Lokalposten har holdt juleferie. Men alligevel har den ikke ligget stille. 2.432 gange blev en artikel læst, mens min computer var lukket ned, og julefreden havde sænket sig over det lille hjem.
Det er først og fremmest portrætter og de lokalhistoriske artikler, der er blevet læst eller genlæst. Jule-læsninger følger altså det mønster, der længe har tegnet sig i Lokalpostens læsertal: Menneskene og områdets historie interesserer mest. Interesse har det også, når fredningsbestemmelser bliver tilsidesat. Og når der er aktiviteter i områdets forskellige foreninger.
Men de mere traditionelle journalistiske historier om politik m.v. har ikke den store interesse. I slipper bare ikke for dem. Heller ikke i 2020.
Jeg håber, I vil ringe eller sende en mail, når I har forslag til portrætter eller en idé til en artikel om lokalhistorien. Også når der foregår noget i foreningerne vil jeg – fortsat – gerne vide besked.
Godt nyt år til Lokalpostens læsere.