Jeg husker det, som var det i går. Pjecen ”hvis krigen kommer”. Cuba-krisen. Onsdage, hvor sirenerne blev afprøvet, og et lettelsens suk, når den bølgende hyletone ikke kom en tredje gang. For det ville have betydet atomkrig.
De 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen truede hinanden med atomkrig, og hvor de voksne sad med radioen åben, har indprentet sig i min hjerne. Vi havde ikke TV – min mor ville ikke have det inden for dørene. Det er fordummende og æder tid, var hendes evige omkvæd.
Fordi jeg husker det, som var det i går, føler jeg med de alt for mange børn, som nu frygter, at vi vil få 3. verdenskrig – som frygter at Putin trykker på knappen og vi får en atomkrig.
LÆG DIG UNDER BORDET
I januar 1962 blev en pjece på 32 sider husstandsomdelt – ”Hvis krigen kommer”. Den var bekostet af statsministeriet og rigt illustreret med tegninger af mennesker uden ansigt.
Jeg læste den, så godt jeg kunne – for den handlede om, hvordan man kunne overleve en krig med brug af atomvåben. Så for mig var det alvor. Dødelig alvor. Men min far vidste mere end jeg gjorde, og han huskede a‑bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Måske var det derfor, han næsten hulkede af grin, da han så tegningerne, der illustrerede, hvordan man skulle søge dækning under et bord, når angrebet kom. Jeg syntes, han var en spade af rang.
BESKYTTELSEN – DET ER FOLKS EGET ANSVAR
Jeg har nu genlæst den pjece, som jeg dengang for år tilbage måtte læse mange gange for at forstå bare noget af indholdet. Og det er helt klart, at beskyttelsen blev betragtet som folks eget ansvar – men tog de det ansvar, skulle det hele nok gå. Så kunne tabene – som det hed – blandt civilbefolkningen mindskes betydeligt. Dog nævnes nærmest i en bisætning – og helt uden illustrationer – 3. grads forbrændinger som noget, der kunne forekomme.
KØB KONSERVES OG CHOKOLADE
Pjecen rummede anvisninger på, hvordan man kunne lave eget beskyttelsesrum i kælderen. At en stor del af befolkningen – specielt i byerne – ikke havde den mulighed, springer teksten let hen over. Heller ikke at der manglede anden beskyttelse til dem, levner pjecen opmærksomhed.
Forsyningerne i de private beskyttelsesrum var vigtige, og på en liste kunne man sætte flueben. Lommelygte, transistorradio, batterier, konserves, chokolade, vand …. Det skulle række til omkring otte dage. Så ville det være sikkert igen at komme op. Strålingsfaren ville være overstået. I hvert fald ifølge pjecen.
“ALT VIL VÆRE ØDELAGT”
Da jeg havde læst den så mange gange, at indholdet var nogenlunde forståeligt, spurgte jeg mine forældre, om de ikke skulle i gang med at lave beskyttelsesrum i kælderen. ”Det er ikke nødvendigt”, sagde de. ”Ikke nu”. Hvorfor dælen statsministeriet så sendte os pjecen, sagde de ikke noget om. Jeg remsede alt det op, som skulle være i sådan et rum, så for mig var det nødvendigt at få begyndt. Det ville være synd at sige, at min far var en stor pædagog. Han fattede aldrig, at børn og voksne af gode grunde ikke tænker ens. Han sagde: ”Du vil have vand til en uge. Men hvad vil du drikke, når du kommer op? ALT vil være ødelagt”.
Det måtte de så selv om, tænkte jeg, og jeg besluttede at lave mit eget beskyttelsesrum i et af de inderste kælderrum i ejendommen. Så hen over sommeren stjal jeg konserves i køkkenskabene, fandt en gammel madras og et tæppe og begyndte at bygge op. For mine sparsomme lommepenge købte jeg Brugsens billigste chokolade, som det var svært ikke at spise med det samme. Jeg havde det meste fra pjecens liste klar i mit beskyttelsesrum, så jeg kunne få det, som tegningerne i pjecen viste: Menneskene uden ansigt havde det næsten som på en regnvejrsdag i et lejet sommerhus – hygge inden døre.
CUBAKRISEN VAR ET MARERIDT
Da mine forældre og også deres gæster hver dag sad og lyttede til radioen under Cuba-krisen, tænkte jeg: ”I er selv uden om det, hvis I dør! I kunne bare have lavet et beskyttelsesrum”.
Men angsten sneg sig ind. Jeg var parat i kælderen, men vågnede om natten, fordi jeg syntes, at sirenerne havde hylet. Jeg blev bange, når radioen blev åbnet, for var det snart, det blev meddelt, at det var NU?
Ikke engang da Cuba krisen formelt blev afblæst, slap angsten sit tag. Sirenen var det værste. Også selv om jeg vidste, den dengang blev afprøvet hver onsdag kl. 12. To gange. Men ville der komme en tredje lydbølge?
DE FRYGTER 3. VERDENSKRIG
Radioen, Stiften og Jyllands-Posten var mine informationskilder. Og med al respekt – de var – og er – peanuts ved siden af de medier, nutidens børn har adgang til, og som de bruger. Børnetelefonen kan netop nu melde om øget pres. Opringninger fra børn, der frygter en 3. verdenskrig. Børn der frygter, at Putin trykker på den røde knap, at russerne kommer til Bornholm og bagefter til resten af Danmark. Skal vi nu også flygte kun med en kuffert og katten stoppet ind under frakken?
Den frygt og alt ædende angst kommer kort tid efter, at børn også har skullet tackle Corona – kort tid efter at de har været bange for at blive syge, og efter at de har skullet håndtere frygten for f.eks. at smitte bedsteforældrene, fordi politikere og andre konstant snakkede om de sårbare og de ældre mennesker. For blot at nævne en smule af det, der kunne give små mennesker isolerede i deres egen lille sociale boble angstfyldte dage og nætter under Corona-nedlukningen.
Jeg føler med dem i denne tid, hvor de ikke kan undgå at se og høre om krigens gru og rædsler. ”Der er krig i Europa”, får de konstant at vide. Jeg håber inderligt, de møder større forståelse fra forældre og lærere end den min far gav mig, fordi han ikke tænkte sig om: ALT vil blive ødelagt.
(Det varede i øvrigt mere end et halvt år efter Cuba-krisen, før jeg turde spise chokoladen fra mit beskyttelsesrum, og før jeg igen turde stille konservesdåserne på deres rette plads. Der kunne jo blive brug for det hele igen).
