
Fra kl. 10 til solnedgang søndag d. 28. åbner Lisbeth Jørgensen igen den store have og det lille museum på Persievej 21 i Ørting. Og hun byder også på kaffe og hjemmebagte småkager på gårdspladsen. Det hele er gratis. Men tag alligevel pungen med, for det er også muligt at købe syltetøj og saft, som er 100 procent økologisk. I Lisbeths have bruges ikke kemikalier af nogen art. Hun har dyrket økologisk lang tid før det blev moderne.
Haven er delt op i en stor grønsags- og bærafdeling og en prydafdeling med masser af blomster og små overraskelser i form af figurer, som pludselig dukker op.

Men også frugttræer er der plads til. Bl.a. masser af æbler som hun presser til råsaft.
Lisbeth hører til den lille gruppe, der lang tid før Michelin-restauranter gjorde det fancy – og dyrt – at spise ukrudt tog for sig af naturens selvsåede retter. ”Hvorfor da smide det ud, siger hun. Det er fuld af vitaminer og andre gode stoffer så det hele kommer i salaten”.
I staldbygningen har Lisbeth indrettet et lille museum med gamle landbrugsredskaber, der ville gøre TV’s Bonderøv misundelig. Og i tilknytning til det har hun samlet gamle køkkensager. Nogle af dem fra den tid, hvor ”Klinke-Hans” kom cyklende og samlede skårene igen, når en skål eller andet var gået i stykker. ”Jeg bryder mig ikke om, at man bare smider ud”, siger Lisbeth. Men vi har jo ikke som på Morten Kochs tid en Klinke-Hans.
Forår og sommer tilbringer Lisbeth tid udendørs i den store have. Efterår og vinter giver tid til klaverspil, korsang, læsning og håndarbejde. I hendes stue kigger man forgæves efter et TV. Det er for længst smidt ud. Hvis der er en udsendelse på DR hun vil se, kommer computeren frem fra skuffen. Men radio hører hun meget. Ikke som baggrundsstøj, men som noget, hun lytter til.
Kun meget enkelt håndarbejde som f.eks. strikning af karklude kan kombineres med radiolytning. Derimod kan læsning og kryds & tværs ikke kombineres med andre aktiviteter. Som med spisning af ukrudt, var Lisbeth også en af de første til at dyrke mindfulness – om end hun aldrig ville tage ordet i sin mund. I dag er det, der er naturligt for hende, blevet en hel industri med musik, teknikker og øvelser. Spørger man hende, vil hun sige: Jeg koncentrerer mig om én ting ad gangen. Tag på besøg på Persievej 21 på søndag, se haven eller haverne og drik din formiddags‑, eftemiddags- eller aftenkaffe sammen med andre besøgende og hav’ nogle hyggelige timer. Få et godt råd eller to om havearbejde, Lisbeth sætter en ære i at tale med alle besøgende.


