Alrøs præst havde stor modvilje mod spurve – det var skadedyr, mente han. Man kan næsten sige, han havde en fobi. Hans modvilje var så stor, at han betalte 5 ører for hver død spurv. Så øens store drenge plaffede og plaffede. Ligene blev afleveret til Ludvig Andersen, som på vegne af præsten betalte drengene.
Men præsten fik kun hovederne som bevis. For Ludvigs kone – Maren – plukkede fjerene af de små fuglekroppe og tilberedte eksotiske retter til ham. Han havde nemlig sejlet. Dog ikke som en anden Pippi Langstrømpe på de syv verdenshave. Men langt nok til at Maren mente, han havde fået smag for den fremmede mad, så hun prøvede sig frem med retter tilberedt af dansk gråspurv.
Ludvig kunne andet end hugge hovedet af små fugle. Hans store arbejdshænder kunne også lave dukkemøbler. Men herom senere, som de siger i fjernsynet.
”UÆGTE” BARN AF EN UGIFT MOR
Ludvig og Maren med efternavnet Andersen boede på Alrøvej i det lille røde hus over for øens forsamlingshus. Mennesker som dem satte også deres præg på lokalsamfundet, men man kan ikke slå dem op i en bog eller finde deres billeder der. Vil man vide noget om dem, må man zig-zagge sig gennem kirkebøger, folketællinger og andre arkiver.
Ludvig var tilflytter, men Maren var fra Alrø.
Ludvig, som blev født i 1891, var søn af en enlig mor og en mand, der – som det fremgår af kirkebogen – blev udlagt som barnets far. Efter en gammel lov skal præsten notere, hvor moderen befandt sig på undfangelsestidspunktet. Det er nemlig det sogn, der skal betale alimentationsbidraget – det gamle ord for børnepenge. Og ikke nok med det. Hvis det ”uægte barn”, som det hed så smukt, senere fik brug for fattighjælp, var det også dét sogn, der skulle betale.
FAMILIEPLEJE
Da Ludvig blev konfirmeret, var han i familiepleje på en gård. Årsagen kender vi ikke. Men på det tidspunkt var det almindeligt, at hvis der var problemer i et hjem, kunne sognets værgeråd for en ringe sum penge anbringe barnet hos en familie. Ofte på en gård, hvor de så i tilgift kunne bruge barnets arbejdskraft. Socialdemokraten og journalisten Peter Sabro kæmpede en brav kamp for at få ændret vilkårene for de fattigstes børn – og han bragte adskillige afslørende artikler ind i partiaviserne og også i folketinget, hvor det slet ikke passede højresiden at få kendskab til de sociale forhold i landet.
ADOPTEREDE EN LILLE PIGE
Efter konfirmationen blev Ludvig sendt videre for at tjene bønder. Og han var også ude at sejle. Det var dengang han – efter Marens mening – fik smag for eksotiske retter, så hun eksperimenterede med præstens spurve.
Da han kom til Alrø, fik han arbejde på møllen. På øen traf han den tre år yngre Maren Eline. Hun var et af landpostbud og bådfører Søren Christensens 10 børn. Familien boede på Grønvej 8.
Ludvig og Maren blev gift i 1920.
De fik aldrig selv børn, men de adopterede en lille pige – Karen Sofie. Hun blev født i Hundslund i juni 1924 og Ludvig og Maren adopterede hende i oktober 1927, da hun var tre år gammel. Hendes far var vognmand på Alrø. Hendes mor – Helga Margrethe Mikkelsen – døde kun 25 år gammel i februar 1926 på Odder Tuberkulose Hospital, der lå på Randlevvej 2.
ØENS ALTMULIGMAND
På det tidspunkt var Ludvig holdt op med at arbejde på møllen. Han er nu fisker. Han ernærede den lille familie på mange måder. Han arbejdede som tømrer, og bønderne skældte ud over, at han brugte for meget træ. Han var karetmager – lavede hjul til vogne – og han arbejdede rundt om på øen som ”altmuligmand”. Han kunne også gøre en båd i stand, hvis der var brug for det – og så var han jo altså også betroet jobbet med at samle døde spurves hoveder til præsten.
Men Ludvig kunne bruge hænderne til at lave andet end vognhjul og rejse et tag på en bygning. Da drivtømmer fra den lille færge Agda, der i januar 1944 stødte på en mine og sank, drev i land, samlede han det. Og noget af det blev med Ludvigs store arbejdshænder forvandlet til små, fine dukkemøbler. Flere af dem er blevet bevaret, og er nu – efter at være blevet pudset op – udstillet i Æsken på Alrø. Men de er ikke til salg. (Læs om Agdas forlis her).
FLETTEDE PEDDIGRØR MED DAMERNE
Som gamle kom Maren og Ludvig i omsorgsklubben, som den hed. Ved kommunalreformen i 1970 fik vi storkommunen Odder. De mindre landkommuner var fortid, og mange borgere var mere end skeptiske. Så der blev skruet op for den politiske charme. Der blev oprettet omsorgsklubber og ansat omsorgsledere i alle de gamle kommuner – og i Odder by (Læs om det her).
På Alrø spillede mændene kort og fik også en lille øl. Dog ikke Ludvig. Han flettede peddigrør sammen med damerne – og var også med til at lave skåle og andet af ispinde.
BESØG ÆSKEN PÅ ALRØ
Ludvig døde i 1973 på Skovbakkehjemmet i Odder – 81 år gammel. Maren døde i 1984 knap 92 år gammel. Hun døde på Ørtinghjemmet. Begge døde af alderdom, fortæller dødsattesterne.
Næste gang du kommer til Alrø gå så ind i den lille butik på Alrøvej, der sælger lokalt kunsthåndværk – Æsken – og se de dukkemøbler, som Ludvigs store hænder fremstillede af drivtømmer fra Agda. Og send også en venlig tanke til Maren, som fremstillede eksotiske retter fra det fremmede af de mange døde spurve, der faldt til jorden som ofre for den spurvefobi, der plagede øens præst.
