I dag for 77 år siden nåede den røde hær koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Og som amerikanske, britiske og canadiske soldater, der senere kom til andre af de tyske KZ-lejre, fik de deres livs chok. De var hærdede soldater, der havde været i krig i mange år. Men de havde aldrig før set en sådan mishandling af civilbefolkningen. Lig stablet oven på hinanden, ofrenes tøj i store bunker. I en af de mange dokumentarer, der er lavet om udryddelseslejrene, sagde en grædende amerikaner, der som ung soldat mødte rædslerne: ”Jeg så masser af børnetøj. Men jeg så ingen børn”. De fandt mennesker mere døde end levende.
I dag er den officielle mindedag for Holocaust og andre KZ-drab. Dagen skal minde om det forfærdelige, der skete og sikre, at det ikke bliver glemt – heller ikke af dem, der aldrig oplevede besættelsen og 2. verdenskrigs rædsler. Og den s
SKIBE OG GODSVOGNE VENTEDE
Verden over er Danmark kendt som landet med en befolkning, der reddede de danske jøder fra udslettelse i en nazistisk udryddelseslejr. Endda historien om Christian d. X, der red rundt i København med en gul jødestjerne på uniformsbrystet lever i bedste velgående – selv om den for længst er afvist. Også af dronning Margrethe. Amerikanske turister kommer stadig til Gilleleje for at se kirken, hvor 50 jøder gemt på loftet, brutalt blev hentet ned af Gestapo, der brød kirkefreden.
Historierne fortæller ikke meget om de mange fiskere, der forlangte kassen for at sejle jøderne til Sverige med den begrundelse, at det jo kunne koste dem livet. Det kunne også koste for de naboer og mere eller mindre tilfældige mennesker, der åbnede deres hjem for jøderne. Men de krævede ikke penge ved døren. Og om redningsaktionen overhovedet havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke tyskerne med rigsbefuldmægtig Werner Best i spidsen havde valgt at se den anden vej, er heller ikke en del af fortællingerne. Best var allerede da ved at planlægge en tilværelse i Danmark efter et tysk nederlag, mener mange historikere.
Men fortællinger eller ej – tysk politi suppleret af danske håndlangere gennemførte en nøje planlagt razzia natten mellem 1. og 2. oktober 1943 mod jøder i hele landet. I Københavns havn ventede skibe med plads til 5000 mennesker, når de blev godt stuvet sammen – og i Ålborg stod 40 godsvogne parat til at deportere jøderne. Den storstilede razzia endte med, at tyskerne fandt 220 jøde i København og 82 på Fyn og i Jylland. De blev alle sendt til Theresienstadt.
I oktober 1943 var millioner af jøder allerede omkommet i Østeuropa og jøder fra alle dele af Europa blev deporteret til lejrene.
EN SORT PLET PÅ DANMARKS HISTORIE
I Danmark vidste ministerier og politikere, hvad der skete med jøderne i Tyskland. Og også i de lande tyskerne besatte.
En af de mørke pletter i Danmarkshistorien er lukningen af grænsen for at sikre, at jøderne ikke kom hertil. I begyndelsen var det nazisternes politik i Tyskland, at jøderne skulle aflevere alt de havde og så tvinges til at emigrere under truslen om KZ-lejr. Det skabte masseflugt, men Danmark ville ikke lukker dem ind. Mange endte i udryddelseslejrene.
Når vi taler om lejrene, har vi som regel med fokus på jøderne. Og det er naturligt, fordi 6 millioner blev udryddet af fanatiske Hitler-tilhængere. Men også romaer, homoseksuelle, fysisk og psykisk handicappede, kommunister og mennesker, der var imod nazi-styret, endte deres liv der.
Godt 6000 danskere blev sendt til en lejr. Det var jøder, politibetjente, modstandsfolk. De overlevende kom hjem med dybe ar på krop og sjæl.
Dagen i dag skal minde om det forfærdelige, der skete – det må ikke blive glemt – heller ikke af dem, der aldrig oplevede besættelsen og 2. verdenskrigs rædsler. Og den skal minde om, at folkedrab også foregår i dag rundt om i verden.
