Det ser ud til, at halbal med Kandis 24. maj næste år vil blive en lige så stor succes, som da Ørting Hallens Venner og Odder Skanderborg Landboungdom 1. juni i år inviterede til fællesspisning, bal og koncert med bandet. 560 mennesker må blive lukket ind i Hallen. To tredjedel af billetterne er allerede solgt – her et halvt år før Kandis igen går på scenen. Og bandet har endnu ikke selv reklameret for begivenheden. Men hvis du vil give et familiemedlem eller en ven en billet i julegave, kan det nås endnu. Den kan købes her.
Da de to foreninger første gang bød til spisning, koncert og bal, var det ikke alene antallet af deltagere, der var en stor succes. Det var også en succes, at frivillige stod i kø for at hjælpe. 54 mødte op for at hjælpe med at opstille og dække borde i Hallen til de mange mennesker, bygge en scene og fremtrylle en meget lang bar. Og 28 meldte sig at hjælpe i køkkenet og servere maden.
GENOPSTOD FRA DE DØDE
Foreningen Ørting Hallens Venner var egentlig afgået ved døden. Den havde gennem årene arrangeret forskellige begivenheder for at tjene penge til Hallens vedligehold – f.eks. den store påske-kunstudstilling. Der var efterhånden kun to medlemmer tilbage – den ene var over 80 år gammel – så det var tid til at lukke og slukke. Og det var ikke den eneste foreningsnøgle, der blev drejet. ØFUG mente ikke, at foreningen havde kræfter til at arrangere det store loppemarked, som ville have været nummer 50, så ikke kun påskeudstillingen ville gå den vej, hønsene skraber. Loppemarkedet ville gå samme vej.
Men en mindre gruppe sagde: Det skal blive løgn! Og Ørting Hallens Venner genopstod. Flere kom med, og loppemarkedet blev arrangeret. Næste arrangement var det første halbal med Kandis – og 24. maj næste år, bliver det så gentaget.
Der er dog langt til Nørre Alslev Hallens Kandis-begivenheder. 24 gange har bandet givet koncert der – og det kommer tilbage i november næste år for at fejre en slags sølvbryllup.