Der skulle gå 108 år før husets beboere fik et rigtigt gulv og ikke måtte nøjes med et jordgulv – og lige så lang tid før de fik indlagt vand. Men i dag hører huset på Mosevejen 70, der blev bygget i 1864, til i puljen med kommunens kulturmiljøer – som de andre huse på Mosevejen i Ørting. På hjemmesiden DinGeo Boliga hedder det om huset: ”De nærmeste naboer er oftest formuende familier på landet. Risiko for indbrud på adressen er meget lav”. Ganske vist kan de nærmeste naboer ikke lige genkende den beskrivelse af deres økonomi. Men den fortæller dog, at der er sket et og andet siden de første beboere flyttede ind i huset i det fattigste område af landsbyen Ørting og delte det med hønsene.
BLEV ENKE TO ÅR EFTER BRYLLUPET
Hvem husets aller første beboere var, ved vi ikke. Men vi ved, at i 1885 hedder husets beboere Ane Jensen, der da var 23 år, og Poul Pedersen som var 21 år.
Ane blev født i Åkærhuse i 1862. Så godt vant hjemmefra var hun bestemt ikke. Åkærhuse var de landarbejderboliger, der lå på Horsensvej over for godset. Nogle forfærdelige rønner, hvor store børnefamilier boede i små rum. I dag er kun ét hus tilbage, og det er sat i stand, malet skagensgul og forsynet med stokroser og stråtag – ren Morten Korch-idyl.
Poul Pedersen kom fra Ondrup. De to blev gift i 1885, og ernærede sig ved at grave tørv. Men ægteskabet varede kun kort. To år efter dør Poul Pedersen på Odder Sygehus – kun 23 år gammel. Hvad han døde af, ved vi ikke. Men Ane bliver enke kun 25 år gammel.
HUSET FORSVANDT I FOLKETÆLLINGERNE
Hun blev boende i huset på Mosevejen. Vi finder hende dér ved folketællingerne i både 1905 og i 1916. I 1905 dog kun som Poul Pedersens enke. Anes erhverv var ”husmoder‑, mose- og plantearbejder”. Men i 1920 er hun ikke med i folketællingen. Det er huset heller ikke. Ej heller naboejendommen. Den ansvarlige for folketællingen på Mosevejen og Bilsbækvej gad måske ikke mere, og så sprang han et par huse over.
Så hvornår Ane evt. flyttede – fremgår ikke af folketællingerne. Heller ikke hvad der blev af hende. I det hele taget kan folketællingerne ikke bruges til mere efter 1916, når det gælder Mosevejen 70. Det kan vi takke Jakob Skov for. Han var ølhandler, sygekasseopkræver og ansvarlig for folketællinger på de to veje.
NATPOTTENS INDHOLD SKRÆMTE FRU GROSSEREREN
Men han boede også i huset Mosevej 70 sammen med Andrea Marie Jensen, som var husbestyrerinde. Det blev det ofte kaldt, når/hvis folk levede på polsk dengang.
Knud Mildahls forældre købte nabohuset i 1943. ”Da boede Skov og husbestyrerinden i nummer 70”, siger han. ”Og da jeg i 1961 kom tilbage fra Norge, boede Skov stadig i huset. Men uden husbestyrerinden”.
Ifølge kirkebogen for Ørting Sogn døde Andrea Marie Jensen 10. juni 1957 af en blodprop.
I huset med jord-gulv, uden indlagt vand og med et stort ildsted, der varmede huset op og fungerede som komfur, var der i sagens natur heller ikke et toilet. Så Jakob Skov brugte natpotte. Den skulle tømmes – og det skete uden for huset, hvor han bare smed indholdet med en vis kraft. De daværende beboere på Mosevejen frydede sig, da han en dag var tæt på at ramme Fru Grossér
Andersen – en af de få i mosen, som havde en smule penge. ”Hun var så fin på den”, blev der sagt om hende.
Hvornår Skov med det store Kejser Wilhelm-overskæg og den blankskyggede kasket døde, har det ikke været muligt at finde ud af. Han kan være flyttet på et af omegnens alderdomshjem. Han var en gammel mand i begyndelsen af 60’erne.
”MARGRETHE I MOSEN”
Men vi ved, at kogekonen ”Margrethe i Mosen” boede i huset efter ham. Børge Møller besøgte hende sammen med en kammerat. Han husker hun havde en hel væg med Madam Blå køkkenredskaber. På cykel kørte hun maden ud til folk, men var det større portioner, måtte de selv hente. Så kom hun cyklende bagefter og gjorde maden færdig. Hun boede i huset alene – og havde en masse høns, som pilede rundt i hele haven. Den ene del af huset var stadig bolig for dyr, så her har hønsene haft deres natlogi.’Børge Møller husker også, at kogekonens klejner var helt specielt gode.
”EGONSBLOMSTER” MED SYV BØRN
Efter ”Margrethe i Mosen” flyttede EgonsBlomster ind. Han havde en blomsterforretning i Odder, og på siden af hans varevogn stod EgonsBlomster – så det blev han kaldt i Mosen.
Familien havde syv børn. Journalist og forfatter Lene Møller Jørgensen, som voksede op i Mosens udkant, husker, at huset var et af de bedste steder for børn at lege. Her måtte de alt. Hoppe i møblerne og glide rundt i de store bunker med børnetøj, der altid lå i stuen. Og de måtte spise, hvis de var sultne. Rugbrød med puddersukker.
FIK GULV, VAND, KØKKEN OG TOILET
Husets nuværende beboere, Hanne og Niels Skovhus, købte huset i 1973 for 90.000 kr. Og det var lidt et chok for dem at komme til roderiet i Mosen. Naboens høns, der altid kom gennem hækken – gamle skrotbiler. Men det var også gavmilde mennesker, husker Hanne. Det var her, hun lærte at drikke en kaffepunch, hvad hun ikke havde gjort ude vestpå, hvor de kom fra. Det var her, folk der ikke selv havde meget, kom og forærede dem en kylling.
Niels læste til arkitekt, og han var uddannet tømrer. Så de gik i gang med at renovere huset fra 1864, der stadig havde jordgulv og var uden indlagt vand. Og for 
første gang afløste et køkken det store ildsted. To gange blev huset udbygget, så der også var plads til deres med tiden tre børn.
I SANDHED ET KULTURMINDE
I dag er huset smukt hvidmalet med et helt nyt stråtag og er fotograferet til rapporten om kommunens kulturminder. Og historien om huset, hvor det tog 108 år at få lavet et gulv og få indlagt vand og toilet, rummer i sandhed kulturminder. Om beboere, der havde et liv som de fattigste i sognet, hvor kredit hos landsbyens købmænd var udelukket – alene på grund af adresse på Mosevejen – til beboere og naboer, som med ejendomsmægler-sprog kaldes ”oftest formuende familier på landet”.
