I dag bliver Grundloven fejret over hele landet – blafrende Dannebrog, taler og fadøl i plastickrus
Da Frederik den 7. satte den skrattende pen på papiret og skrev under, afgav han den enevældig magt, og han var lidt betænkelig. Men han var også under hårdt pres. Fra hustruen til venstre hånd, Louise Rasmussen – bedre kendt som grevinde Danner – og fra danske politikere. Louise så, hvor det bar hen, hvis Frederik ikke afgav magten. For rundt om i Europa var der revolutioner, og folket krævede reformer. Også Frederiks og Louises gode ven, Carl Berling, pressede på. Så Frederik dyppede pennen i blækhuset og skrev under, og i eftertiden er han blevet kongen, der gav danskerne en grundlov og indførte demokrati.
Over hele landet kan man se statuer og andet, der blev rejst for ham. Foran det gamle tinghus i Odder står en buste af ham, rejst ved Grundlovens 25 års jubilæum. Tårnet på Himmelbjerget er rejst i taknemmelighed for Grundloven: ”Til minde om kongen – Frederik d 7. – det danske folks ven – Grundlovens giver”. Hans valgsprog var: ”Folkets kærlighed min styrke”.
DE 7 F’ER VAR UDELUKKET
Og i dag bliver Grundloven af 5. juni 1849 igen fejret over hele landet. Politikere kører fra sted til sted – fra talerstol til talerstol, Dannebrog blafrer, fadøl og kaffe skænkes op i plastickrus. Grundloven gav os demokrati, får mødedeltagerne at vide. Men det kan nu diskuteres, for kun godt 15 procent af befolkningen havde stemmeret. Stemmeretten var nemlig forbeholdt mænd over 30 år med egen husholdning, og de måtte ikke skylde penge til fattigvæsenet.
De 7 F’er – som det hed I folkemunde – var udelukket fra at stemme: fruentimmere, fjolser, fallenter, folkehold (tyende), fattige, fremmede og forbrydere. Vi skal helt frem til 1915, før grundloven gjorde “fruentimmere” og tyende til borgere i demokratiet. Men kun hvis de ikke skyldte I fattighjælp.
FATTIGHJÆLP OG FATTIGGÅRD
Grundloven af 1849 gav for første gang mulighed for fattighjælp fra det offentlige, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Det hedder i paragraf 89:
”Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”.
Og de forpligtelser, som “lovene herom paabyde”, var hårde. Fattighjælpen var kun et lån, og det skulle betales tilbage. Hvis en mand var på fattighjælp, havde han ikke borgerlige rettigheder – kunne ikke stemme, og kunne heller ikke gifte sig uden tilladelse. Og sådan var det, til hjælpen var betalt tilbage.
Fattigdommen blev opfattet som selvforskyldt. Og det skulle være absolut uværdigt at modtage den.
Og ikke alle mente, fattighjælpen overhovedet skulle ind I grundloven.
“MAN FØDER DOVENSKABEN”
“Hele folket gøres til fattiglemmer, der hverken kan føde eller klare sig selv…man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte”.
Sådan sagde Nikolai Frederik Severin Grundtvig, der advarede mod at indføre fattighjælpen – hvor ringe den end var. Han var en af de 148 “grundlovsfædre”. Grundtvig mente, at fattige gamle og syge skulle kunne finde offentlige tilflugtssteder, hvor de kunne modtage “dannelse”. Men der skulle absolut ikke indføres fattighjælp til folket. Heller ikke selvom den skulle betales tilbage og betød tab af borgerlige rettigheder.
Grundtvig er ellers berømmet for at understrege nødvendigheden af det folkelige fællesskab. Men hans folkelighedsbegreb inddrog ikke hovedparten af folket – de jordløse, husmænd, land- og byarbejderne – som samtidig var samfundets fattigste. Ikke på noget tidspunkt foreslog han, at deres kår skulle forbedres.
Kun et par håndfulde af de 148 “grundlovsfædre” lyttede dog til Grundtvigs advarsler – og fattighjælpen blev indført.
FATTIGGÅRDE
Fattigvæsenet kunne bestemme alt. Hvor folk skulle bo, om de kunne beholde deres børn, om de kunne gifte sig osv. Og over hele landet skød fattiggårdene op. Her kunne de fattige, der ikke kunne klare sig selv, bo og få mad – mod at arbejde. 400 fattiggårde blev det til på landsplan.
Også Ørting-Falling fik en fattiggård. Det var gården “Højlund” på Bilsbækvej 49. De fire længer er bygget i 1883. Da den dengang stråtækte gård var i offentlig eje, var den fattiggård med plads til 26 “lemmer”. Fattiggården blev nedlagt igen I 1910.
STADIG I GRUNDLOVEN
Vi skal helt frem til folketingsvalget i 1953, før også folk på fattighjælp får retten til at stemme. Og frem til 1961, før reglen om tilladelse til at gifte sig blev helt afskaffet i lovgivningen.
Helt afskaffet er reglen om, at man ikke kan gifte sig med hvem man ønsker, ikke. Bliver man forelsket I en person fra et land uden for EU, kan man ikke gifte sig med vedkommende – eller få vedkommende til landet – hvis man har modtaget kontanthjælp i de seneste tre år. Og ganske vist forsvandt den sidste rest af muligheden for at man kan fratages valgretten, hvis man får offentlig hjælp, fra lovgivningen. Men ikke fra grundloven. Der står stadig I paragraf 29, at “det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.”
KVINDERNES TUR
Slotspladsen var 5. juni 1915 fyldt med hvidklædte og syngende kvinder, og Christian d. X måtte frem på Amalienborgs balkon for at tage imod deres hyldest og tak for den grundlovsændring, der nu langt om længe gav kvinderne valgret. Egentlig var det den forkerte, de mange kvinder takkede for valgretten. Christian havde kun skrevet loven under. Det var Rigsdagen, der langt om længe ændrede grundloven. Havde det stået til den stive og vrisne konge, var det aldrig sket, har hans barnebarn – dronning Margrethe – senere fortalt.
I Gylling gik det mere stilfærdigt for sig, da ændringen af grundloven skulle fejres. Her var hverken hvidklædte glade kvinder eller en sur konge. Og grundlovsændringen blev også fejret lidt forsinket. Nemlig 21. november 1915. Det var en søndag.
Ændringen af grundloven havde været undervejs længe. I Folketinget krævede både Venstre og Socialdemokraterne, at kvinderne fik valgret. Først som krav om, at kvinderne skulle have valgret til kommunalvalg.
Det blev vedtaget i Folketinget i 1886. Men for at blive til lov, skulle det også vedtages i Landstinget, og her havde det politiske højre magten. Det var eliten og specielt godsejerne, der havde magten her. Og de så absolut ingen grund til ændringer af grundloven. De gjorde, hvad de kunne, for at undgå – som det blev udtrykt – at vi en dag bliver regeret af de besiddelsesløse.
Vi skal helt frem til 1908, før kvinderne fik ret til at stemme til kommunalvalg.
FOR KONTROVERSIELT FOR KVINDESAMFUNDET
Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871. Den første formålsparagraf lød:
”at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne Adgang til Selverhverv”.
Stemmeretten stod ikke højt på foreningens liste. Tværtimod. Det var for kontroversielt. Vi skal helt frem til 1906, før Dansk Kvindesamfund kræver valgret. Men da var det også klart for alle, at kvinderne ville få retten til at stemme til kommunalvalgene. Det skete som sagt i 1908.
LOKALAFDELING I GYLLING
I byerne var foreningens medlemmer primært kvinder fra borgerskabet. Men efterhånden kom kvinder på landet også med.
I Gylling blev en lokalafdeling stiftet 12. juni 1910. 62 kvinder og 10 mænd var medlemmer. Og så kom kvinders valgret også på dagsordenen her – sammen med mange andre emner.
Lokalafdelingens bestyrelse besluttede på det første møde, at der hver måned skulle holdes et møde med foredrag om forskellige samfundsrelevante emner. Også valgretten var på programmet.
Da Grundlovsændringen endelig gav kvinderne valgret 5. juni 1915 skulle det også fejres i Gylling. Ikke som i København med tak til den konge, der var imod ændringen. Men ved at plante et træ og gå til fælles kaffebord.
Pladsen skråt overfor præstegården blev skænket af Gylling Sogneråd og træet – en eg – af ritmester Castenskjold, som dengang ejede godset Gyllingnæs.
FORMANDEN VAR GÅRDEJERENS HUSTRU
I årsskriftet 2015 fra Gylling Lokalhistoriske Arkiv er Dansk Kvindesamfunds protokol refereret. Af den fremgår, at træet blev plantet af foreningens første formand, den nuværende og det ældste medlem. Stedet var omkranset af store natursten, og på den største var grundlovens dato, årstal og ordene ”stolteste minde for mand og kvinde” indhugget.
300 gæster var inviteret til at se de tre kvinder plante træet. Odder Avis var også på pletten: ”Samfundets nuværende formand, gårdejer Claus Pedersens hustru, den første flerårige formand, frk. Birgitte Kronholm og Mariane Rasmussen plantede træet”. Som Mogens Højmark fra Lokalarkivet lakonisk tilføjede i årsskriftet: ”Selv i denne sammenhæng er hun hustru og ikke selvstændig”.
Da egen var sat i jorden, var der kaffebord i forsamlingshuset. Præsten holdt en tale, og alle sang fædrelandssange. “Det var hyggeligt”, stod der i protokollen.
Ved sognerådsvalget i 1932 fik Gylling for første gang valgt en kvinde. Det var socialdemokraten Johanne Haugaard.
Egetræet – Kvindeegen – står der endnu.
Artiklen bygger på:
Grundloven – en af serien ”100 Danmarkshistorier” bøger
Årsskrift 2015, Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn
Bogen ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere” – kan lånes på biblioteket
Se DR’s udsendelse om Grevinde Danner her
