KORT NYT

TILLYKKE TIL HUNDSLUND

For tred­je år i træk løber Hund­slund med før­ste­præ­mi­en i Lokal­dy­sten. Anden præ­mi­en går til Rand­lev-Boul­­strup og tred­je­præ­mi­en til Sak­sild. Præ­mi­er­ne over­ræk­kes i Hund­slund Hal­len kl. 17 – med taler af udvalgsformænd.

Til­lyk­ke til de tre lokal­sam­fund. Også lidt ØV. For på trods af det fine frem­mø­de ved Hal­len 10. sep­tem­ber, end­te Ørting Fal­ling på sid­ste­plad­sen. Men i det mind­ste var det en sjov for­mid­dag. Børn, hunde og voks­ne i alle aldre hyg­ge­de sig.

Ny anløbs­bro på Alrø

Cykel­fær­gen mel­lem Alrø og Hjar­nø får en ny anløbs­bro næste år. Kom­mu­nal­po­li­ti­ker­ne har på det nye bud­get afsat 1,2 mil­li­o­ner kro­ner til pro­jek­tet på øens syd­spids.
Vin­te­r­ens storme øde­lag­de bro­en, og det før­te til for­sin­kel­ser. Fær­gen skul­le være begyndt at sej­le i påsken, men vi kom helt frem til 18. maj, før bro­en var repa­re­ret og sejlad­sen kun­ne begyn­de. Men den peri­o­de, hvor fær­gen sej­ler, er udvi­det i år. Frem til 30. sep­tem­ber sej­ler fær­gen hver dag – og fra 5. – 20. okto­ber sej­ler den wee­kend. Det bety­der, at hvis man har lyst, er der to wee­ken­der i sko­ler­nes efter­års­fe­rie, hvor man kan tage en tur til Hjar­nø. Bil­let­ter kan bestil­les her.

BYVANDRING

Engang kun­ne man i Ørting hand­le hos slag­ter, bager og fire køb­mænd, få repa­re­ret cyk­len, købe slik og også fin­de meter­va­rer til den nye kjo­le, der skul­le syes – måske til festen på hotel­let. Man­ge af dis­se små for­ret­nin­ger lå på Hor­sens­vej. De eksi­ste­rer ikke læn­ge­re, men huse­ne lig­ger der sta­dig.
29. sep­tem­ber kl. 13 – 15 har Kul­tur­Hub Odder arran­ge­ret en lands­byvan­dring, hvor Finn Ernst, der boe­de i Ørting som barn og ung, vil for­tæl­le om men­ne­sker og butik­ker. Turen begyn­der ved den gam­le sta­tion og slut­ter ved Min Køb­mand Ørting, hvor der er kaf­fe og kage. Det koster 20 kr. at del­ta­ge. Til­mel­ding her.

ENDELIG!

Efter måne­ders for­be­re­del­se og istand­s­æt­tel­se af butik­ken, er det nu gan­ske vist – Min Køb­mand Ørting åbner tors­dag den 5. sep­tem­ber kl. 10. Lige nu bli­ver de man­ge, der har teg­net sig for et øko­no­misk bidrag rin­get op: Det er tid til at beta­le. Bebo­er­ne har til sam­men bidra­get med mere end 600.000 kr.

NYT ASFALT  VEJ

Asfal­ten på vej­en mel­lem Ørting og Odder har læn­ge været nød­li­den­de. Mildt sagt. Men nu kom­mer hjæl­pen. Et nyt vil asfalts­lid­lag vil bli­ve lagt på, når det gam­le lag er fræ­set af.
Arbej­det begyn­der 19. juni. Det varer til og med 5. juli, hvis alt går efter planen. 

DET BLEV TIL 3.803 KM

Igen i år vandt Hund­slund lokal­dy­sten. På 2. plad­sen kom Sak­sild, som var med for før­ste gang i år. Gyl­ling snup­pe­de 3. plad­sen og Ørting-Fal­ling blev num­mer fire.

Alt i alt fik kon­kur­ren­cen bor­ge­re i de fire lands­by­er til at løbe, gå og cyk­le 3.803 km.

PROGRAMMER FOR DEN NYE SÆSON

Liter­vis af kaf­fe, kort­spil, bræt­spil, fored­rag, udflug­ter, fæl­les­spis­ning….
Dan­ske Seni­o­rers og Tors­dags­klub­bens pro­gram­mer for den kom­men­de sæson rum­mer gode ople­vel­ser for områ­dets “grå guld”.
Beg­ge pro­gram­mer er nu lagt ind under Lokal­råd og for­e­nin­ger. Som sæd­van­ligt fore­går det i Sog­ne­hu­set på Bils­bæ­kvej i Ørting.

THEJSEN FORLADER FONDEN ØRTING

Dit­te-Marie Thej­sen for­la­der job­bet som vice­for­stan­der på Fon­den Ørting for at bli­ve skole­le­der på Åsko­len, frisko­len i Hør­ning. Hun har arbej­det på opholds­ste­det i mere end 10 år.
Åsko­len har 150 ele­ver fra 0. – 7. klas­se, og en af Thej­sens opga­ver bli­ver at arbej­de med en over­byg­ning. Hun er uddan­net lærer fra Den Frie Lærer­højsko­le. Uddan­nel­sen er spe­ci­elt mål­ret­tet frisko­ler, efter­sko­ler og højskoler.

LOKALRÅD

Hvis du vil vide, hvad Lokal­rå­det for Ørting-Fal­ling arbej­der med for tiden, kan du ori­en­te­re dig i de møde­re­fe­ra­ter, der er lagt ind under ”Lokal­råd og for­e­nin­ger”.
Her fin­der du alle refe­ra­ter fra i år – og også fra de sid­ste par år. Nåe­de du ikke gene­ral­for­sam­lin­gen, kan du sam­me sted fin­de beret­ning, refe­rat og regnskab.

LUK IKKE DE TRÆNGENDE IND

Hvis det rin­ger på døren og frem­me­de beder om lov til at bru­ge dit toilet, skal du ikke luk­ke de træn­gen­de ind. For når de går igen, mang­ler du fle­re gen­stan­de. Den ene er en kvinde.

Det har ældre bebo­e­re i Gyl­ling ople­vet, da de var ven­li­ge mod de frem­me­de. Ven­lig­he­den blev ikke gen­gældt. Så glem med­men­ne­ske­lig­he­den – luk og lås døren. Ring til din nabo eller en anden, hvis de bli­ver uden for.

GENERALFORSAMLING

Alle over 16 år, som bor fat i Ørting-Fal­ling Sog­ne, er med­lem­mer af Lokal­rå­det. Også selv om de hver­ken har udfyldt en blan­ket eller betalt kon­tin­gent, som ellers er det almin­de­li­ge, når man bli­ver med­lem af en for­e­ning.  De kan møde op til gene­ral­for­sam­lin­gen og stem­me. Det­te års gene­ral­for­sam­ling fin­der sted d. 29. marts kl. 19 – 21.30 hos Dine­sen i Fal­ling. Lokal­rå­det har eksi­ste­ret siden okto­ber 2014 og skal være områ­dets kon­takt til kom­mu­nal­be­sty­rel­se og for­valt­ning.  Hvis du vil se, hvad rådet arbej­der med, så find alle møde­re­fe­ra­ter på Lokal­po­sten under Lokal­råd og foreninger.

STØTTE TIL HANDELSPLADSEN

Der er luk­ket så meget som muligt for fry­se­re og køle­re på Han­dels­plad­sen, men alli­ge­vel koster elek­tri­ci­te­ten det hvi­de ud af øjne­ne.  Men Pan­de­ka­ge­bi­len og støt­te­bi­drag ind­brag­te på få timer 16.000 kro­ner – eller et beløb, der bety­der, at reg­nin­gen fra elek­tri­ci­tets­sel­ska­bet for en måneds for­brug, kan beta­les. Pan­de­ka­ge­bi­len done­re­de pen­ge­ne fra to timers salg ved Han­dels­plad­sen, og lands­by­ens bebo­e­re bak­ke­de op og spi­ste fyld­te pan­de­ka­ger til aftens­mad. Den sam­me hjælp fik Dagli’Brugsen i Gylling.

PANDEKAGEBILEN STØTTER LOKALE

Den 9. decem­ber mel­lem kl. 16 og 18 kan man købe pan­de­ka­ger med fyld ved Han­dels­plad­sen i Ørting. Pen­ge­ne fra sal­get går ube­skå­ret til hjælp til at beta­le el-reg­­nin­­gen. I går var Pan­de­ka­ge­bi­len ved Gyl­ling-Brugs­­en – også for at give et til­skud til de sti­gen­de udgifter. 

Valg flyt­ter sang til kirken

Stem­me­bok­se og valg­til­for­ord­ne­de ryk­ker 1. novem­ber ind i Sog­ne­hu­set og fortræn­ger den sang­grup­pe, som ple­jer at mødes der før­ste tirs­dag i måne­den. Men grup­pen kan sta­dig mødes, for kir­ken er reser­ve­ret til dem. Kaf­fen skal sta­dig tages med hjemmefra.

BRUGSEN ER NU ÅBEN KL. 8 – 18

Fra i mor­gen – 1. okto­ber – ændrer Gyl­ling-Brugs­­en åbning­sti­den. Den åbner kl. 8 og luk­ker kl. 18. Der er skå­ret en halv time om mor­ge­nen og en time om afte­nen, og er en kon­se­kvens af, at elek­tri­ci­te­ten koster det hvi­de ud af øjne­ne. De nye tider bety­der, at ingen med­ar­bej­de­re bli­ver fyret.

Hof­da­men og god­se­je­ren i det gyld­ne bur har fået en stemme



Han­ne Marie Houkjær har været præst på Mols og i Ris­skov – og også været hospi­ce-præst. Nu bor hun i Amstrup og har en del­tids­stil­ling som præst i Gl.Ry. (foto; Fre­de­rik­ke Brostrup)

Hun mag­te­de ikke at bry­de ud af det gyld­ne bur, som fami­li­ens krav og for­vent­nin­ger hav­de skabt til hen­de, men hav­de hun haft modet til at sige ”nej”, vil­le hun have fået et helt andet og bed­re liv. Ebba Neer­gaard kun­ne være ble­vet foto­gra­fen, som skil­dre­de men­ne­sker med de udtryk, det leve­de liv efter­la­der i deres øjne og ansigts­træk. Hun kun­ne have doku­men­te­ret livet i stor­by­ens bag­går­de og have skil­dret besæt­tel­ses­ti­dens begi­ven­he­der og men­ne­sker. Men i ste­det for foto­kunst og foto­do­ku­men­tar tog hun bil­le­der af prin­ses­ser i strut­skør­ter. Hun kun­ne være ble­vet Dan­marks før­ste kvin­de­li­ge film­fo­to­graf, men hen­des ene­ste film skil­dre­de tre prin­ses­ser og fire kon­ge­slot­te. End­nu et bur ven­te­de, da hun over­tog det gods, hun ikke ønske­de, men det blev for­ven­tet af hende.

17. maj vil præ­stens og for­fat­te­ren Han­ne Marie Houkjærs roman, ”Lys­nin­ger”, lig­ge i bog­hand­ler­ne. I den udfol­des den tid­li­ge­re hof­da­mes liv – hen­des håb, drøm­me og følel­ser. Men også hen­des liv i buret. I bogen har hun fået nav­net Inge­borg Bang. Man­ge her­om­kring vil kun­ne gen­ken­de både per­so­ner, loka­le ste­der og begi­ven­he­der, og det læg­ges der da hel­ler ikke skjul på i tek­sten på roma­nens omslag. Men for­fat­te­ren har dig­tet vide­re – og hun lader roma­nen udspil­le sig på et bagtæp­pe af histo­ri­ske begi­ven­he­der i Dan­mark.  Så hvis man som læser tror, at nu har man – ende­lig – fået sand­he­den om den tid­li­ge­re hof­da­mes liv, må man tro om. Der er ikke tale om en biografi.

PELS OG SNAVSEDE GUMMISTØVLER

Fasci­na­tio­nen af et andet men­ne­ske kan bli­ve skabt tid­ligt i livet. Det ople­ve­de Han­ne Marie Houkjær, da hun som 6‑årig mød­te Åkærs tid­li­ge­re ejer i en køb­mands­for­ret­ning. Bar­net hav­de stjå­let en krans med suk­ker­per­ler – det så damen med pel­sen og de snav­se­de gum­mi­støv­ler og med øjne, der var ”grøn­ne som øjne­ne på en kat”, blin­ke­de hun til det beno­ve­de barn, som beslut­te­de, at når hun selv blev vok­sen, vil­le hun også have pels og gum­mi­støv­ler. Så gik de hver til sit. Bar­net med den fed­te­de suk­ker­krans i hån­den – den voks­ne med en fla­ske Brøn­dum behø­rigt pak­ket ind. Fasci­na­tio­nen holdt sig, og bar­net Han­ne Marie prø­ve­de man­ge gan­ge, om det var muligt at se den voks­ne kvin­de bag det til­gro­e­de tor­nero­seslot, hvor hun hav­de fået at vide, at damen leve­de en ensom tilværelse.

EN FORTROLIGHED

Fasci­na­tio­nen af damen i gum­mi­støv­ler og pels hav­de Han­ne Marie Houkjær sta­dig som vok­sen, så hun skrev et brev, som god­se­je­rens hjæl­per afle­ve­re­de til Ebba Neer­gaard, der sta­dig boe­de på det for­søm­te gods uden megen kon­takt med andre men­ne­sker. Bre­vet bane­de vej­en for et møde, der blev til fle­re. I roma­nen – og i vir­ke­lig­he­den – er alder­s­for­skel­len på 52 år mel­lem Inge­borg Borg og for­tæl­leren Sofie Kok­holm. Men de udvik­le­de en for­tro­lig­hed og opda­ge­de, at de trods af alder­s­for­skel og bag­grund hav­de meget til fæl­les, når det gæl­der alt det, der bestem­mer, hvor­dan et men­ne­ske udvik­ler sig.

KUN BLEV LUKKET IND

Intet men­ne­ske ken­des kun ude­fra – alle har et indre skabt af de påvirk­nin­ger ikke mindst fra de nær­me­ste, som kom­mer til at præ­ge og afstik­ke ram­men for deres liv. I roma­nen rul­les Inge­borg Bangs indre op på en måde, så det frem­står klart, at hun var en fugl i et gyl­dent bur. Et bur, som dog sene­re fik rust­ne trem­mer, da det stod på Åkær gods. Ingen luk­ker alle men­ne­sker ind i det indre rum – og hof­da­men fær­re end de fle­ste. Men Ebba Neer­gaard luk­ke­de Han­ne Marie Houkjær ind – og nu har hun så med roma­nen ”Lys­nin­ger”, givet fug­len en stemme.

BESÆTTELSEN

Ebba Busky-Neer­gaard som ung. Der fin­des ikke man­ge bil­le­der af fug­len i det gyld­ne bur

Vi føl­ger Inge­borg Bang på hen­des arbej­de som hof­da­me for kron­prin­ses­se – sene­re dron­ning – Ingrid under besæt­tel­sen, og hører om hen­des kon­takt med nog­le af mod­stands­be­væ­gel­sens cen­tra­le per­so­ner, som også hol­der møder i hen­des lej­lig­hed i København.

En af dem blev hen­des bed­ste ven. Han opmun­tre­de og opfor­dre­de hen­de til at arbej­de med foto­gra­fi­et – hen­des kunst, som han kald­te det. I en sce­ne i bogen, hav­de hun taget male­ri­er­ne i lej­lig­he­den ud af deres sto­re, tun­ge ram­mer – de vil­le kom­me bed­re til deres udtryk, når de hæng­te som lær­re­der med trev­ler i sider­ne, men­te hun. Ven­nen gav hen­de ret og sag­de så lako­nisk: ”Hvad vil­le der ske med dig og din kunst, hvis man fjer­ne­de guldrammen?”

BASKEDE MED VINGERNE

At fjer­ne ram­mer­ne var et af Inge­borg Bangs små til­løb til at lade fug­len baske med vin­ger­ne og fly­ve ud af buret. Et andet var, da hun tre dage efter tysker­nes over­gi­vel­se, flyt­te­de fra slot­tet og ind på hotel d’Angleterre. Hotel­let hav­de været besæt­tel­ses­mag­tens til­holds­sted. I bogen siger Inge­borg Bang: ”Det er nok det dyre­ste påfund jeg nogen­sin­de har fået. … Det føl­tes som et skjult oprør mod hof­fet og alt, hvad mine for­æl­dre hav­de lært mig”.

Men fug­len tur­de alli­ge­vel ikke tage oprø­ret og fløj til­ba­ge i buret. Fle­re for­søg fulgte.

DEN LYKKELIGSTE TID

Efter besæt­tel­sen tog bogens Inge­borg Bang orlov fra arbej­det ved hof­fet, og rej­ste ned til en kunst­n­er­ko­lo­ni i Ita­li­en. Her føl­te hun sig hjem­me, og her kun­ne hun arbej­de med den foto­kunst, der ellers hele tiden måt­te kom­me i anden ræk­ke eller end­nu læn­ge­re væk, for­di hun – med hen­des mors ord – blev for­ven­tet at leve op til ansva­ret og plig­ten. Det var også her, hun mød­te en egoi­stisk svensk kunst­ner, der kom til at sæt­te spor i resten af hen­des liv.

I bogen for­tæl­ler hun, at hun var på ste­det i Ita­li­en to gan­ge: ”Før­ste gang et halvt år. Så tog jeg hjem for at for­tæl­le mine for­æl­dre, at jeg hver­ken ønske­de at for­pag­te eller eje Aakær, og at jeg agte­de at flyt­te her­til. Jeg køb­te end­da en lej­lig­hed inden jeg rej­ste hjem. Jeg tror, jeg tør sige, at det var den lyk­ke­lig­ste tid i mit liv”.

Men plig­ten og ansva­ret vandt, og fug­len fløj til­ba­ge til buret. Igen.

”Alle lo ad hof­da­men på Aakær når hun viste sig i pels og gum­mi­støv­ler.
Når hun i ny og næ viste sig i sit sti­ve­ste puds, ane­de de ikke hvil­ken
mine de skul­le sæt­te op, og sæn­ke­de blik­ket. For tænk, hvis hun nu ikke var så stor
en ori­gi­nal, som de hav­de tro­et. Mere skul­le der ikke til: en pels
og et par gam­le gum­mi­støv­ler, så hav­de man den udstød­tes fred.
Hun hav­de erfa­ret, at vej­en fra at være udvalgt til at bli­ve
udstødt var kor­te­re end de fle­ste anede”.

MÅTTE GIVE OP

Også Inge­borg Bangs tid som ejer af Åkær med al det bøvl og besvær det gav hen­de, er med i roma­nen. Pro­ble­mer med de ansat­te, med pen­ge­ne – og byg­nin­ger, sko­ve og mar­ker i for­fald. Hun prø­ve­de at leve op til ansva­ret og plig­ten, men til sidst måt­te hun over­gi­ve sig og sælge.

Det var som indespær­ret i dét bur, folk her på egnen men­te – og mener – at ken­de Ebba Neer­gaard – hof­da­men, der kør­te god­set Åkær i sænk. Kun få kend­te hen­de, men det afholdt ikke de man­ge for at bidra­ge til de slad­der­hi­sto­ri­er om hen­de, der er ble­vet udveks­let liv­ligt – også i dag snart 16 år efter hen­des død. Jo min­dre folk kend­te per­so­nen bag masken, jo fle­re histo­ri­er kun­ne – og kan – de fortælle.

DEN UDSTØDTES FRED

Hun vid­ste, hvad folk sag­de om hen­de – og da hun en dag opholdt sig i Kanal­hu­set, for det var måske dér, hun skul­le bo efter et salg af god­set, får vi ind­blik i hen­des indre mono­log – hen­des tanker:

”Alle lo ad hof­da­men på Aakær når hun viste sig i pels og gum­mi­støv­ler. Når hun i ny og næ viste sig i sit sti­ve­ste puds, ane­de de ikke hvil­ken mine de skul­le sæt­te op, og sæn­ke­de blik­ket. For tænk, hvis hun nu ikke var så stor en ori­gi­nal, som de hav­de tro­et. Mere skul­le der ikke til: en pels og et par gam­le gum­mi­støv­ler, så hav­de man den udstød­tes fred”.

Hun hav­de erfa­ret, at vej­en fra at være udvalgt til at bli­ve udstødt var kor­te­re end de fle­ste anede.

DEN DØENDE FAR

Paral­lelt med histo­ri­en om hof­da­men, får vi for­tæl­leren Sofies ople­vel­ser med at tage sig af den døen­de far. Som hun sag­de ved hans begra­vel­se som dat­ter og som præst: ” Min far, der hav­de så svært ved at tale om det indre, blev den jeg de sene­re år tal­te med om det væsent­li­ge. Sådan er der i kær­lig­he­dens sær­li­ge rum et hul hvori­gen­nem lyset strøm­mer ind”. Enhver, der har været i situ­a­tio­nen, kan gen­ken­de det, når hun om den tid siger, at den næsten ikke var til at hol­de ud – men det vil­le hel­ler ikke have været til at hol­de ud ikke at være der.

HVOR LYSET KOMMER IND

Lys – lys­nin­ger – er der meget af i roma­nen. Det er sko­vens lys­nin­ger. Det er de lys­nin­ger i døre og vin­du­er, som lyset fal­der ind af. Og det er ikke mindst de lys­nin­ger, der opstår i et men­ne­skes liv i mødet med andre.

Man kan også sige det som Leo­nard Cohen: ”The­re is a cra­ck in eve­ryt­hing. That’s how the light gets in” (Der er en rev­ne I alting. Det er sådan lyset kom­mer ind”). Man­ge men­ne­sker får slet ikke øje på rev­ner­ne. Men det gjor­de både bogens Inge­borg Bang og bogens for­tæl­ler. De så og glæ­de­de sig beg­ge over natu­rens lys­nin­ger, og over det lys, der føl­ger med fortroligheden.

TRO MOD DAMENPELS OG GUMMISTØVLER

Han­ne Marie Houkjær har skre­vet en roman om en fars ter­mi­nal­for­løb og om ”frø­ke­nen på Åkær” i et flot og bil­led­ska­ben­de sprog. Og bogen er på alle måder tro mod damen i pels og snav­se­de gum­mi­støv­ler, som hun blev så fasci­ne­ret af som 6‑årig – og som hun lær­te at ken­de som vok­sen for at opda­ge, hvor meget de på trods af for­skel i alder og liv hav­de til fæl­les. Men det kan da – indrøm­met – vir­ke lidt for­vir­ren­de med blan­din­gen af fik­tion og de – i hvert fald for man­ge her­om­kring – gen­ken­de­li­ge begivenheder.

Lys­nin­ger, der udkom­mer på for­la­get Fol­ke, kan købes i bog­hand­len fra 17. maj. Pri­sen er 249,50 kr

Læs eller gen­læs Lokal­po­stens arti­kel om Ebba Neer­gaard: Frø­ke­nen på Åkær” sky­e­de offent­lig­hed – men ikke mennesker

KALENDER

METAL

01. febru­ar kl. 20 har Gyl­ling Event­for­e­ning igen arran­ge­ret kon­cert i for­sam­lings­hu­set. Bil­let­ter kan købes på odder​bil​let​ten​.dk Her kan du også læse mere om de tre band, der ind­ta­ger scenen.

ØFUG

- hol­der ori­en­te­rings­mø­de om klub­ben for fri­vil­li­ge, der vil bak­ke op om og hjæl­pe med at arran­ge­re MGP, gym­na­sti­kop­vis­ning, lop­pe­mar­ked og hal­lowe­en. Det er 04. febru­ar i Hal­lens Cafe fra kl. 16.45 – 17.30. Og pas­ser tids­punk­tet ikke lige, så er der også møde 05. febru­ar kl. 16.45 – 17.30 sam­me sted. Læs mere om det nye ini­ti­a­tiv her

MORGENSANG

i Ørting Kir­ke og bag­ef­ter kaf­fe og hyg­ge i Sog­ne­hu­set. Det er 13. febru­ar kl. 09.30 – 11.00

SPISEVENNER

18. febru­ar kl. 12 mødes Spi­se­ven­ner igen i Hal­lens Café. Den­ne gang laver Lou­i­se kyl­ling­bryst med ovns­teg­te kar­to­f­ler og salat.