Men romanen er også historien om et lille lokalsamfund præget af helt særlige mennesker
Der var ham, der som den største selvfølge og uden et ord satte en peberspray på hendes trappetrin – for den var god at have, når man bor alene og går mange ture alene. Der var ham, der med slæbende træskoskridt hver dag besøgte det samme sted. Han kunne tale adskillige sprog, men mælede aldrig et ord. Ikke før han en dag fortalte historien om hende, der lå i graven, og afslørede den største af alle hendes familiehemmeligheder – nemlig hvem der lå i graven ved siden af. Og der var den unge præst som lærte hende, at nok var hun og hendes to danske veninder ved at kvæles i indestængt latter, da en mand fremførte en skingrende falsk solo i kirken til nytår. Men for ham, var det den største sejr. Man skal ville et menneske, se bagom det, der for andre er pinligt. Man skal ønske at forstå et menneskes historie – uden at dømme.
Blot nogle få af de mennesker, som vi møder i Hanne Marie Houkjærs nye bog – Kerstins hus. Det er hendes anden roman. Den første – Lysninger – der nu er kommet i tredje oplag, foregår på og omkring godset Åkær, i København og i en lille bjergby i Italien. Kerstins hus foregår i Århus og i det nordligste del af Midtsverige, hvor bogens hovedperson – Klara – har arvet den elskede mormors hus.
SIGER OP OG FLYTTER
Klara er en århusiansk antropolog med gang i den akademiske karriere, et udenomsægteskabeligt forhold til sin professor og et elendigt forhold til sin mor.
En aften til instituttets sommerfest får Klara pludselig nok af den akademiske ulidelige lethed og halvfuld siger hun sin stilling op. Halv- eller helfuld – det var den rigtige beslutning, så hun vikler sig ud af forholdet til professoren, sælger sin lejlighed, fylder bilen med flyttegods, kører til Sverige og flytter ind i mormors hus. Samtidig med at hun langsomt finder sig til rette i den nordsvenske natur og de nordsvenske folk, hun møder, væves et kludetæppe af hendes egne erindringer, af andres erindringer om Kerstin, af naturoplevelser – nogen nærmest af mystisk karakter. Endelig – gennem mødet med gode og sære indbyggere – forløses hendes knudrede forhold, og hun kan komme videre i sit eget liv.
HEMMELIGHEDEN
Mormor Kerstin var maler – og huset er fyldt med hendes malerier, bøger med dagbogsnotater og gamle breve. Hun dør med en velbevaret hemmelighed – for de fleste og for familien: Hvem var far til hendes datter – Klaras mor? Langsomt får vi hemmeligheden afdækket og bekræftet, da manden med de slæbende skridt, pludselig synes ”når det er tid” er nu, får munden på gled og fortæller, hvad han ved. Et maleri og den før så tavse mands fortælling får stor betydning for Kerstins komplicerede forhold til Klaras mor – og for Klara og hendes mor. En mor, der har været misundelig på sin egen datter, fordi hun oplever Kerstin være den mor, hun aldrig selv fik del i. Hemmeligheden var i vejen, og hun rummer så stor vrede, at hun end ikke tager til Sverige for at deltage i Kerstins begravelse. Vreden rettes også mod Klara, for hvem hun ikke kunne være den mor, hun gerne ville være. Hemmeligheden og hendes egen historie var i vejen.
STYRKEN
Romanens styrke er personskildringerne og de billeder, Hanne Marie Houkjær med ord tegner af naturen omkring Kerstins hus. Visse steder rummer beskrivelserne noget mytisk, der for krimilæsere kan lede tankerne hen på Åsa Larssons bøger fra det nordsvenske. Men Kerstins Hus er ikke en krimi. Det er en roman om et sted og om en gruppe særlinge – eller snarere særlige mennesker – som alle har noget at give andre, og det er en roman om, hvordan fortielser og hemmeligheder kan skabe så store knuder i forholdet mellem mennesker, der burde stå hinanden nær, at de næsten kan synes umulige at løse op. Men romanen viser også, at det kan lade sig gøre, hvis man tør blive også I det, der gør ondt, og derfor kan begynde at sætte de lapper sammen, der til sidst bliver det kludetæppe, der kan frigøre vrede og sorg, så man kan komme videre i livet.
DEN SVÆRE TOER
Man taler om ”den svære toer”, når romanen skal følge en succesfuld etter. Men Hanne Matie Houkjærs toer er (endnu) bedre end etteren – Lysninger, hvor den tidligere ejer af godset Åkær, Ebba Busky Neergaard var hovedpersonen. I den kunne man læse en masse ind – afhængig af viden om hende, om besættelsens modstandsledelse og om godset Åkær. I ”Kerstins Hus” står sted og personer rent. Vi får angivet tidspunkter for begivenhederne ved hjælp af oplysninger som ”skandalen i det svenske akademi”, Corona, Ukraine osv. Men det er alt.
Fælles for begge romaner er Hanne Marie Houkjærs evne til med ord at skabe billeder af mennesker og natur.
Kerstins hus, Forlaget Folke, kr. 249,95. Den er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond
Læs Lokalpostens omtale af romanen “Lysninger” og læs, hvordan romanen fik den sydende “godsejerfrue” til at true forfatteren
