Med jævne mellemrum giver medierne fortvivlede forældre plads til at fortælle om en søn eller en datter, der i mange måneder ikke har gået i skole, fordi han eller hun ikke kan rumme den måde, undervisningen er organiseret på. Eller forældre kan fortæller, at deres børn ikke får den undervisning, de har ret til. ”Det er for dårligt”-kommentarer står bagefter i kø – og politikere fortæller, at de vil handle. Svaret kan også lyde ”Giv det tid – alt bliver bedre” – eller ”der mangler penge til område. Over hele landet 5,5 milliarder kroner”. Det er f.eks. de svar, forældre i Odder har fået fra borgmester og viceborgmester efter den seneste sag her fra Odder kommune, hvor psykiatrisk og pædagogisk specialviden og anbefalinger er blevet tilsidesat. ”Odder kan mere”, siger den nuværende viceborgmester i valgvideoer, der skal gøre hende til borgmester.
Men måske er det på tide, at vi får besvaret spørgsmålet: Hvad er det Odder kan mere af på dette område? Og at alle kandidaterne fortæller, hvad de helt konkret mener, der skal gøres i den kommende valgperiode for den gruppe børn, der tydeligt ikke befinder sig godt med den måde, specialundervisningen er organiseret på. Eller sagt på en anden måde: De har det ikke godt med at være inkluderet.
ONLINE-VÆLGERMØDE
Den 11 i denne måned holder Odder kommune et online vælgermøde mellem kl. 17 og kl. 19. Det kan ses på kommunens Facebook eller på Odder Net TV. Også bagefter hvis tidspunktet ikke passer. Et af emnerne vil blive børn med særlige udfordringer.
Den radikale kandidat, Katja Ivesøe, har fra begyndelsen af valgkampen meldt ud, at Odder har brug for en specialskole. Hun har 30 års erfaring som underviser af specialskolebørn, og ved, hvad hun taler om. Andre kandidater mener, at kommunen skal købe plads i andre kommuner til den gruppe børn, hvis behov ikke kan dækkes i det nuværende specialskoletilbud. Problemet er blot, at Århus og Horsens kommune siger nej. Alle pladser er optaget af egne børn.
”SÅ NÆR DET NORMALE SOM MULIGT”
Vi vil sikkert også i debatten høre ordet inklusion.
De seneste 60 år har vi med skiftende mellemrum fået et nyt ord eller en ny sætning, der bliver brugt igen og igen, når det drejer sig om tilbud til børn med særlige udfordringer. I de 60 år er diagnoserne også blevet mere præcise. Nu er det f.eks ikke kun en grad af åndssvaghed, langsomme eller uopdragne unger, som i begyndelsen.
I 1959 fik ”lov om åndssvage og andre særligt svagt begavede”. En meget bred kasse, som mennesker kunne puttes ned i. Loven gav kassens børn og unge undervisningsret fra det 7. til det 21. år. De skulle have ”en tilværelse så nær det normale som muligt”, hed det.
65 PROCENT BLEV ÅNDSSVAGE I FOLKESKOLEN
Det blev blot aldrig ført ud i livet. Ganske vist oprettede staten i lovens kølvand 31 grønne skoler, som de blev kaldt, hvor åndssvageforsorgens bedst fungerende børn skulle undervises. Skolerne blev da også hurtigt fyldt med elever. Men de fleste kom fra folkeskolen, hvor de enten ikke klarede sig så godt, eller hvor der var andre problemer med dem. En undersøgelse fra 1972 viste, at 65 procent af alle åndssvageforsorgens klienter født i 1956, først fik den brede diagnose ”åndssvag”, da de mødte folkeskolen. Mange endda efter de var fyldt 10 år. Også Skovbakkeskolen i Odder sendte børn til den grønne skole i Viby, Stensagerskolen. De var ikke åndssvage. Måske lidt langsomme på nogle områder, ordblinde – eller udadreagerende på de adfærdskrav, skolen stillede til dem. Men åndssvage var de ikke. Deres forældre protesterede ikke, for ”læreren ved nok bedst”.
AUTISTER BLEV KALDT ÅNDSSVAGE
Der skulle gå mange år, før retten til undervisning overhovedet blev til noget, for den daværende åndssvageforsorg var ledet af ældre overlæger, og den pædagogiske indsats på de store instituioner var underprioriteret. Overlægerne, hvoraf mange ikke var dygtige nok til at finde en plads i det almindelige hospitalssystem, mente ikke, at børnene kunne modtage undervisning, som det hed, og så var det sådan.
Mange børn og voksne på de store institutioner var ikke åndssvage. De var psykotiske – datidens ord for autisme. Af senere undersøgelser fremgår, at omkring 40 procent af institutionernes beboere var autister, men deres adfærd blev tolket som en eller anden grad af åndssvaghed. Datidens intelligenstest blev brugt og misbrugt. Manglede 1 eller 2 point i besvarelsen, kunne det afgøre om et barn var sinke eller debil. I dag ved vi, at autister skal ikke præsentere for den slags test.
EN DIAGNOSE ER IKKE ET STEMPEL
Vi har fået langt bedre viden, når det gælder om at stille diagnoser. En diagnose er ikke et stempel på ryggen af et barn. Den fortæller, hvilke problemer der skal fokus på – og hvordan et tilbud derfor skal skrues sammen. Men den hjælper kun, hvis barnet får det rigtige tillbud – hvis anbefalingerne fra faggrupper med specialviden bliver fulgt. Den seneste sag fra Odder kommune viser, at det kniber det med her.
PRIVATE GJORDE OP MED TRÆG TÆNKNING
Som med alt andet, der kræver at træg tænkning skal ændres, tog det tid at få autisme anerkendt som en diagnose.
En af pionererne var Sofie Madsen fra Himmelev Børnehjem. Hun var den første til at sige, at disse børn var ikke åndssvage, og hun fandt metoder til at undervise dem. Hun fik også en voksen-elev. Nemlig læreren Else Hansen. Hun og hendes mand fik en datter, som var autist. Det eneste tilbud til hende var åndssvageforsorg, men forældrene vidste, at datteren var i hvert fald ikke åndssvag. Else Hansen opsøgte derfor Sofie Madsen og lærte af hende, hvordan hun kunne undervise disse specielle børn, og i 1964 oprettede hun med hjælp fra fonde Nordens første skole for børn med autisme i Bagsværd. I første omgang med 12 elever. Siden er skolen, der fik navnet Sofieskolen, udvidet flere gange, og den er i dag et bo- og skoletidbud til 60 børn og unge.
Den samme vi-gør-det selv-historie kender vi fra FondenØrting, som Jørn og Susanne Bisgaard grundlagde, for at skabe et godt sted til deres søn.
VI SKAL SPARE – DE SKAL INTEGRERES
I 1970’erne fik vi en variant af ”en tilværelse så nær det normale som muligt”. Nemlig integration. De psykiske og fysisk handicappede skulle da ikke være på institutioner for sig selv. De skulle ud i samfundet til os andre. Specielt Eva Gredal, socialdemokratisk socialminister, brugte ordet igen og igen. Det var specielt i årene, hvor hun skulle spare millioner af kroner på området.
Men med snakken om integration begyndte diskussionen om det hensigtsmæssige i at fysisk og psykisk handicappede børn havde deres egne skoler. Kunne de ikke have udbytte af at være i almindelige skoler?
DET STORE FÆLLESSKAB
En socialreformkommission anbefalede, at statens åndssvageforsorg skulle lægges ind under amter og kommuner. Det skete så i 1980. og det gik stærkt for kommunerne med at få børnene hentet hjem til et – mange steder – billigere skoletilbud. Det blev begrundet med, at ”børn med udfordringer skal være i det store fællesskab. De skal være en del af en rummelig folkeskole. Det er også godt for de mere almindelige elever, at de lærer, at vi er ikke alle ens”. De grønne skoler blev næsten tømt.
Også Skovbakkeskolen i Odder fik elever fra Stensagerskolen tilbage, hvor de kom i specialklasser – men også fik undervisning sammen med almindelige klasser i visse fag. Man snakkede om, at børnene skulle integreres, de skulle være sammen med andre ikke-handicappede. De kunne alle lære af hinanden.
Næsten lige siden har vi haft diskussionen om og kritik af specialundervisning.
Amterne havde stadig ansvar for specialskoler. Men det sluttede i 2007, da vi fik den anden kommunalreform, der nedlagde amterne, oprettede regionerne og reducerede antallet af kommuner.
INKLUSION INDEBÆRER TRIVSEL
Og diskussionen om specialundervisningens kvalitet er særligt blusset op siden vi fik ordet ”inklusion” ind i skolen med inklusionsloven fra 2012. Målsætningen lød, at 96 procent af eleverne skal gå i en almindelig folkeskoleklasse. Og på undervisningsministeriets hjemmeside står: ”Målet med inklusion er at fastholde eleverne i børnefællesskabet, så børn med særlige behov ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og hjælpemidler. Målsætningen om inklusion indebærer, at eleverne er en del af det faglige og sociale fællesskab, at der sker en faglig progression og at elevernes trivsel bevares”.
Det lyder jo pænt. Problemet er blot, at en gruppe elevers trivsel ikke bevares.
Her i kommunen – som andre steder – er antallet af elever, der har brug for specialundervisning, steget. Måske fordi man er blevet bedre til at spotte symptomerne og stille diagnoserne. Man anslår, at ca 15 procent af alle skolelever har brug for specialundervisning i kortere eller længere tid.
SLUT MED SPECIALPÆDAGOGIK
Men en diagnose hjælper kun, hvis barnet kan få det rigtige tilbud. Og det er blevet sværere at skaffe lærere, der har speciel viden. For samtidig med at vi snakker om integration og inklusion, er læreruddannelsen blevet forringet. Linjefaget ”specialpædagogik” er forsvundet. Det er blevet en del af den almindelige undervisning i pædagogik. Det betyder, at alle læreruddannede får et lille indblik i området. Men ingen får de rette kompetencer til at undervise på det specielle område.
HVAD VIL I GØRE – HVORNÅR?
Danmarks Lærerforening har lige holdt kongres, og i to dage blev inklusionen trukket frem som folkeskolens største problem – og det ene eksempel efter det andet kom frem.
Det er altså på tide, kandidater til kommunalvalget besvarer spørgsmålet: Hvad vil I helt konkret gøre i den kommende valgperiode for den gruppe børn, der tydeligt ikke befinder sig godt med den måde, specialundervisningen er organiseret på. Eller sagt på en anden måde: De har det ikke godt med at være inkluderet. Hvad vil I gøre – hvornår.