Svenske Ingrid Andersson kendte til fattigdom. Hun var bare en af mange unge, som var nødt til at forlade Sverige fordi der ikke var arbejde til dem, og fordi deres familier var ramlende fattige. I Danmark fik de arbejde på de store godser og gårde – til en lavere løn end danskerne, men det var trods alt bedre end i Sverige.
Og da hun og Jens Peter Juliusen fra Gylling efter at have flyttet lidt rundt de første år af deres ægteskab, slog sig ned på et lille husmandssted i Ørting Mose. Her havde de fattigdommen fælles med de fleste af områdets andre familier – men dog ikke så stor en fattigdom, som Ingrid havde oplevet i Sverige. Deres ejendom lå på Mosevejen 68 – ikke langt fra, hvor vi har den nu ryddede Oldermandshøj, der skal blive til et rekreativt område for alle.
De to fik i alt otte børn. Ved folketællingen i 1890 var de fire stadig hjemmeboende.
De andre var sendt ud for at tjene, som det hed. Det lille jordlod og retten til at hente tørv på et endnu mindre lod, har ikke givet familien meget at rutte med. Og det betød noget, at der var en mund mindre at mætte.
HVERKEN GUD ELLER FANDEN
Jens Peter og svenske Ingrid troede hverken på Gud eller Fanden. Ved folketællingen i 1890 er de registrerede som fritænkere. Dem var der ikke mange af i Ørting. De var faktisk de eneste to. Men det underlige er, at de lod deres børn døbe. Hvorfor ved vi ikke. Men det kan tænkes, de har været under pres fra en emsig præst eller degn, når de skulle have barnet registreret. Det var almindeligt, at de følte sig kaldet til at blande sig i sognets beboeres liv. Og fritænkere eller ej – barnet skulle “anmeldes”.
KLUDESAMLER
Ved folketællingen i 1901 har Jens Peter to erhverv. Han er ikke blot husmand – han er nu også klude- og bensamler. Kludene blev brugt til fremstilling af papir – benene eller rettere knoglerne blev knust og brugt som gødning. Det var et dårligt betalt arbejde, og ikke ret velset af andre mennesker, fordi kludesamlerne blev betragtet som tiggere – og desuden rodede de også efter klude i affald. Hvor længe han havde haft det ekstra erhverv ved vi ikke. Ved folketællingen i 1890, var han kun registreret som husmand.
TILBAGE FRA AMERIKA
I 1901 havde de fleste af Jens Peters og Ingrids børn forladt hjemmet i Mosen. Men Anders Peter Juliusen, som da er 30 år, bor stadig på adressen. (Det var ham, der lavede den tejn, Lokalposten har fortalt om – en souvenir fra Ørting).
Af en note på optællingssiden fremgår, at han har arbejdet fire år med landbrug i Amerika. Men nu er han altså hjemme igen, og fra da af blev han i Ørting, hvor han er registreret som husmand. Han blev gift med den 11 år yngre Ane Kirstine Poulsen, som også kom fra Ørting Mose. De fik ingen børn.
TOG TIL GUDS EGET LAND
To af Anders Peters yngre søskende emigrerede. Deres mor kom fra Sverige til Danmark – fattigmands Amerika. Men Det Thomas Peter, der var født i 1881 og Johanne Margrethe, der var født i 1888, kom over Atlanten til “mulighedernes land”. Om de fulgtes, eller om Thomas Peter tog afsted først, ved vi ikke. Men de kom begge til området omkring Salt Lake City i Utah. Måske var det der storebror Anders Peter i fire år arbejdede med landbrug, og anbefalede de yngre søskende at tage hen.
MASSEUDVANDRING
Mange unge greb chancen og tog over Atlanten til Guds eget land. I historieskrivningen taler man om masseudvandring. Og det er ikke løgn. Fra midten af 1800-tallet og frem til første verdenskrigs udbrud, udvandrede omkring 400.000 danskere. De ville væk fra arbejdsløshed og fattigdom. Det var mange i betragtning af, at der i den periode kun boede godt 2 millioner mennesker i Danmark. De fleste måtte sande, at gaderne i det nye land ikke var belagt med guld. En af de grupper der udvandrede, var nyomvendte mormoner. Det drejer sig om godt 1000 danskere. De slog sig ned sammen med andre mormoner omkring Salt Lake City. Men der er absolut ikke belæg for at sige, at de to søskende hørte til i den gruppe.
GIFT MED SKANDINAVERE
De blev begge gift i USA. Thomas Peter blev gift med Etta Ericson. Hendes far var udvandret fra Sverige – hendes mor var amerikaner. Da de døde efterlod de datteren Shirley. Men de havde fået flere børn. På deres gravsten er nævnt fire. Tre, der døde lige efter fødslen. Og en pige, der nåede at blive døbt. Thomas Peter døde i 1967 i en alder af 86 år.
Johanne Margrethe blev gift med Johannes Nielsen Gronn. Vi ved ikke noget om ham. Men Nielsen kunne tyde på, at han var dansker. Vi ved ikke meget om hendes liv. Hun døde i 1980 i en alder af 91 år.
FIRE SØSKENDE I ØRTING
Om de kom tilbage til Ørting på besøg, har det ikke været muligt at finde ud af. Der var ellers nok, de kunne besøge. Fire af deres søskende boede i landsbyen. Det var Anders Peter, som var husmand og boede på Gyllingvej.
Det var Niels Peter Juliusen, som boede i ejendommen til venstre, når man drejer ind på Mosevejen fra Horsensvej. Og så var det Julius Peter, som er registreret som karetmager og søsteren Kirstine Margrethe. Da de døde, blev de begravet på Ørting kirkegård. Gravene er for længe siden slettede. I modsætning til gravene i USA, hvor man ikke har travlt med at sælge gravsteder til uhyrlige summer – og få dem slettet igen, fordi familierne vælger at mindes deres døde på andre måder, der ikke koster noget.
DE BLEV GAMLE
De blev gamle i kludesamlerens og svenskerens familie. Kirstine Margrethe blev 86 år, Anders Peter blev 81, Niels Peter blev 86 år og Julius Peter 87. Og deres søskende i USA blev altså henholdsvis 91 år og 86 år. Ifølge Danmarks Statistik var gennemsnits- levealderen for kvinder i 1965 75,5 år og 70,3 år for mænd. Så de levede længere end gennemsnittet.
INGEN HISTORIE UDEN ANDERS PETERS TEJN
En mand stod på Gyllingvej og savede træ ud til en tejn – en stor madkasse. Og da den var færdig, skrev han ”en erindring fra Ørting” i bunden, og satte navn og årstal på siderne. Den blev senere gemt væk i en skunk, men hentet frem igen, da et dødsbo skulle ryddes. Uden den ville vi næppe have tænkt på Anders Peter Juliusen, som manden hed. Ej heller tænkt på hans familie. De var blot en af de mange familier i Mosen, der kun lige havde til dagen og vejen.
Men gennem familiens medlemmer bliver vi mindet om begivenheder i Danmarks historien – og vi bliver mindet om, at alle mennesker er en historie.
Stor tak til Heidi Ilsøe og Lise Laursen for hjælp til research
