30.201 FULDTIDSSTILLINGER

De bestemmer, hvordan regionens penge skal fordeles på de forskellige områder. De træffer beslutninger, der gælder hele sundhedsområdet. De bestemmer over den del af den kollektive trafik, der krydser kommunegrænser. De skal forholde sig til specialtilbud til handicappede. Og de har opgaver, når det gælder natur og miljø.
Det er altså ikke ligegyldigt, hvilke 31 medlemmer, der på tirsdag bliver valgt til regionsrådet for Region Midtjylland, som Odder kommune er en del af.
Midtjylland er den geografisk største af de fem regioner. Den strækker sig fra Hvide Sande til det yderste af Djursland – og fra Fur til Hedensted. Odder kommune er blot en af de 19 kommuner, som regionen består af. Opgørelsen fra november sidste år viser, at der er 30.201 fuldtidsstillinger i regionen, som har et budget på mere end 31 milliarder kroner. .
Hovedparten af pengene går til sundheds- og psykiatriområdet og giver os praktiserende læger, speciallæger, hospitaler – samt tilbud inden for det psykiatriske område.
Hvis patienter bliver sendt hjem for tidligt, er det altså politikerne i regionsrådet, du skal gå til. Hvis mennesker ikke kan få den nødvendige psykiatriske hjælp, eller bliver udskrevet til gaden eller til Kirkens Korshær, skal du rette skytset mod de 31 folkevalgte. Det samme hvis ambulancen lader vente på sig, og hvis regionens bosteder og dagtilbud for– som det hedder – ” mennesker med nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne” ikke lever op til løfterne om ” at møde borgeren med værdighed, ligeværd og respekt samt yde indsatser tilpasset den enkelte”.

De skal også stå på mål for Midttrafiks omlægninger, som forringelser i den kollektive trafik på tværs af kommunegrænser bliver kaldt. Beboerne i Hou og beboerne i Saksild har f.eks. oplevet sådanne omlægninger.
Valget på tirsdag drejer sig altså ikke blot om hvilke kandidater fra hvilke partier, der fra 1. januar næste år skal sætte sig i kommunalbestyrelsens stole på Rådhuset. Det drejer sig også om, hvem der skal prioritere regionens mange milliarder, der kommer fra staten.
Men regionen har også opgaver, når det drejer sig om klima og miljø. Bl.a. når det gælder forurenet jord. Her kan du læse om de opgaver. (https://www.ru.rm.dk/klima-og-miljo/ )
41 SKÆRES NED TIL 31
Nu og resten af året har regionsrådet 41 medlemmer. Men den sundhedsreform, som et flertal i folketinget vedtog 15. november sidste år, har ændret på antallet, så rådet nu kun har 31 medlemmer. Antallet af regioner reguleres også, så Danmark i stedet for fem regioner kun skal have fire. Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver slået sammen – bl.a. for at sikre, at alle borgere har samme adgang til sundhedsydelser. Hver plads i rådet kræver altså flere stemmer. Det kan især ramme regionens ydre områder, som dermed får sværere ved at være lokalt repræsenteret..
Sundhedsreformen betyder også, at regionerne skal have sundhedsråd med politisk valgte repræsentanter fra regionen og kommunerne. Region Midtjylland skal have fem – Odder kommune skal være sammen med Horsens, Skanderborg og Hedensted. Det er borgmestrene, der repræsenterer kommunerne. .
SUNDHEDSRÅDETS ANSVAR
Sundhedsrådene skal være med til at ”sikre, at flere sundhedsbeslutninger træffes tættere på borgerne, så tilbuddene i højere grad indrettes efter lokale behov, og sundhedstilbuddene i højere grad tilbydes uden for sygehusene, herunder i borgerens eget hjem”, som det hedder i Indenrigs- og Sundhedsministeriets forklaring. Og videre: ” Sundhedsrådene har det umiddelbare politiske og forvaltningsmæssige ansvar for alle regionens sundhedsopgaver inden for et afgrænset geografisk område.
Det vil sige, at sundhedsrådene på vegne af regionsrådet skal behandle og træffe beslutninger om alle sædvanlige, løbende sager på sundhedsområdet (og social- og specialundervisningsområdet) inden for det afgrænsede geografiske område – og inden for de rammer, som regionsrådet har fastlagt. Det betyder f.eks. også, at sundhedsrådene skal have et budget for at kunne varetage det umiddelbare ansvar”. Men det er stadig regionsrådet, der har det overordnede ansvar.
Lige nu synes sundhedsrådene at være beskrevet noget overordnet. Men i løbet af 2026 skal deres arbejde gøres mere konkret, så de er klar i januar 2027. Processen er værd at følge, fordi sundhedsområdet kommer alle ved, og vi får brug for det før eller siden.
I Odder kommune får vi flere ældre, og det ser endda ud til, at vi kan få Danmarks-rekorden i antallet af leveår. Og det betyder, at der vil være brug for sundhedssystemets ydelser. Også selv om der bliver sat markant ind for at forebygge sygdomme og fysiske skavanker. Så stem på tirsdag. Ikke kun på kandidaterne til kommunalbestyrelsen.
Kandidater fra Odder Kommune:
Elvin Hansen stiller op for socialdemokraterne, Thomas Hammer Jacobsen for de radikale, Rene Krongaard for de konservative, Mogens Bedsted for SF, Jørgen Johannsen for Venstre og Leif Gjørtz for Enhedslisten.




