De gamle stationer ligger stadig i vores område. Falling har en stationsbygning, det samme har Ørting og Bilsbæk. Men nu er de private boliger.
De er fra dengang vi havde en togforbindelse mellem Horsens og Odder.
Den blev åbnet 14. Maj 1904 – og det tog 1 time og 57 minutter at køre hele strækningen. Og 1 time og 42 minutter at komme fra Horsens til Ørting.
Hele strækningen blev lavet hurtigt. Man begyndte at anlægge den i april 1902 – og to år efter åbnede den. Det var ikke nok at få sporene lagt. Der skulle også bygges stationer og små lagerbygninger.
Alle stationer langs ruten er tegnet af arkitekten Heinrich Wenck, der også har tegnet Københavns Hovedbanegård. Så man kan sige, at København har noget fælles med Ørting og Falling. For den nuværende Hovedbanegård blev nemlig ikke indviet og taget i brug før 30. november 1911 – med hornmusik og deltagelse af kronprins Christian – der inden længe skulle blive kong Christian d. 10. Han kom ikke til hverken Ørting eller Falling.
Wenck står også bag stationerne på Kystbanen. Og et hav af andre stationer over hele landet. Han levede fra 1851 til 1936. Og stort set hele hans professionelle arbejde kom til at ligge inden for Statsbanerne.
Banen mellem Horsens og Odder blev nedlagt. Den sidste dag i marts 1967 kørte togene for sidste gang. Sporene var slidt ned – busser havde overtaget passagererne og lastbiler fragten.
Men man kan stadig få en fornemmelse af den rute, som toget kørte. Og det var ikke den lige vej. Naturfredningsforeningens Odder afdeling har lavet en række pjecer om vandreture i området. En af dem er “På sporet af den gamle jernbane”, og kan du finde en dag i efterårsferien, hvor det ikke regner for meget, er turen værd at tage. Til fods eller på cykel.