Når sommerferien begynder, lukker Margrethelyst Friskole og Børnehave. Det er i hvert fald den indstilling, som bestyrelsen vil lægge frem på en ekstraordinær generalforsamling d. 19. februar. Til ferien fortsætter alt, som det plejer, men så er det slut.
Samme bestyrelse traf en rigtig beslutning, da den 1. oktober skiftede leder på skolen. Men beslutningen blev truffet for sent. Den skulle være truffet for mange generalforsamlinger siden. For da var den nedadgående spiral allerede startet, og mange forældre i 
lokalområdet begyndte at miste troen på, at der kunne rettes op på flere års tilbagegang i elevtallet. Beslutningen skulle være truffet, da tilmeldingerne begyndte at falde. Men det er en hård beslutning, at sige til en leder, at ganske vist er du en flink mand, men din tid i stillingen er forbi. Og de fleste vil helst tro, at det kun er en overgang, at det nok vender igen, at….Derfor bliver mange hårde beslutninger truffet for sent.
Det er nu ekstra nedslående, fordi den nye leder gjorde alt det rigtige: Gik i dialog med forældrene, forsøgte at skabe et arbejdsmiljø hvor folk blev set, og hvor de fik lov til at føre nye ideer ud i livet. Hun inviterede det omgivende samfund ind på skolen. Men man skal hverken være profet eller organisations-teoretiker for at vide, at det tager så meget mere tid og energi at vende en nedadgående spiral, end det tager at bygge videre på en opadgående. Hun kunne ikke hekse og skaffe flere elever eller børn til børnehaven. Det kunne hun have gjort på sigt. Men der var ikke penge i kassen til at tære på, så hendes arbejde kunne få den nødvendige tid. Desværre.
Flere forældre ville gerne have bakket op, men de ville på den anden side ikke udsætte deres børn for unødvendigt skole- eller institutionsskift hvis nu, det værste skulle ske. Derfor satsede de til sidst på det sikre, da de skulle finde det bedste tilbud til børnene.
HVA’ SÅ NU?
Der er næppe nogen, der nu har mod på at starte en ny skole op. Og hvad kan bygningerne så bruges til?
Det værste, der kan ske, er at skolen kommer til at stå tom, for alle ved, at det fører til forfald. Og det er da det sidste, vi har brug for – en død bygning som nærmeste nabo til en velfungerende og up to date sportshal.
Lokalrådet er formelt lokalsamfundets kontakt til kommunen, så derfor må det nu være samme råds opgave at puffe på for at undgå en gentagelse af bygningen, der rummede den gamle kro i Hundslund. Og det vil heller ikke gøre det mindste, hvis alle lokale kræfter bliver inddraget i at finde svar på ”hva’ så nu?”
