøgte også at få privatiseret vejen ned til det gamle fængsel, som han købte og forsynede med søjler og klokketårn. Vejen hed Anneksvej men blev omdøbt til Fjordbakken. Og her ville Koed-Jørgensen have placeret en aflåst port.
Men teknisk udvalg sagde nej med den begrundelse, at det skal være muligt for offentligheden at komme ned til vandet og nyde naturen og den flotte udsigt. Det var i januar 2002.
Men han har stadig skilte med privat placeret ved vejen, og jagter dem, der bevæger sig ind på vejen. Også vejene op til Rodstenseje, som han ejer, har han forsøgt at lukke af for offentligheden med adgang forbudt skilte. Den sag verserer stadig, for kommunen påbød godset at fjerne skiltene, men det har godsejeren klaget over. (Læs: Godsejeren skal dele veje og stier med os andre)
TIVOLISERING
Koed-Jørgensen ønskede heller ikke at Fjordstien skulle afmærkes på hans område. Tre kommuner – Odder, Hedensted og Horsens – er gået sammen om Naturprojekt Horsens Fjord, der rækker fra Hou til Snaptun. Formålet er – som det hed i indstillingen til Odder kommunalbestyrelse – ”at bidrage med at skabe sammenhæng mellem naturområderne i de tre kommuner, herunder forbedre adgangsmulighederne med sti- og vandreruter, skiltning og skabe fortællinger om natur, landskab og historie”. Et fælles sekretariat arbejder med at forbedre skiltningen og fortælle historierne om naturområdet. Odder kommune ville placere fire godt en meter høje pæle med en lille rød plet på en to kilometer lang skovsti for at markere Fjordstien, hvor gående og cyklende har adgang til at nyde naturen.
Det vil være til stor gene for beboerne i de udlejede huse og betyde tab af indtægter fra udlejning til jagt. Det vil blive den rene ”tivolisering”, skrev godsejeren og hans advokat. Fredningsnævnet fortalte kommunen, at hvis godsejeren ikke ville, så kan de fire pæle med den lille røde plet pakkes sammen. For han kan ikke tvinges til at have pælene stående. Så nu har kommunen valgt at flytte Horsens Fjord Stien, så brugerne af den ikke kommer gennem de fredede Uldrup bakker og gennem Åkærdalen – områder, der ellers blev fremhævet, da borgmestrene fra Hedensted, Horsens og Odder 28. juni 2018 med begejstring fortalte om Naturprojekt Horsens Fjord.
I stedet for at følge de eksisterende stier i det smukke naturområde, ledes brugerne af Fjordstien nu ud på kommunale asfaltveje så smalle, at det kniber for to biler at passere hinanden. Alt fordi den oprindelige rute gik gennem to kilometer skovsti, der hører til Åkær gods, hvis ejer har kaldt naturprojektet tivolisering – og sammenlignet de fire pæle på stien med totempæle. (Odder Avis 19. januar 2022)
ALLE ANDRE LODSEJERE SAGDE JA
Men Odder kommune måtte altså tilbage til samarbejdspartnerne i Horsens og Hedensted og fortælle, at desværre – vi ændrer stien, for vi må ikke sætte fire pæle ned på en to kilometer lang privat skovsti. Kommunens folk kunne bare have sat et informationsskilt op lige før skovstien og lige efter den. For hverken Koed-Jørgensen eller hans advokater kan trumfe Naturbeskyttelsesloven, der giver alle ret til at færdes på skovstierne på cykel eller gåben – og med hunden i snor. Men de ønskede, at stien skulle etableres på et frivilligt grundlag. Alle andre lodsejere gav tilsagn. Ikke Koed-Jørgensen.
KRÆVEDE 39 MILLIONER KRONER
Men striden om ”totempælene”, forsøgene på at privatisere veje og konflikten om kommunens lovpligtige tilsyn er at betragte som små krige sammenlignet med den store krig, der brød ud, da Koed Jørgensen stævnede Odder kommune med et krav om en erstatning på ca. 39 millioner kroner, fordi – påstod han – kommunen ikke havde renset Åkær Å ordentligt. Af den grund påstod han, at 200 hektar landbrugsjord var blevet så forsumpet, at godsets handelsværdi faldt med 38 millioner kroner – desuden havde godset over tre år mistet 1.140.000 kr. i driftsudgifter. Tabene var ikke dokumenteret.
Sagen kostede kommunen et godt stykke over en million kroner til advokat og konsulenter.
SKULLE VÆRE HEMMELIG FOR BORGERNE
Da stævningen blev afleveret, optrådte godsejeren i flere medier. Bl.a. i TV2 Østjylland, hvor han lod sine sko svuppe rundt i en forsumpet mark. Men stævningens indhold skulle holdes skjult for borgerne. ”Sagen og dermed også stævningen (er) genstand for stor mediebevågenhed, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til, at anmodningen om aktindsigt ikke bør meddeles”.
Bl.a. sådan begrundede Hans Sønderby Christensen, godsejer Johan Koed Jørgensen’s daværende advokat, at stævningen mod Odder kommune ikke måtte udleveres til borgere, der bad om den med henvisning til offentlighedsloven.
Man skulle også gennem tovtrækkeri med kommunen for at få udleveret stævningen. Det tog et par uger, før rådhuset ville af med den. Og kun fordi den er udleveret fra anden side, som begrundelsen lød. ”Anden side” var Koed og/eller hans advokat. I hvert fald kan man høre journalisten fra TV2 Østjylland citere fra den og sige ”i stævningen, som TV2 Østjylland har fået indsigt i”. Indslaget blev bragt før advokaten henvendte sig til Odder kommune med budskabet om, at stævningens indhold skulle holdes skjult for borgerne.
Stævningens omdrejningspunkt er den helhedsplan, der blev lavet, da Koed Jørgensen overtog det forsømte gods. Den fejer – efter godsejerens og advokatens mening – al lovgivning til side. Kun den plan gælder. I årenes løb er det ellers blevet understreget fra flere offentlige institutioner, at helhedsplan eller ej – loven gælder for godsejeren som for andre mennesker. Det går da også igen i det modsvar, kommunens advokat sender på stævningen.
BAG LUKKEDE DØRE
For at gøre en lang historie kort: Efter tre år og 134 dage med tovtrækkeri, advokatskrivelser og konsulentundersøgelser af det ene og det andet, besluttede kommunalbestyrelsen på et lukket møde at indgå forlig med godsejeren. For mange borgere var det uforståeligt, at det skulle ske bag en lukket dør. For i den kommunale styrelseslov står, at lukkede møder finder sted, når det anses for ”nødvendigt på grund af sagens beskaffenhed”. Altså ikke fordi nogle politikere vil diskutere uden at offentligheden lytter med. ”Sagens beskaffenhed” var svær at få øje på.
Godsejeren havde ikke selv holdt sig tilbage, men havde i en landsdækkende avis, på regionalt TV, i lokale betalingsaviser og i fagblade for landbrug fortalt om kommunens svigt.
Men kommunalpolitikerne valgte ”Du får ret og jeg får fred”-løsningen. Bag lukkede døre besluttede de at tilkende Koed-Jørgensen omkring 500.000 kr. fordi Miljø- og Fødevareklagenævnet i en klagesag var nået frem til, at kommunen i 2016 ikke havde ”dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er foretaget en oprensning af strømrenden”.
Den afgørelse var allerede af advokat og godsejer udråbt som den store sejr. Også selv om der kun var tale om, at arbejdet skulle dokumenteres bedre.
Til grund for kommunalbestyrelsens beslutning lå også, at det ville koste mange gange mere at lade retten afgøre sagen – også selv om man fik ret.
Den daværende borgmester, Uffe Jensen, fortalte, at sagen allerede havde kostet kommunen ”et anseeligt forløb”. Advokaten fik tæt på en million kr., konsulenter skulle også betales og dertil kom de mange, mange arbejdstimer, som forvaltningens ansatte havde brugt. Foruden den halve million, der fik ind på godsejerens konto. Alt i alt kunne kommunen have lønnet minimum seks nye sosu-assistenter for beløbet.
Der må siges at være en forskel på et krav om en erstatning på godt 39 millioner og til godt en halv million.
Koed-Jørgensen kommenterede kun i en mail til TV2-Østjylland: ”Jeg gik ikke efter at belaste kommunen, men blot efter at få ordnet problemet. Det er det blevet nu, så jeg er tilfreds”.
NØGLE-SAGEN
Tilfreds var han også, da han kunne forlade stiftet i Århus med en nøgle til Falling Kirkes norddør, som kun han og familien måtte benytte.
Engang hørte kirken under Åkær. Men i 1810 blev den solgt til sognets gårdmænd for 17.000 rigsdaler. Købskontrakten havde en klausul: Ejeren af Åkær skulle have en privat indgang og en stolerække, hvor ingen andre måtte sidde.
Den klausul blev uvist af hvilken grund ikke ophævet, da kirken 1. januar 1908 overgik til særeje – dvs. til menigheden.
I 2009 blev kirkens nøglesystem udskiftet, og da godsejeren satte nøglen i døren, åbnede den ikke. Der stod han så. Først klagede Koed Jørgensen til provsten, som sendte klagen til biskop og stift. Biskoppens afgjorde, at godsejeren ”til videre” skulle have retten til egen nøgle, dør og stolerække. Men ”til videre” passede ikke Åkærs ejer, så hans advokater blev betalt for at sende en klage til Kammeradvokaten, som i efteråret 2010 nåede frem til, at godsejerens adgang til kirken med egen nøgle ikke kunne være tidsbegrænset – det hele stod jo i købskontrakten fra 1810.
”Nøglesagen”, som den blev kaldt, blev omtalt i flere af landets aviser og på Ritzau, så også folk der ikke anede, at der i det østjyske ligger en lille landsby ved navn Falling, kunne følge med i godsejerens kamp for at kunne bruge den helt private dør i kirkens nordside – og også høre om, hvordan godsejerfamilien har et privat aflukke med gode polstrede stole – en af dem endda med armlæn.
De reserverede pladser i Falling Kirke står på Lokalpostens liste over historier, der skal arbejdes med i det år, der begynder i morgen ved midnat.
”I keder jer da aldrig i den jyske landsby med den godsejer”, skrev en af Lokalpostens læsere. Og hun har ret. ”Never a dull moment”, som salig Lise Nørgård lidt overdrevent ville have udtrykt det.
Konflikterne taget op i denne artikel er kun en del af de mange. Men det er nok, og hensigten er ikke at skrive en føljeton.
Men det er værd at huske, at den tid er forbi, hvor Odder kommune gav godsejeren ”lovliggørende dispensation”, den ene gang efter den anden, for så at blive underkendt i diverse klageinstanser. Og det er værd at huske, at uanset hvor meget Koed Jørgensen truer, kan han ikke fjerne alles ret til at gå på stierne i skoven eller i de fredede områder. Ej heller på offentlig vej. Naturen omkring godset er der absolut grund til at nyde.
Artiklen bygger bl.a. på:
HelhedsplanenKjeld Hillingsøs bog – Generalen
Diverse stævninger og gensvar fra kommunens advokat
Dom afsagt af byret og landsret i Koed Jørgensens sag mod Ib Salomon.
Naturbeskyttelsesloven
Diverse avisartikler – bl.a. Weekendavisens store artikel “Herremanden”.
Interviews
Læs også artiklen “Fruen på Åkær truer lokal forfatter” og artiklen
“Godset er et “kulturelt samlingspunkt”
