Ilden knitrede højlydt og gnisterne fløj. Flammerne havde godt fat i et stråtækt hus i Ondrup Mose. Det var midt om natten til 17. januar 1940. Tre mennesker havde reddet sig ud og stod nu i høj sne og i 13 grader frost og klædte sig på. Tøjet var det eneste, de havde fået med ud. Det var Edvard Nyborg, hans kone og hendes voksne søn. Sønnen blev sendt afsted for at banke beboerne op på en nærliggende gård, i håb om at de kunne hjælpe. Men de reagerede ikke, da han hamrede på døren, så han måtte helt til Ondrup for fra sognefogedens hus at få tilkaldt Odder Brandvæsen. Sprøjterne kom hurtigt. Men da der ikke var en vej til det brændende hus og sneen lå højt, måtte brandfolkene stå som tilskuere til branden.
Huset brændte næsten ned til grunden. Af’ en artikel i Aarhus Stiftstidende 17. januar 1940 fremgår, at huset var forsikret for 3.100 kr. og løsøret for 7.900 kr.
Men om forsikringen nogensinde blev udbetalt, står hen i det uvisse. I hvert fald byggede Edvard Nyborg aldrig huset op igen. Rygterne gik på egnen. Han havde ikke betalt forsikringen, så derfor ingen penge. Og i øvrigt vidste alle, at han var en skidt karl, for han havde siddet i Vridsløselille fængsel. Så måske havde han selv hjulpet ilden i gang. Det blev aldrig bevist. Men det var ingen hindring for, at historien kunne cykle rundt til hver en krog i sognet de kolde vinteraftener.
EN FLOK UDSKUD
Det var rigtigt, at Nyborg kendte Vridsløse indefra – og han kendte også andre fængsler og arresthuse. Måske var det forudsigeligt, han ville ende som en ”skidt karl”. I dag snakker vi om den sociale arv og i hensigtserklæringer svinger politikere sig op til at sige, at det ene eller det andet initiativ skal bryde den, og medierne laver portrætter af de mennesker, som det er lykkedes at fjerne sig fra deres miljø. Mønsterbrydere kaldes de. Den tale hørte man ikke på Nyborg-familiens tid. Tværtimod. Familien blev bare betragtet som en flok udskud.
VÆRRE END PÅ GODHAVN
Edvard Nikolaj Nyborg blev født 3. april 1897 i København. Og han var en af en flok hel- og halvsøskende, der med tiden kom til at tælle i alt 11 børn. Hans far – Viggo – var maler og var også kendt af politiet.
Da Edvard var ni år, døde hans mor, og han kom på børnehjem, til han blev konfirmeret. Lillebror Thorvald, som blev Edvards partner in crime, så også datidens institutioner indefra. Børn og unge blev der behandlet endnu dårligere end på den senere så omtalte Godhavn.
HAN KUNNE FORBEDRE SIG
Kombinationen af dårlig opvækst og senere ophold på de berygtede institutioner, gjorde ikke noget godt for hverken Edvard eller lillebror Thorvald.
De begyndte hurtigt at ernære sig med tyverier. Af fængselsvæsenets protokoller fremgår, at Edvard var dømt forbedringshus i 1 år i 1915, da han var 18 år. I 1916 fik han en dom på 120 dage for tyveri og i 1918 forbedringshus i 2 år for tyveri.
(Hvis straffen var mellem otte måneder og seks år – og hvis det blev forventet, at den dømte kunne forbedre sig, kunne dommen lyde på forbedringshus. Her var der arbejdspligt. Men de indsatte skulle påvirkes, så de igen – som der står i forarbejderne til loven – ”kunne sættes i stand til at vende tilbage til samfundet”. Det var vigtigt, at de ikke var sammen med – og blev påvirket af – de ”grove misdædere”, som vi i dag ville vi kalde de hårde kriminelle.
”IKKE SINDSSYG MEN I NOGEN GRAD PSYKOPAT”
Af Vridsløselilles papirer om ham fremgår, at han har forsøgt selvmord – og at han efter afsigelsen af en dom ”opførte sig sindssygt” og har været en tur på Skt.Hans før han begyndte afsoningen i fængslet. Fra hospitalet lyder det, at han er ”ikke sindssyg, men derimod i nogen grad psykopat med kriminelle tendenser, et ret stærkt reagerende stemningsliv”. I protokollen står også, at han ”vil ikke tale under afhøring, nikker, ryster på hovedet”.
I 1920, da han blev løsladt, dukker han op igen i protokollerne. Da begår han en række tyverier sammen med tre andre – bl.a. lillebror Thorvald. De hugger værktøj, en zinkbalje, tøj og fødevarer. Og så er det tilbage i spjældet.
NU MED REVOLVER
I 1926 begik han igen en kendt forbrydelse. Måske havde han haft gang i andre tyverier og indbrud, men var gået under politiets radar. Edvard tog til Emdrup station og gemte sig i et skur. Her ville han vente, til stationen lukkede og så ville han begå indbrud. Men han blev opdaget og holdt fast, mens politiet blev tilkaldt. Han vred sig løs og spænede afsted. Da han blev forfulgt, trak han en revolver og sendte fire kugler mod forfølgerne – uden at ramme, og så stak han ind over de marker, der dengang var omkring Emdrup.
REVOLVERMANDEN FUNDET VED ET TILFÆLDE
Det var et tilfælde, at politiet opdagede, at Edvard var revolvermanden. Politiet anholdt ham i anden anledning, og ved ransagning af hans logi fandt man en revolver, nogle patroner og en cykellygte. Ved gerningsstedet havde man fundet et projektil, som var af samme kaliber, som de projektiler, der ved ransagningen var i Edvard Nyborgs besiddelse. Det viste sig, at revolveren var stjålet i Roskilde en af de første dage i december måned. En cykel og den fundne cykellygte stammede fra et indbrud i Glostrup samme dag som Roskildetyveriet. I et kort forhør tilstod Edvard Nyborg både tyverierne i Roskilde og Glostrup samt det ufuldførte indbrud i Emdrup, hvor han affyrede de fire revolverskud. Efter tilståelsen blev han igen fængslet.
FORSØMT OG DEMORALISERET LILLEBROR
Lillebror Thorvald var med til tyverierne i Glostrup og Roskilde. Dømt for brugstyveri af fødevarer, cykler og en båd sammen med bror Edvard. Thorvald beskrives som ”forsømt, fordrukken, demoraliseret og måske degenereret. Men skikkelig og rar i fængslet”. Han er gift, og det fremgår af fængselsprotokollen, at han skriver sammen med sin kone og har besøg af hende.
BEGIK ”SPISEKAMMERTYVERI”
Hvornår mere præcist Edvard Nyborg dukker op i vores område og slår sig ned sammen med kone og hendes søn i Mosen, ved vi ikke. Vi ved, at han blev gift på rådhuset i Århus i 1934 med Kirsten Marie Jensen fra Hobro, og at de slår sig ned i Fiskergade frem til 1938. Vi ved også, at Edvard i den periode var pensionær i byens arrest, fordi han stadig ikke kendte forskel på mit og dit. Men i hvert fald i 1939 boede parret i Ondrup Mose. Huset brændte næsten ned til grunden i januar 1940.
Han dukker op igen i politiets arkiver i oktober 1942. Da tilstod han et spisekammertyveri og han blev også anklaget for ulovlig omgang med hittegods. Spisekammertyverierne fandt sted på landet, hvor man ikke mærkede besættelsestidens rationering af madvarer så meget – bortset fra at det var lidt stramt med f.eks. kaffe og sukker. En bonde fra Ørting meldte tyveriet af 2 kg flæsk, ca. 20 æg og 2 sandkager til politiet. Og det var det tyveri, Edvard tilstod.
THORVALD BLEV NAZIST
Lillebror Thorvald blev i København, og ham finder vi i Bovrup-kartoteket, som rummer medlemmerne af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Han var blevet nazist og meldte sig ind i partiet i juni 1937, da han er 38 år. Men hvad der sker med ham efterfølgende, er det ikke muligt at se. Han blev gift 22 år gammel med den 10 år ældre Marentha Elisabeth Nyborg. Det var hende, han skrev til i fængslet, og det var hende, der besøgte ham der. Hun delte ikke hans politiske sympatier – i hvert fald ikke i et omfang, der fik hende til også at gå ind i partiet. Tilsyneladende fik de ingen børn.
IKKE EN OVERRASKENDE KARRIERE
Flere af Edvard og Thorvalds mange søskende gik det ikke meget bedre. De blev også kriminelle og stemplet som sindssyge. Den negative sociale arv fornægtede sig ikke.
Hverken Edvard eller Thorvald blev betragtet som ofre for den negative sociale arv. Det var ingen overraskelse for omgivelserne, at de med deres baggrund blev kriminelle og havde fængslerne som deres andet hjem. Det var bare, som man kunne forvente. I Mosen gik sladderen de lange vinteraftener – Edvard havde nok selv haft en finger med i den brand. For han havde vist nok siddet i Vridsløse.
VI TALER OM DEN SOCIALE ARV, MEN….
I dag taler vi stadig om den sociale arv – at den skal brydes. Men undersøgelser viser, at det er ikke lykkedes endnu. Hvert tredje barn, der i Danmark vokser op blandt de fattigste familier, ender selv som voksne i den gruppe. Det er 20 procent af alle familier i dette land, der hører til i den kategori. Og tallet for børn, der arver fattigdommen, har været voksende siden år 2000. Når det gælder mønsterbryderne, så er kun 6 procent af danske skoleelever i stand til at løfte sig ud af arven. Her er vi på niveau med Tjekkiet og Slovakiet. I Finland, som vi ellers ynder at sammenligne os med, er det dobbelt så mange skoleelever, der kan bryde arven.
Sådanne undersøgelser blev ikke sat i værk på Edvard og Thorvalds tid. Dog vidste fængselsvæsenet, at deres baggrund og opvækst havde haft stor betydning for deres kriminelle karriere. Og fængselsvæsenet vidste også – uden at vide det fra de undersøgelser vi har i dag – at en erhvervsuddannelse var et middel til at bryde arven. Man prøvede f.eks. at få Thorvald i lære som maler for at give ham gode muligheder efter fængslet, men han stak af pladsen.
UNDERLIGT HVIS DE HAVDE BRUDT MØNSTRET
I dag taler politikerne om den nødvendige tidlige indsats og at vuggestuer og børnehaver skal være opmærksomme på de udsatte børn. Det kan være svært uden gode personalenormeringer. Men på de to drenges og deres søskendes tid var det ikke normalt med institutioner.
“Der er ikke noget quick fix mod social arv”, stod der i overskriften til en kronik i avisen Information i 2017. Det må dagens politikere sande. Og det var der heller ikke, da Edvard og Thorvald var børn og unge, men da eksisterede begrebet ikke.
De to – og de fleste af deres søskende – blev ”skidte udskud”, og det ville næsten have været underligt, hvis det ikke var gået sådan.
Tak til Lise Laursen og Lisbeth Bonde for hjælp til research
