Hun magtede ikke at bryde ud af det gyldne bur, som familiens krav og forventninger havde skabt til hende, men havde hun haft modet til at sige ”nej”, ville hun have fået et helt andet og bedre liv. Ebba Neergaard kunne være blevet fotografen, som skildrede mennesker med de udtryk, det levede liv efterlader i deres øjne og ansigtstræk. Hun kunne have dokumenteret livet i storbyens baggårde og have skildret besættelsestidens begivenheder og mennesker. Men i stedet for fotokunst og fotodokumentar tog hun billeder af prinsesser i strutskørter. Hun kunne være blevet Danmarks første kvindelige filmfotograf, men hendes eneste film skildrede tre prinsesser og fire kongeslotte. Endnu et bur ventede, da hun overtog det gods, hun ikke ønskede, men det blev forventet af hende.
17. maj vil præstens og forfatteren Hanne Marie Houkjærs roman, ”Lysninger”, ligge i boghandlerne. I den udfoldes den tidligere hofdames liv – hendes håb, drømme og følelser. Men også hendes liv i buret. I bogen har hun fået navnet Ingeborg Bang. Mange heromkring vil kunne genkende både personer, lokale steder og begivenheder, og det lægges der da heller ikke skjul på i teksten på romanens omslag. Men forfatteren har digtet videre – og hun lader romanen udspille sig på et bagtæppe af historiske begivenheder i Danmark. Så hvis man som læser tror, at nu har man – endelig – fået sandheden om den tidligere hofdames liv, må man tro om. Der er ikke tale om en biografi.
PELS OG SNAVSEDE GUMMISTØVLER
Fascinationen af et andet menneske kan blive skabt tidligt i livet. Det oplevede Hanne Marie Houkjær, da hun som 6‑årig mødte Åkærs tidligere ejer i en købmandsforretning. Barnet havde stjålet en krans med sukkerperler – det så damen med pelsen og de snavsede gummistøvler og med øjne, der var ”grønne som øjnene på en kat”, blinkede hun til det benovede barn, som besluttede, at når hun selv blev voksen, ville hun også have pels og gummistøvler. Så gik de hver til sit. Barnet med den fedtede sukkerkrans i hånden – den voksne med en flaske Brøndum behørigt pakket ind. Fascinationen holdt sig, og barnet Hanne Marie prøvede mange gange, om det var muligt at se den voksne kvinde bag det tilgroede torneroseslot, hvor hun havde fået at vide, at damen levede en ensom tilværelse.
EN FORTROLIGHED
Fascinationen af damen i gummistøvler og pels havde Hanne Marie Houkjær stadig som voksen, så hun skrev et brev, som godsejerens hjælper afleverede til Ebba Neergaard, der stadig boede på det forsømte gods uden megen kontakt med andre mennesker. Brevet banede vejen for et møde, der blev til flere. I romanen – og i virkeligheden – er aldersforskellen på 52 år mellem Ingeborg Borg og fortælleren Sofie Kokholm. Men de udviklede en fortrolighed og opdagede, at de trods af aldersforskel og baggrund havde meget til fælles, når det gælder alt det, der bestemmer, hvordan et menneske udvikler sig.
KUN FÅ BLEV LUKKET IND
Intet menneske kendes kun udefra – alle har et indre skabt af de påvirkninger ikke mindst fra de nærmeste, som kommer til at præge og afstikke rammen for deres liv. I romanen rulles Ingeborg Bangs indre op på en måde, så det fremstår klart, at hun var en fugl i et gyldent bur. Et bur, som dog senere fik rustne tremmer, da det stod på Åkær gods. Ingen lukker alle mennesker ind i det indre rum – og hofdamen færre end de fleste. Men Ebba Neergaard lukkede Hanne Marie Houkjær ind – og nu har hun så med romanen ”Lysninger”, givet fuglen en stemme.
BESÆTTELSEN
Vi følger Ingeborg Bang på hendes arbejde som hofdame for kronprinsesse – senere dronning – Ingrid under besættelsen, og hører om hendes kontakt med nogle af modstandsbevægelsens centrale personer, som også holder møder i hendes lejlighed i København.
En af dem blev hendes bedste ven. Han opmuntrede og opfordrede hende til at arbejde med fotografiet – hendes kunst, som han kaldte det. I en scene i bogen, havde hun taget malerierne i lejligheden ud af deres store, tunge rammer – de ville komme bedre til deres udtryk, når de hængte som lærreder med trevler i siderne, mente hun. Vennen gav hende ret og sagde så lakonisk: ”Hvad ville der ske med dig og din kunst, hvis man fjernede guldrammen?”
BASKEDE MED VINGERNE
At fjerne rammerne var et af Ingeborg Bangs små tilløb til at lade fuglen baske med vingerne og flyve ud af buret. Et andet var, da hun tre dage efter tyskernes overgivelse, flyttede fra slottet og ind på hotel d’Angleterre. Hotellet havde været besættelsesmagtens tilholdssted. I bogen siger Ingeborg Bang: ”Det er nok det dyreste påfund jeg nogensinde har fået. … Det føltes som et skjult oprør mod hoffet og alt, hvad mine forældre havde lært mig”.
Men fuglen turde alligevel ikke tage oprøret og fløj tilbage i buret. Flere forsøg fulgte.
DEN LYKKELIGSTE TID
Efter besættelsen tog bogens Ingeborg Bang orlov fra arbejdet ved hoffet, og rejste ned til en kunstnerkoloni i Italien. Her følte hun sig hjemme, og her kunne hun arbejde med den fotokunst, der ellers hele tiden måtte komme i anden række eller endnu længere væk, fordi hun – med hendes mors ord – blev forventet at leve op til ansvaret og pligten. Det var også her, hun mødte en egoistisk svensk kunstner, der kom til at sætte spor i resten af hendes liv.
I bogen fortæller hun, at hun var på stedet i Italien to gange: ”Første gang et halvt år. Så tog jeg hjem for at fortælle mine forældre, at jeg hverken ønskede at forpagte eller eje Aakær, og at jeg agtede at flytte hertil. Jeg købte endda en lejlighed inden jeg rejste hjem. Jeg tror, jeg tør sige, at det var den lykkeligste tid i mit liv”.
Men pligten og ansvaret vandt, og fuglen fløj tilbage til buret. Igen.
”Alle lo ad hofdamen på Aakær når hun viste sig i pels og gummistøvler.
Når hun i ny og næ viste sig i sit stiveste puds, anede de ikke hvilken
mine de skulle sætte op, og sænkede blikket. For tænk, hvis hun nu ikke var så stor
en original, som de havde troet. Mere skulle der ikke til: en pels
og et par gamle gummistøvler, så havde man den udstødtes fred.
Hun havde erfaret, at vejen fra at være udvalgt til at blive
udstødt var kortere end de fleste anede”.
MÅTTE GIVE OP
Også Ingeborg Bangs tid som ejer af Åkær med al det bøvl og besvær det gav hende, er med i romanen. Problemer med de ansatte, med pengene – og bygninger, skove og marker i forfald. Hun prøvede at leve op til ansvaret og pligten, men til sidst måtte hun overgive sig og sælge.
Det var som indespærret i dét bur, folk her på egnen mente – og mener – at kende Ebba Neergaard – hofdamen, der kørte godset Åkær i sænk. Kun få kendte hende, men det afholdt ikke de mange for at bidrage til de sladderhistorier om hende, der er blevet udvekslet livligt – også i dag snart 16 år efter hendes død. Jo mindre folk kendte personen bag masken, jo flere historier kunne – og kan – de fortælle.
DEN UDSTØDTES FRED
Hun vidste, hvad folk sagde om hende – og da hun en dag opholdt sig i Kanalhuset, for det var måske dér, hun skulle bo efter et salg af godset, får vi indblik i hendes indre monolog – hendes tanker:
”Alle lo ad hofdamen på Aakær når hun viste sig i pels og gummistøvler. Når hun i ny og næ viste sig i sit stiveste puds, anede de ikke hvilken mine de skulle sætte op, og sænkede blikket. For tænk, hvis hun nu ikke var så stor en original, som de havde troet. Mere skulle der ikke til: en pels og et par gamle gummistøvler, så havde man den udstødtes fred”.
Hun havde erfaret, at vejen fra at være udvalgt til at blive udstødt var kortere end de fleste anede.
DEN DØENDE FAR
Parallelt med historien om hofdamen, får vi fortælleren Sofies oplevelser med at tage sig af den døende far. Som hun sagde ved hans begravelse som datter og som præst: ” Min far, der havde så svært ved at tale om det indre, blev den jeg de senere år talte med om det væsentlige. Sådan er der i kærlighedens særlige rum et hul hvorigennem lyset strømmer ind”. Enhver, der har været i situationen, kan genkende det, når hun om den tid siger, at den næsten ikke var til at holde ud – men det ville heller ikke have været til at holde ud ikke at være der.
HVOR LYSET KOMMER IND
Lys – lysninger – er der meget af i romanen. Det er skovens lysninger. Det er de lysninger i døre og vinduer, som lyset falder ind af. Og det er ikke mindst de lysninger, der opstår i et menneskes liv i mødet med andre.
Man kan også sige det som Leonard Cohen: ”There is a crack in everything. That’s how the light gets in” (Der er en revne I alting. Det er sådan lyset kommer ind”). Mange mennesker får slet ikke øje på revnerne. Men det gjorde både bogens Ingeborg Bang og bogens fortæller. De så og glædede sig begge over naturens lysninger, og over det lys, der følger med fortroligheden.
TRO MOD DAMEN I PELS OG GUMMISTØVLER
Hanne Marie Houkjær har skrevet en roman om en fars terminalforløb og om ”frøkenen på Åkær” i et flot og billedskabende sprog. Og bogen er på alle måder tro mod damen i pels og snavsede gummistøvler, som hun blev så fascineret af som 6‑årig – og som hun lærte at kende som voksen for at opdage, hvor meget de på trods af forskel i alder og liv havde til fælles. Men det kan da – indrømmet – virke lidt forvirrende med blandingen af fiktion og de – i hvert fald for mange heromkring – genkendelige begivenheder.
Lysninger, der udkommer på forlaget Folke, kan købes i boghandlen fra 17. maj. Prisen er 249,50 kr
Læs eller genlæs Lokalpostens artikel om Ebba Neergaard: Frøkenen på Åkær” skyede offentlighed – men ikke mennesker
