Lige nu er hjemme for Allan Rosenkrans og hans familie den gamle præstegård på Bilsbækvej. Men det varer ikke længe. De er allerede så småt ved at flytte ind i et helt nyt hus på Smedegade.
”Præstegården er kun en mellemstation”, siger Allan. ”Vi havde et hus på Bilsbækvej, som vi havde gjort i stand. Det blev solgt meget hurtigt, så det nye hus hverken var helt eller halvt færdigt. Men heldigvis kunne vi så leje os ind her”.
Og det glæder han sig til. Ikke kun til det nye hus, men også til at flytte ind i et boligområde, hvor alle kender alle – og hvor naboerne kommer over og snakker. ”De fleste i området er tilflyttere. Men mange har engageret sig i frivilligt arbejde – i ØFUG, i Hallen, i Byfesten, i Lokalråd…så på den måde er der skabt netværk på kryds og tværs”.
HAN HAR TITLEN ”REFERENT”
Allan er selv engageret i ØFUG, hvor han er kontakt-person for ”badminton”, han er med i bestyrelsen, og på foreningens hjemmeside har han titlen ”referent”. Ikke mange bestyrelser for frivillige organisationer har en fast referent ved møderne. Det plejer at være det tidspunkt, alle kigger væk, når der bliver spurgt: ”Hvem skriver referat?”.
”Ahr, det tager jo ikke lang tid”, siger Allan. ”Så det gør jeg”.
Han er også suppleant til Hallens bestyrelse, og ved byfesten, hjælper han med alt det praktiske for at støtte de lokale idrætsforeninger.
”Det bedste råd jeg kan give tilflyttere er, at de skal engagere sig i lokalsamfundet”, siger han.
HAN KENDER ALT OG ALLE
Han kender ikke selv til at være tilflytter, der skal skabe nye kontakter. Han er nemlig en af dem, der er kommet tilbage til Ørting, og her var han allerede hjemme. Hans forældre flyttede til byen, da han var ni måneder gammel. Hans far er ikke lokal, men hans mor var fra Falling. Så Allan har tilbragt barndom og ungdom her – og det hedder om ham, at han kender alt og alle. Og skulle der være en enkelt eller to, han ikke kender, så gør hans familie.
Selv har han været væk fra byen i godt 20 år, før han kom tilbage.
Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør, og arbejder nu for et forsikringsselskabet. Han tager ud for at vurdere skader på folks ejendomme, og tager også ud og kigger på huse, når folk ønsker at købe en forsikring. Kontoret ligger i Århus, men meget af arbejdet kan han klare med udgangspunkt i hjemmet. Til glæde for hunden Mille.
KONTAKTEN ER VIGTIG
Men han er har også været brandmand og er uddannet som indsatsleder, og har tidligere arbejdet som beredskabschef i Sønderjylland. Da boede han i Christiansfeld.
Man kan spørge, hvorfor han kom tilbage til i første omgang Odder, når han nu boede i en by, som af UNESCO er udpeget til at være verdensarv.
”Jeg blev skilt, da min datter var tre år. Og så valgte jeg at flytte tilbage her til området, for så var det nemt for mine forældre at have god kontakt med hende, når hun var hos mig. Det mener jeg, er vigtigt – kontakten til familien og kontakten mellem generationerne”.
KOBBER-BRYLLUP MED UNGDOMSKÆRESTEN
Også Allans kone, Lotte, hører til i gruppen af ”de kom tilbage-beboere”.
Der må være et eller andet specielt i luften omkring Ørting. For flere fra denne gruppe har som voksne fundet sammen med deres ungdomskærester igen. Det gælder også Allan og Lotte.
”Vi mødtes såmænd igen en juleaften i kirken”, siger han. ”Og så var dét sket”. Nu har de holdt kobberbryllup.
Også Lotte har børn fra et tidligere ægteskab – så de er en sammenbragt familie. Hun mener også, at kontakten mellem generationerne er vigtig – at familien er vigtig. For hende er denne kontakt nem at varetage. Hendes forældre bor i Ørting – og hendes farmor på 97 år bor stadig i hus på Smedegade. Hendes onkel og faster har også adresse her i landsbyen, og hendes bror og svigerinde bor på Smedegade. Og for at det ikke skal være løgn – Smedegade-kvarteret ligger på jord fra hendes farfars gamle gård.
”Det er dejligt, vi bor så tæt på familien”, siger Allan. ”Så er det nemt at hjælpe hinanden. Og vi har det godt her”.
DET ER SKIDT FOR OMRÅDET
Deres to ældste børn har gået på Centralskolen. Den yngste har gået på Friskolen, og skulle alligevel nu efter 6. klasse gå i skole i Odder. Så hun mærker ikke, at friskolen lukker.
”Det er skidt for hele området, at den lukker”, siger Allan. Han har kort tid været bestyrelsessuppleant på skolen. ”Set i bakspejlet, kan man jo se mange grunde til, at det er gået sådan”, siger han. ”Men det kan ikke bruges til så meget nu. Nu handler det mest af alt om, hvad der skal ske med bygningerne.
De er nærmeste nabo til en velfungerende og top-trimmet hal. Vi ved jo, at hvis de står tomme, kommer forfaldet hurtigt”. Det ved han om nogen, fordi han er vant til at tage ud og kigge på huse.
”Men forhåbentlig viser der sig muligheder, der vil være til gavn for lokalsamfundet”, siger han.
I det hele taget ligger lokalsamfundets ve og vel Allan på sinde. ”For her har jeg og min familie det så godt”.
Og at han er god for lokalsamfundet, er der ingen tvivl om. Når man beder andre om at karakterisere ham, er ordene pligtopfyldende, hjælpsom, engageret og med en stor og bred viden om mennesker og om lokalhistorien.
EFTERNAVNET
Til sidst – og som en absolut sidehistorie – efternavnet Rosenkrans.
Vi kender rosenkransen fra katolikkerne – og en ældre filmatiseret krimi hedder Rosenkrans Mordene. På google books kan man købe ”The Rosenkrans Family in Europa and America”.
Allan ved ikke, hvor navnet kommer fra. Men han afviser både katolikkerne, krimien og de såkaldt fornemme familier i Europa og Amerika.
”Det er mellemnavnet i min fars familie. Men det kunne da være sjovt en dag at finde ud af, hvordan navnet er kommet ind i familien”, siger manden, der inden længe flytter til helt ny hus med en 845 kvadratmeter stor grund, som kun skal have en ganske lille have. For meget godt kan man sige om ham. Men grønne fingre har han ikke.
