
Hvad skal jeg gøre? Hvornår? Hvor lang tid tager det?
Det er de spørgsmål, som de fleste gerne vil have svar på, når de bliver spurgt, om de vil hjælpe med at arrangere det ene eller det andet for en forening.
De svar vil de få i ØFUG’s nye klub for alle, som vil hjælpe med de fire årlige begivenheder, der skal arrangeres: Gymnastikopvisningen, loppemarkedet sammen med Hallens Venner, MGP (Melodi Grand Prix for de 8 – 15-årige) og Halloween.
Klubben er for alle, som synes det er vigtigt at støtte lokalt. ØFUG vil indkalde til tre møder om året. De vil være af en times varighed, og alle opgaver i forbindelse med en begivenhed bliver lagt frem, så det er muligt at melde sig til den, der passer bedst.
Foreningen indkalder til to orienteringsmøder af 45 minutters varighed. Det er 04. februar kl. 16.45 til 17.30 – og igen 05. februar kl. 16.45 – 17.30. Begge dage bliver mødet holdt i Hallens Café.
At opgaverne er både beskrevet og tidsbestemt, kan også gøre det nemmere for klubbens medlemmer at invitere andre til at deltage. Undersøgelser viser f.eks. at unge gerne vil være frivillige og hjælpe. Men de kommer ikke af sig selv. De vil helst følges med en person, de kender. Og som andre vil de gerne kende opgaven og også vide, hvor lang tid den tager.
MGP-arrangementet 22. februar vil være det første, hvor der er brug for hjælp. Bagefter skal der arbejdes med at skabe rammerne for den store gymnastikopvisning 22. marts, og 12. – 13. april venter det store loppemarked, der plejer at tiltrække i hundredvis af mennesker.
Lønnen for arbejdet udbetales som glæden ved at arbejde sammen med andre i et fællesskab, der gavner foreningen, hvor områdets børn har gode oplevelser. Men lønnen er endnu større: Fællesspisning efter arrangementerne og billet til den fest, der senere vil blive holdt i Hallen for alle frivillige.