Fonden Ørting har ansat 54-årige Charlotte Ankerstjerne som ny afdelingsleder. Hun får dermed ansvaret for 32 unge med autisme og for det pædagogiske personale, der står for det daglige arbejde på opholdsstedet på Bilsbækvej og for Jeppelund, som er Fondens udslusningsboliger.
Hun kommer fra en stilling i Århus kommune, hvor hun har arbejdet som afdelingsleder for to store bofællesskaber for mennesker med et handicap.
Charlotte Ankerstjerne er uddannet pædagog. Bagefter har hun taget en master i positiv psykologi og en lederuddannelse. Gennem hele sin karriere har hun arbejdet med både unge og voksne med autisme, og har også været rådgiver og konsulent for forældre til børn og unge med autisme. Hun er ekstern underviser på VIA University i Århus, som bl.a. uddanner pædagoger og lærere. Her underviser hun om autisme, stress og ADHD (Mennesker med ADHD har svært ved at koncentrere sig, de er hyperaktive og meget impulsive). Så det er en afdelingsleder, der ved, hvad hun snakker om, Fonden Ørting har ansat.
Men Charlotte Ankerstjerne kan mere end det faglige. I fritiden er hun involveret i Smuk Fest og i Sølund Musik Festival, hvor hun er formand for den gruppe, der booker brugerbands.
Charlotte Ankerstjerne tiltræder 1. december.