Ved aftenstid den 29. april 1948 legede to drenge ved krattet i Aabjergskoven ved Bygholm sø i Horsens. Deres leg og tumlen bragte dem tæt til søens kant, men her stoppede de begge brat. For til deres rædsel lå her liget af en kvinde. Hun havde en sæk bundet rundt om hovedet.
De benede det bedst, de havde lært op mod vejen, og fik fat i en landmand, der var ved at flytte kvier på marken. Først troede han dem ikke, men da han blev overbevist om, at de to forpustede, rystende og ophidsede drenge talte sandt, løb han op til en gård og fik alarmeret politiet.
To kriminalbetjente kom til stedet, og også ordenspolitiet mødte talstærkt op. Kredslægen blev tilkaldt, men kunne kun konstatere: ”Hun er død”. Teknikere fra Århus kom. og der var et mylder ved søens bred.
Den myrdede kvinde var den 27-årige Anne Marie Andersen.
Da hun allerede 1. maj blev begavet på Alrø kirkegård, var mordet opklaret. Det var, som mere end halvdelen af alle drab i Danmark, et familiedrama – morderen var hendes mand.
KIRKEBOGENS KRIMI
Den kirkebogsførende på Alrø kunne slet ikke styre sin indre Agatha Christie, da dødsfaldet, begravelsesdatoen og de personlige oplysninger om den døde kvinde skulle skrives. Ud for hendes navn står: ”Dræbt af sin mand derved at spiserøret og halskarrene er blevet overskåret. Liget fundet i et krat syd for Bygholm sø den 29. april af nogle drenge. Under skænderi og håndgemæng har manden slået afdøde med en kulskovl og derefter skåret halsen over på hende. Liget blev opbevaret i lejligheden til natten mellem 27. og 28., da manden på budcykel transporterede det til findestedet”.
Kun navnet på morderen manglede – men det var så med alligevel. For under kirkebogens personlige oplysninger – lige ved siden af hele krimihistorien – står, at Anne Marie var gift med arbejdsmand Anton Marius Andersen.
PETREA MÅTTE TRÆDE TIL
Anne Marie blev begravet på Alrø, fordi hun kom fra øen, og hendes familie boede der. Hendes mormor var Petrea, jordemoder og født på øen. Hun blev enke, da hun var 28 år og stod med ansvaret for to små børn. Hun giftede sig aldrig igen. Hun forsørgede sig selv og børnene som sypige og jordemoder. Og da hendes datter som så mange andre blev sendt ud for at tjene på en gård, blev hun – også som så mange andre – gravid. Barnet – en dreng – blev efterladt hos Petrea.
Kirkebøgerne er fulde af lignende historier – unge piger på landet blev gravide, uden at der er udlagt en far til barnet. Den lille blev efterladt hos bedsteforældrene.
Også det andet barn – en pige – kom til at tilbringe en stor del af barndommen i Petreas hus. Og da hun – som det hed – ”kom i ulykke” som 14-årig, måtte Petrea igen træde til og en tid tage sig af den lille pige – hendes oldebarn. Pigens navn var Else, og hendes mor var den myrdede kvinde, Anne Marie. (Læs Petreas historie her )
PIGEN VILLE BO HOS OLDEMOR
Da Anna Marie blev myrdet, var Petrea fyldt 69 år. Anna Maries mor var 48 år og hendes barn – Else – der ifølge kirkebogen er født i august 1935 – var 12 år. Hun boede da hos Petrea. Anne Marie havde været gift tidligere, og hendes mand havde adopteret pigen. Hun skulle bo hos dem, efter at have tilbragt de første leveår hos oldemor Petrea. Det gjorde hun også en tid. Men Elses datter fortæller Lokalposten, at da pigen var ni år, pakkede hun sine få ejendele og flyttede tilbage. Hun ville bo hos oldemor.
LOKALAVISEN SVÆLGEDE I MORDET
Det har ikke været nemt for den 12-årige Else, da meddelelsen om hendes mors død nåede Alrø. Og endnu mere svært at vide, at hendes mor blev myrdet og liget efterladt med en sæk over hovedet ved kanten af Bygholm Sø. Man kan kun håbe, at pigen ikke også læste omtalen af mordet og referatet af retsmøderne i den lokale avis. For som den kirkebogsførende på Alrø, svælgede journalisten i alle detaljer om mordet.
Fredag d. 30. april 1948 om formiddagen blev hele dramaet oprullet i retten, og der var hverken lukkede døre eller navneforbud. Så allerede om eftermiddagen nåede dramaet i alle dets akter Horsens Folkeblads læsere.
“JEG MÅTTE FORSVARE MIG”
Anne Marie og Anton Marius havde været gift mindre end et år. Han var 15 år ældre end hende, og i retten kunne han ikke gøre rede for, om han var udskrevet fra åndssvageforsorgen eller ej. Men han kunne beskrive et kortvarigt ægteskab fyldt med skænderier og vold. Også at han ville skilles, fordi Anne Marie ”gik med andre mænd”.
Den dag, mordet fandt sted, havde han set hende sammen med en veninde og to mænd. Hun havde ret tydeligt fortalt ham, at han skulle holde op med at følge efter dem. Da hun kom hjem til det værelse i Smedegade, hvor de boede, sagde han, at han ville skilles. Hans ”nerver kunne ikke holde til det”, som han forklarede i retten. Men hun ville ikke skilles, og havde kradset og slået ham. Da hun var så meget stærkere end ham, måtte han jo forsvare sig. Det gjorde han så med en kulskovl, som han knaldede i hovedet på hende, og bagefter greb han den brødkniv, der lå på bordet og skar halsen over på hende. ”Jeg var så fortvivlet”, sagde han i retten.
Næste dag gemte han den døde kvinde i sengen, og tre dage efter stjal han en budcykel, pakkede liget ind i et tæppe, og om natten kørte han til søen, hvor drengene til deres rædsel fandt den døde.
SENSATIONSLYSTEN PRESSE
Hverken Anne Marie eller Anton Marius var de rene uskyldigheder. I retten kom det frem, at han tidligere var dømt for tyveri, forsøg på voldtægt og for uterlighed. Og i retten fortalte vidner, at hun var “let levende”. Alt givet videre med malende detaljer i den lokale avis.
Mange klager i dag over specielt tabloidavisernes dækning af drab og mord. Men nej, det var (heller) ikke ”bedre i gamle dage”. Og slet ikke i de lokale aviser.
Anton Marius blev efter mentalundersøgelse dømt til anbringelse under åndssvageforsorgen – retur til anstalten i Brejning, hvor han tidligere havde tilbragt to år.
PASSEDE GRAVEN I 62 ÅR
Tilbage på Alrø var Else på 12 år, som skulle leve med, at hendes mor var blevet myrdet.
Det var årtier før krisehjælpen. Og pigen havde ikke mange faste holdepunkter i tilværelsen. Men hendes klippe var oldemor Petrea. For Else blev graven på Alrø kirkegård vigtig. Hun havde ganske vist ikke haft meget at gøre med Anne Marie – havde heller aldrig mødt manden, der dræbte hende. Men det var vigtigt for hende, at graven var pæn. Måske fordi historierne om hende, der lå i den, var alt andet end pæne. Else betalte senere selv for en sten til gravstedet, og det blev ikke nedlagt før i 2010 – altså 62 år efter mordet.
Fordømmelser af Anne Maries levevis var der nok af på Alrø, og der blev snakket de lange vinteraftener. Men for pigen var det vigtigt at fortælle en anden historie.
Petrea, hvis liv ikke havde været så let, blev ved med at være den person, som Else forbandt med hjem. Da hun blev gift, var Petrea forlover, og både Else og hendes mand hjalp hende senere med hus og have, da det kneb for hende at klare arbejdet selv.
Else blev sygehjælper og fik tre døtre. De kendte – og kender – til mordet på deres mormor. Men deres mor snakkede ikke meget om det. Som med anden sorg på den tid, da det hele skete, blev også denne sorg kapslet inde – Else snakkede ikke meget. Hun passede blot graven.
Tak til Lisbeth Bonde og Lise Laursen for hjælp til research – og tak til Elses datter for at fortælle om sin mor og om tipoldemor Petrea.
