Om sommeren mærker folk i Amstrup behovet for ”mormor-mad”, når busser kører gennem den lille landsby, videre ned gennem ”udgravningen” og hen over dæmningen. Café Alrø’s tarteletter og citronfromage er målet.
Bilister skal samme sted hen eller til en af de andre restauranter – eller også vil de bare se den smukke ø. Cyklister kører over 
dæmningen, forbi bindingsværkshuse og Morten Koch-idyl – helt ud til den gamle dampskibsmole for at tage cykel-færgen til Snaptun og Hjarnø. I sommertiden er der et rykind på den lille ø i Horsens Fjord.
VADEGRUNDEN ELLER FÆRGEMANDEN
Men før 10. juni 1931 var det noget mere besværligt at komme til og fra øen.
Ville de 280 beboere dengang til fastlandet, måtte de enten sejle eller køre med hestevogn på vadegrunden til Gyllingnæs, når der var lavvande. Der var dampskib til Horsens fra den mole, hvor cykelfærgen nu lægger til. Og så var der færgemandens små fladbundede både. Den ene sejlede til Pakhuset – det senere fængsel – den anden til Skabslund tæt på Sondrup, når nogen eller noget skulle afsted.
I både 1875 og i 1895 sagde Alrø-beboerne nej til at blive landfast. Ø‑identiteten sejrede. Men da vi nåede frem til 1920’erne, havde folk en økonomisk interesse i at få en dæmning. Det ville nemlig gøre det noget nemmere at transportere de 1000 – 1200 dritler smør og de 1600 slagtesvin, som Alrø ”eksporterede”. Hellere en dæmning end fragt med de små fladbundede både.
MED LÆGEN PÅ RYGGEN
Bådene blev også brugt, når en læge skulle til øen – uanset tidspunkt og vejr. I Gyllingbogen fortæller Jens Kuur, der i tiden omkring 1919 kørte med slæde for lægen Jens Dideriksen om vinteren:
”En tur kl. 24 om natten i slæde ned til Amstrup Pakhus…Hestene blev sat i stald, og kusken lagde sig til at sove på en bænk. Imens skulle lægen ned til stranden, hvor færgemanden Simon Jørgen fra Alrø stod og ventede på at bære ham ud til båden. Når de kom til Alrø, skulle han bæres ind igen, og turen fortsatte på slæde. Efter besøget den samme tur tilbage, måske i stærk snestorm”.
Normalt tog turen i den lille fladbundede båd et kvarters tid. Men i storm kunne det tage op til halvanden time at sejle de godt 1000 meter.
Hvis Alrø-boerne skulle til Odder, kunne de fra 1904 – efter at have sejlet over fjorden – cykle til Falling og tage toget der. Banen mellem Horsens og Odder blev taget i brug det år.
BESKÆFTIGELSES-PROJEKT
Men sidst i 1920’erne var der grobund for at gøre Alrø landfast. Og dæmningen blev et såkaldt beskæftigelsesprojekt. Arbejdsløsheden var stor her i landet på den tid, og der blev sat mange byggeprojekter i gang for at give arbejdsløse arbejde. Et af de mest kendte projekter er den – nu – gamle Lillebæltsbro. Men her i området var det altså også en dæmning til Alrø.
Egentlig var planen, at dæmningen skulle have været ved den såkaldte vadegrund til Gyllingnæs. Men der var ingen steder, hvor der kunne hentes jord. Det eneste sted, hvor man kunne hente det, var i bakkerne ved Amstrup Skov. Derfor blev dæmningen placeret der – også selv om vanddybden var fire meter. Ved Vadegrunden var den normale vanddybde godt en halv meter – og ved højvande omkring 1,2 meter.
12 METER DYB UDGRAVNING
Undersøgelserne viste, at hvor dæmningen skulle være, var de øverste fire meter mudder og sand. Men nedenunder var der helt fast grund af ler.
I den lille bog ”Erindringer fra min hjemegn – Amstrup Skov”, der ligger på Gylling Lokalarkiv’s hjemmeside, skriver tømreren Niels Møller:
”Nu kom der fart på byggevirksomheden. På trailer ankom der små damplokomotiver, tipvogne, skinner, dampgravemaskine og anden nødvendig udrustning. Alt blev læsset af ved den stejle bakkes nordside…man byggede skinner på pæle og bukke ud i havet, da man skulle ud med de første læs fyldning”.
Udgravningen i bakkerne var 12 meter dyb, og i bunden er vejen i dag med høje skrænter til begge sider. Jorden blev læsset på små tipvogne, der så på skinner – og med damplokomotiv forrest – kørte ud, hvor jorden skulle bruges. Sceneriet blev en folkeforlystelse – mange mennesker tog ud for at se, hvordan byggeriet skred frem.
INTET RÆKVÆRK
Dæmningen blev påbegyndt i 1929 og blev indviet 10. juni 1931. Ifølge pjecen ”Alrø – en landfast ø i Horsens Fjord”, kostede den i alt 195.000 kr. Det blev diskuteret, om der skulle ofres et rækværk på begge sider af den, men det blev droppet igen. Måske fordi det ville koste yderligere 7.000 kr.
Men den 10. juni 1931 blev Alrø altså landfast. Og det har gjort transporten til øen fra begge sider lettere. Turister kommer i sommertiden til den lille flade ø i Horsens Fjord, der er uden sommerhuse og campingplads. Og sådan skal det blive ved med at være, for ingen på Alrø lægger skjul på, at ganske vist kan de godt lide gæster. Men de skal gå hjem om aftenen.
Artiklen bygger på:
Folderen “Alrø – en landfast ø i Horsens Fjord”
Jens Kuur: Hårde vintre, i Gyllingbogen, bind II, 2.del, Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og omegn
Niels Møller: Erindringer fra min hjemegn – Amstrup Skov, Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og omegn
www.arkiv.dk
