Hans bloddryppende hoved blev placeret på et sølvfad og givet som gave til kong Herodes’ steddatter, Salome. Det var hendes belønning for at udføre den erotiske stripdans ”de syv slør”, da Herodes havde fødselsdagsfest. Alle syv slør faldt til jorden under dansen – og som tak kunne hun ønske, hvad hun ville, og det var hovedet.
Sådan lyder historien om Johannes Døberens endeligt. Johannes var en omvandrende prædikant , og det er hans fødselsdag, vi fejrer til Skt.Hans. Det var ham, der døbte Jesus i Jordanfloden. Deraf navnet Johannes Døberen.
Skt.Hans dag er i morgen – den 24. juni. Men i Danmark har vi tradition for at fejre vores helligdage aftenen før. Præcis som julen – den fejrer vi også aftenen før.
Frem til 1770 var Skt.Hans dag en helligdag – men som med andre fridage, blev den strøget ved den store helligdagsreform.
Men det er næppe Johannes Døberen og hans skæbne, de fleste af os forbinder med Skt. Hans. Det er bål, hygge, snobrød og Drachmanns Midsommervisen fra teater-stykket ”Der var en gang” fra 1887.
Bålet skal beskytte mod de onde ånder. Ifølge gammel overtro er de særdeles aktive denne aften og nat.
Hekseafbrændingen er en nyere tradition, der kommer fra Tyskland. Det er også her Bloksbjerg ligger. Traditionen er kun godt 100 – 150 år gammel.
Det har altså ikke noget at gøre med de rigtige hekse-afbrændinger, der her i landet kostede mere end 1000 kvinder livet i perioden fra 12. oktober 1617 til 4. april 1693.
Men derfor kan afbrændingen af dukker lavet af halm og tøj alligevel på den baggrund synes at være en bizar skik.