
Fra i morgen vil Lokalposten igen blive opdateret med stort og småt fra vores område. Der har været tale om en længere pause, og jeg har i den grad savnet at lave det lille onlinemedie, men har ikke magtet det. Som tidligere meldt ud, blev jeg omkring 10. marts rigtig syg og indlagt på intensiv. Da lungebetændelsen og de andre dårligdomme var kureret, skulle noget gøres ved den (lille) tumor i min venstre lunge. Biopsien viste kræft. ”Vi sætter fuld skrue på, og så smadrer vi den lille Satan”, sagde en ung læge til mig, og jeg skal love for, at der var fuld skrue på strålebehandlingen. Bivirkningerne var til at tage og føle på. Værst var dog trætheden, der bare blev værre og værre. Da jeg blev udskrevet fra hospitalet efter første indlæggelse, var jeg så svag, at træningsmålet var 500 skridt om dagen. Da strålebehandlingen begyndte, var jeg kommet op på 7000 skridt/ dag, men trætheden åd genoptræningen. Og helt galt blev det, da jeg for tre uger siden igen for fuld musik blev indlagt med en træls lungebetændelse. 10 skridt og jeg hev efter vejret. Jeg er begyndt genoptræningen igen. Lige nu er målet 1500 skridt/dag + øvelser, så der er langt op til de 7000 skridt. Men når der bare bliver lagt lidt til hver dag, er alt godt.
Hele denne opremsning af lidelseshistorien ikke for at I skal have ondt af mig. Kun for at forklare, det har taget tid at nå til at få gang i Lokalposten igen. Og i begyndelsen bliver det nok ikke ”for fuld skrue”, for at blive i det sprog. Barbaras og mit liv er stadig præget af det lange sygdomsforløb. Så måske kan måske kan det være nødvendigt, at I kommer til os, hvor vi ellers ville komme til jer. Og måske også nødvendigt, at vi beder jer om at tage billeder til os, når I alligevel deltager i den ene eller den anden aktivitet. Men vi har sommermånederne til at få trappet op igen.

Vi vil gerne benytte lejligheden og sige tak for jeres mange hilsner. Tak for tilbud om hjælp og om kørsel og tak for blomster, middagsmad og bagværk, som har fundet vej til vores dør. Vi håber at kunne gøre gengæld en dag, hvis nogen har brug for hjælp og støtte. For det betyder ubeskriveligt meget at vide, der er nogen, når man har brug for andre mennesker”



