Den 21-årige tjenestepige Apelone Christiansdatter troede, hun nytårsaften bare skulle gå en hyggelig aftentur sammen med ham, som hun mente var hendes kæreste – karlen Hans Rasmussen.
Han havde gjort hende gravid, og det var ikke længe siden, hun havde overbragt ham den nyhed.
Da de gik gennem landsbyen Ålstrup den 31. december 1768, var det sidste gang beboerne fra vinduerne så Apelone Christiansdotter.
Helligtrekongers dag – 6. januar 1769 – blev hun fundet på en mark tæt på vejen, der dengang førte til Vads Mølle. Halsen var skåret over – og hun havde en kniv i hånden. To drenge, der var på vej fra Randlev til Uldrup, fandt hende.
Karlen Hans Rasmussen havde myrdet hende, og bagefter havde han forsøgt at få det til at ligne selvmord.
I kirkebogen konstateres nøgternt: ”Apelone Christiansdatter blev fundet død og med kniv dræbt 21 år gammel”.
Det fremgår af et uddrag af skifteprotokollen, at hun efterlod mor, Maren Knudsdatter, og fire søskende – Mads, Knud, Johanne og Mikkel.
HVERKEN GIFTEMÅL ELLER BØRNEPENGE
Hans Rasmussen vidste, at han ville komme under pres for at gifte sig med den gravide Apelone. Og hvis han afslog, skulle han betale til barnet indtil dets 10. år.
Hverken bryllup eller børnebidrag passede åbenlyst ikke i hans planer. Så han slog hende og dermed barnet ihjel.
At han skulle betale, blev bestemt med Frederiks d. 5. forordning af 14. oktober 1763:
”…den som besvangrer et Quindfolk og med hende avler et uægte Barn, bør lige med Moderen tage Deel i den Byrde og de Omkostninger, som Barnets Underhold og Opdragelse udkræver”.
Så manden skal betale halvdelen af udgifterne til barnet. Dog kun halvdelen af de udgifter, som ”nødtørftig underhold” kræver.
Men karlen Hans Rasmussen skulle ikke i 10 år hænge på udgiften til et barn.
INTET AT UDSÆTTE PÅ HAM – BORTSET FRA…
Han blev arresteret og sigtet for mordet, som han tilstod.
Hans Rasmussen var født i Amstrup – Ålstrups nabo-landsby – og vokset op i Ålstrup. Så da retssagen begyndte i Herredsretten 30. januar 1769, havde hans forsvarer indkaldt adskillige vidner fra Ålstrup, som skulle udtale sig om Hans Rasmussens karakter og personlighed. Også hans mor og tre brødre var indkaldt. De var alle enige om, at hvis man så bort fra den ”frygtelige ugerning” – kunne de på ingen måde tilsige ham ”noget ukristelighed eller uanstændighed eller videre”.
Hans Rasmussen blev dømt til døden – han skulle halshugges.
Overlagt mord blev på den tid altid straffet med døden. Det var dog en skærpet dødsdom, for han skulle nemlig også knibes fem gange med en rødglødende tang. Det skulle – som det var sædvanen – ske, hvor han havde begået mordet. At pine før henrettelsen skete, når forbrydelsen blev anset for at være så grov, at døden ikke var straf nok.
Hans forsvarer ankede dommen til landsretten i Viborg. Her blev det besluttet, at han skulle ikke udsættes for den gloende tang. Han kunne nøjes med en almindelig dødsdom – altså at blive halshugget.
19. december 1769 mødte han bødlen.
Det har ikke været muligt at finde oplysninger om hvor præcist det skete. Ej heller oplysninger om hvor han blev begravet. Men det har med stor sandsynlighed været på henrettelsesstedet. Der havnede de fleste dødsdømte. I kirkebogen står: ”Hans Rasmussen af Ålstrup halshugget for knivdrab på Apelone Christiansdatter, 23 år”.
INGEN VILLE OMGÅS BØDLEN
Hvem bødlen var, ved vi ikke. Men vi ved, at bødlen var en forhadt person. Han måtte ikke gå til alters i kirken – ej heller gå på kro sammen med andre. Ingen ville omgås ham. Det var derfor svært at finde nogen, der ville have jobbet. Derfor var det nødvendigt at betale – efter tiden – godt. I 1698 fik han – ifølge Nationalmuseet – 8 rigsdaler for en halshugning, 10 for en hængning, for hvert kneb med en tang 2 rigsdaler, 3 rigsdaler for at grave den døde ned.…
Lønnen i 1769 er ikke mindre. Så på Hans Rasmussen tjente bødlen mindst 11 rigsdaler. Havde landsretten fastholdt den skærpede dødsdom, kunne bødlen have puttet 21 rigsdaler i lommen.
