Gunnar Paaske døde siddende i en havestol ved siden af den elskede Ferguson traktor og med udsigt over den lille flade ø i Horsens Fjord, som han kun forlod de 18 måneder, han var indkaldt til militæret. Han havde været ude for at tømme postkassen og sad stadig med brevene i hånden, da naboen fandt ham.
Alrøs beboere mistede med den 86-årige Gunnar Liborius Paaske, som var hans fulde navn, et menneske, der altid var parat til at hjælpe andre.
TAK FORDI JEG MÅTTE HJÆLPE
Marianne og Karsten, som er Gunnars ældste og yngste børn, har ikke tal på de hunde og katte, han har passet, når ejerne var bortrejst. Og heller på hvor mange kilometer hæk, han har klippet for øens beboere.
Gunnar var glad for at hjælpe andre. Og når de sagde ”tak for hjælpen”, svarede han: ”Tak fordi jeg måtte”.
”Havde man et mekanisk problem, kunne han altid finde en dingenot på værkstedet og få den til at passe, så reparation var muligt”, siger Karsten.
”Hans værksted ligner måske en rodebutik. Men han vidste, hvor hver eneste ting var – og hvor den hørte til”.
DET SKULLE VÆRE ORDENTLIGT
Gunnar blev født på et tidspunkt, hvor mange havde det svært økonomisk, og hvor det var naturligt, at en dreng på syv år tog arbejde rundt omkring, så han kunne hjælpe familien. I landsbyskolen var der ikke undervisning hver dag om sommeren, fordi der var brug for børnenes arbejdskraft. Salmeversene og anden udenadslære måtte vente til om vinteren.
Som voksen var han landbrugsmedhjælper, og arbejdede bl.a. 35 år på Møllegården. Men før da også på andre af øens gårde.
”Han satte altid en ære i at gøre sit arbejde ordentligt”, siger Marianne. ”I det hele lagde han vægt på ordentlighed. Man skulle være loyal – behandle andre mennesker ordentligt. Og det gav ham videre og krævede af os børn”.
Med til Gunnars ordentlighed hørte også, at hvis nogen fortalte ham noget personligt og privat, så kom det ikke videre. Det blev mellem dem.
MAN SKAL GENBRUGE
Hans opvækst og hans liv havde lært ham at være sparsommelig. Man skulle ikke rutte med pengene – genbruge, når man kunne.
”Jeg manglede nogle nye dørgreb”, fortæller Karsten. ”Så jeg ville købe dem. Men nej, far kom med 17 forskellige dørgreb, han havde samlet. Nogle af dem måtte vel kunne bruges”.
HÅNDBOLDTRÆNER OG HJEMMEVÆRNSMAND
Da Gunnar var yngre, var han en del af forskellige foreninger. Da Marianne gerne ville spille håndbold, blev han træner, og kørte også børnene rundt til kampe. ”Det var ikke gået i dag”, siger hun, ”men han kunne sagtens proppe syv – otte unger ind i bilen, hvis andre forældre ikke kunne køre”.
Gunnar var også med til at starte en ungdomsklub på Alrø. Han var med i Borger & Idrætsforeningen og var medlem af menighedsrådet.
Tid uden familien brugte han på Hjemmeværnet. Han var med i Boulstrup-Hou, hvor han også var skydeinstruktør.
”Han søgte samme kammeratskab, som da han var indkaldt som soldat”, siger Karsten. ”Og det fandt han der”.
I SLOTTETS KØKKEN – BILLEDER AF ASTA
Da Gunnars forældre var døde, flyttede han og Asta – hans kone – ned på deres ejendom, og de boede resten af livet på ”Slottet” – som der står på et skilt på husmuren.
”Det var min mors humor”, siger Marianne. ”Stedet var ret forfaldent dengang, så når hun tog telefonen, sagde hun ”ja, det er på slottet”, og det blev så hængende”.
For tre år siden mistede Gunnar Asta efter selv at have passet hende hjemme. Tiden efter hendes død har været hård for ham – selv om hele familien inclusive de seks børnebørn og otte oldebørn støttede, så godt de kunne. Hun var stadig med ham hele tiden – lige til det sidste. De havde været gift i næsten 62 år.
I køkkenet på Slottet kører en lille billedserie med billeder af Asta – helt tilbage fra da hun var et lille barn. Han sad ved bordet og så på dem, og han omtalte hende også til tider i nutid. Som da han for et par måneder siden forklarede Lokalposten, at det var så fint, at Onsdagsklubben på Alrø hver sæson arrangerer en tur, hvor medlemmerne overnatter på en kro. ”Men vi tager nu ikke med”, sagde han, ”for min kone og mig vil helst hjem og sove i vores egen seng”.
HUN SPILLEDE KORT – HAN SNAKKEDE MED DAMERNE
Karsten og Marianne fortæller, at deres mor var den udadvendte. Gunnar var også social, men på sin egen lidt tilbageholdende måde. Asta deltog i banko i Gylling – og hun elskede at spille præmiewhist. ”Når de sammen med andre besøgte nogen, spillede mor som den eneste kvinde kort med mændene, og far snakkede med damerne”, siger Marianne med et grin.
COMPUTEREN BLEV EN HJÆLPER
Asta ville ikke have en computer ind i huset, men da Gunnar fyldte 75 år, fik han alligevel en af børnene. Og han kom til at bruge den.
”Da vores mor blev syg og senere døde, kunne han knapt koge et æg eller lave en kop kaffe”, fortæller Karsten. ”Men han fandt opskrifter online og gik systematisk frem, når han skulle tilberede maden. Han blev helt ferm til at kokkerere”.
Han fandt meget forskelligt musik, han kunne lide, og som han spillede højt i køkkenet, han lagde kabaler, kom på Facebook og han fandt også ud af at lave den lille skærm med de skiftende billeder af Asta.
HAN VILLE BÆRES UD FRA SLOTTET AF PIGERNE
Gunnar havde orden i tingene. Han havde også bestemt, hvad der skulle ske, når han døde, og ”det var godt”, siger Marianne. ”Vi har ikke været i tvivl om noget, og han fik – og får – det, som han ville have det”.
Han ville synges og bæres ud fra Slottet af hans piger i familien – hans datter, børnebørn og et oldebarn. De skulle lægge forårsblomster på kisten – og han ville begraves i den røde kedeldragt, som han brugte, da han arbejdede på Møllegården. Kåre skulle som præst stå for hans bisættelse. Da Asta døde var Kåre ny i embedet, og Gunnar var betænkelig, for han kendte hende jo ikke. Men han blev glad, da han hørte, hvordan den nye præst havde sat sig ind i, hvem Asta var. Og han var glad for at få de opfølgende besøg. Men Kåre er på barselsorlov nu. Derfor venter Gunnars urne-begravelse fra kirken på Alrø til 20. maj.
Onsdagsklubben hjælper med at rejse telt og står også for kaffe og kage efter kirken.
Da han forlod Slottet for sidste gang og blev sunget ud, deltog omkring 50 mennesker – foruden familien var det Alrø-beboere, der kom med kort varsel.
”Vi håber, at mange af øens beboere også vil komme, når vi skal tage den endelige afsked med vores far”, siger Karsten. ”Den dag kan vores bror, Lars, der bor i Norge, også være med”.
