”A hår manne goe ting å tænk´ å”.
Med den begrundelse afslog Kirstine Vestergaard en invitation til juleaften, da hun mod sædvane skulle være alene den aften, hvor alle andre samles. Det gjorde hende ikke noget.
”Mange gode ting at tænke på” kan også vendes om. Mange har nemlig meget godt at mindes, når de tænker på Kirstine – eller Stinne, som hun blev kaldt – fra det lille hus på Ålstrupvej 1 i Falling. Ikke mindst hendes børnebørn fra Ecuador – det engang så fjerne land.
”Hun stod sammen med vores onkel og hans familie og tog imod os i Tirstrup Lufthavn, da vores lange rejse fra Ecuador endelig var slut. Hun var en stor, ældre kvinde. Vi spiste, og så kørte vi hjem. Hjem blev for mig hendes hus i Falling. Min bror skulle bo på Dybvad, men han kom også til hende, når han havde fri”.
TO TEENAGERE VAR EN STOR OMVÆLTNING
Hans Peter Jensen husker det første møde med mormor Kirstine, som han som 17-årig flyttede ind hos, da han kom til Danmark fra Ecuador for at få en uddannelse som mekaniker i forældrenes fædreland. Hun var 72 år, da hun første gang mødte de to børnebørn på 16 og 17 år, som hun åbnede sit hjem for. Og også for de kammerater, drengene fik i Falling. ”Hun vidste ikke alt det gode, hun ville gøre for os”, siger Hans Peter. ”Men det var da en stor omvæltning for hende”.
Og det var en stor omvæltning. Både for Kirstine og for drengene. (Læs artiklen “De slog rod i Ecuador, det blev deres land…”)
PIGER SKAL GIFTES OG FØRE HUS
Kirstine blev født 24. juni 1898 i Amstrup, hvor hendes forældre havde en gård. Her voksede hun op sammen med fire søskende.
Som andre børn fra Falling og Amstrup, gik hun i Ålstrup skole. Men da hun var konfirmeret 6.th oktober 1912, skulle hun som de fleste piger snart ud for at tjene. Først var hun – som det hed – ”i huset” hos en bror, så hos en søster, og senere fire år på en gård i Malskær.
Men i 1920 var hun på Vallekilde Højskole. Det var den højskole, som mange familier her i området sendte deres unge til. Dengang skulle piger ikke have en uddannelse. De skulle lære at ”føre et hus” og så skulle de giftes.
Kirstine blev også gift – med Hans Nielsen Vestergaard, som var søn af gårdejer Niels Marcus Nielsen fra Falling. Hans var som Kirstine født i 1898, og havde også gået i Ålstrup Skole. Også han havde været på højskole. Han ville være landmand, så han kom på landbrugsskole i Malling, og så lærte han landbrug på forældrenes gård. Men også på en gård i Fensten.
TORRILD – RØRTH – RANDERS OG SÅ TILBAGE
Kirstine og Hans blev gift 27. oktober 1922 og flyttede ind på Kratgården i Torrild, som Hans havde købt, og året efter fik de deres første barn – drengen Niels.
Fire år efter kom datteren Margrethe – kaldet Grete – til verden. Da var den lille familie flyttet til Rørth, hvor de blev til 1930. Så blev adressen en ejendom ved Haslund Kjær tæt på Randers, og her blev Kirstine og Hans i 33 år, og så vendte de tilbage til Falling, hvor de købte huset på hjørnet af Ålstrupvej og Åkærvej, hvor Hans’ forældre havde boet tidligere.
BREVENE TIL ECUADOR
Datteren Grethe tog i 1952 sammen med sin mand til Ecuador for at arbejde, og både Kirstine og Hans var kede af det. Ganske vist sagde de unge, at de ville komme tilbage – senest om fem år. Men de to vidste godt, at sådan ville det næppe gå. De havde set andre forældre vinke farvel til børn, der tog til USA eller Canada, og derefter så de kun børnene på korte feriebesøg i Danmark.
I breve til Ecuador lagde Kirstine ikke skjul på, hvor meget hun savnede Grete. Brevene blev ikke sendt i en lind strøm – jul, fødselsdag. Og et i mellem. På luftpost-papir og tæt beskrevet. Hilsner fra mennesker, som Grete kendte, og da drengene kom så også lidt om deres liv.
Ikke meget om Kirstines eget liv, men en del om Morten – den bror, der var hende nærmest – hvis kone havde ”nerver”. Ingen beklagelser, når hendes eget helbred begyndte at svigte en smule.
KIRSTINE MISTER HANS
Der var heller ikke beklagelser, da hun i en alder af 70 år mistede Hans. Han døde efter en operation 13. juli 1968 – kun nogle måneder før også han ville være fyldt 70 år. De havde da været gift i næsten 46 år. Sorgen kapslede hun inde – det gjorde man dengang. Bror Morten var en af de få, der fik del i den.
De to drenge fra Ecuador – Hans Peter og Frede – nåede ikke at lære deres morfar at kende. Han beskrives af de mennesker, der kendte ham, som afholdt af alle og med humør og gode fortælleevner medvirkede han til at skabe stemning, hvor han kom.
KUN EN SLAGS KAGE….
Kirstines liv kan man ikke følge i referater fra foreninger. Hun havde sin have – ikke mindst køkkenhaven, hvor kål og kartofler stod på snorlige rækker sammen med ærter, løg og andre grøntsager. Og hun var et meget gæstfrit menneske. Men kom man uanmeldt, kunne man være sikker på at blive mødt med mange beklagelser over, at hun kun havde én slags kage og to slags småkager. Havde hun bare vidst…
Når hun sad i en stol, var det altid med noget i hænderne – strikketøj, reparationer osv. Kirstine var fra en tid, hvor man ikke smed noget ud, der kunne lappes.
Indkøb klarede hun når landsbyen fik besøg af bager, slagter, fiskemand og sodavandsmand mindst en gang om ugen. Mælkemanden kom hver dag. Ostemanden kom også, men ikke så hyppigt som de andre. Og når kvinderne mødtes og så på varerne, kunne de også ”høre lidt nyt”, som de sagde.
INGEN SKAT – HELLER INGEN PENSION
Hendes datter, Grete, oplevede med beklagelse et ændret Danmark, de få gange hun kom tilbage. Alt var anderledes end hun huskede det, da hun rejste i 1952 – og ikke til det bedre. Kirstine forstod det ikke. Forstod heller ikke Grethes næsten romantiske snak om friheden i Ecuador. Med et liv uden moderne bekvemmeligheder som badeværelse – men hvor de næsten ikke betalte skat. Til gengæld heller ingen folkepension.
Men Kirstine sagde ikke noget. Hellere nyde den korte tid med datteren end være uenige.
SATTE FODEN NED
Kun én gang satte hun foden ned og forklarede Grete et par ting. Nemlig da hun også ville sende søn nummer tre til Danmark, og syntes, at han også kunne bo hos Kirstine, som da var blevet 80 år.
Hun havde ganske vist ”grædt både nætter og dage over det”. Men hun stod ved, at hun havde sagt nej. Og det ville også være synd for drengen. I Ecuador får de forklaret et par ting om tiderne, som de ser ud fra en dansk synsvinkel. Drengen skal ikke til Danmark for at blive arbejdsløs. Kirstine remser navne op på mennesker. Grete kender, som ikke kan finde en plads til deres drenge – og gør også opmærksom på, at man skal have en eksamen for at komme på en fagskole.
”Du kan da se, Grete, i dag er jeg 80 år og har gjort mit arbejde”. Og så får de ellers at vide, at det var dem selv, der ville til Sydamerika. ”Så må I selv sørge for eders børn i dag”.
Kirstine brød sig ikke om at sende brevet. Men hun havde prøvet på alle måder at få Grete til at forstå, at alt var anderledes end i 1952, da hun rejste fra Danmark.
DRENGENE HJALP HENDE
Drengen kom alligevel – dog ikke til Kirstine – og var lidt overladt til sig selv. Hans mormor var glad for hans besøg – fortæller, hvordan han er god til at hjælpe hende, og at han har blomster med til hende.
Da Grete ville sende den tredje søn til Danmark, havde Hans Peter og Frede fået uddannelser – og også aftjent deres værnepligt. Frede var taget tilbage til Ecuador – for ham kunne det kun gå for langsomt. Men Hans Peter var ikke klar til det – og det blev han i øvrigt aldrig. Han bor i dag på Alrø. Han blev i militæret, og besøgte jævnligt Kirstine i Falling. I breve fortæller hun, hvordan han og hans kæreste har repareret hendes vinduer og ordnet en dør, og hvordan de ellers hjalp hende.
VILLE BLIVE HJEMME…
At livets afslutning snart var nær, kommer også frem i hendes breve, når hun nævner navnene på mennesker, som er døde. ”Næste gang er det nok min tur”, skriver hun.
Dengang var der et plejehjem i både Gylling og i Ørting. Men det var ikke noget for Kirstine. Hun ville blive hjemme i huset. Hjemmehjælpen var også bedre end i dag.
Men efter et fald måtte hun – som det hed – ”over på hjemmet” i Ørting. Her faldt hun aldrig til. Og 2. september 1987 døde hun.
”MANNE GOE TING”
Kirstine Vestergaard var ikke en af de kvinder, der satte spor i foreninger og offentlige organisationer. Hun satte spor i de børnebørn, hun tog imod i en sen alder, og i de mennesker hun mødte, og som nød godt af hendes gæstfrihed og venlighed.
”Nu ska’ vi rigtig snak”, sagde hun, når kaffen var kommet på bordet, og beklagelserne over kun at kunne servere én slags kage var afleveret.
Når Kirstine fra Falling mindes, er der ”manne gue ting å tænk å”.
