- De ville gøre Ørting Hallen til lokalområdets samlingssted, og det er i høj grad lykkedes.

Da Spisevenner flyttede til Ørting Hallens Café for to år siden, skulle Louise kun lave mad til 17. Nu nyder 55 mennesker hendes måltider. ”Vi er så glade for at have de mennesker på besøg”, siger hun. ”For det er så tydeligt, at de kan lide at komme i cafeen. Og de frivillige bag aktiviteten gør et stort arbejde for at flere 60+’ere med”. Kombinationen af hjælp fra frivillige og følelsen af, at her er alle velkomne, har – sammen med den gode mad – fået mange flere til at ønske at være en del af fællesskabet.
Da Mikael og Louise i april 2021 sagde ja til at tage tjansen som Halinspektør og forpagter af cafeen, havde de som mål, at Hallen fortsat skulle have en meget høj standard – og den skulle i endnu højere grad være hele lokalområdets samlingssted. Sammen med en masse frivillige er de ved at være i mål – både med hal og café.
MAD TIL HVERDAG OG TIL FEST
Det er nemlig ikke kun Spisevenner, der gerne kommer i Cafeen. Det er også Hallens brugere og forældre, der venter på deres børn. Cafeens menukort er så populært, at det onsdag i sidste uge solgte mere end 70 måltider.

Det er også cafeen, der sørger for mad, når Hallens Venner arrangerer halbal og koncert med Kandis. To gange har 560 mennesker siddet bænket i Hallen, og i maj måned kommer Kandis en tredje gang. Odder Skanderborg Landboungdom flyttede høstfesten fra Odder til Ørting Hallen, og det betød mad til næsten 300 mennesker. Hverken høstfest eller Kandis-arrangementer kunne klares uden hjælp fra frivillige. Blandt dem Gylling Brugsens Niels og hans venner – de kommer og griller kød til alle.
Men cafeen er også stedet, hvor børn og unge kan slå sig ned og bruge et eller flere af de mange brætspil, der er til rådighed.
OGSÅ FRA ODDER, HUNDSLUND OG BOULSTRUP
Men Hallen er ikke kun til de store fester og arrangementer. ØFUGs hold, Hundslund IF og Odder Håndbold bruger stedet aktivt, og som det nyeste kommer beboere fra Randlev og Boulstrup nu søndag aften for at spille fodbold. Og til udgangen af marts er alle weekender booket til bl.a. trænerkurser og til stævner.
”Det vil være synd at sige, at vi keder os”, griner Louise, som også åbner cafeen for private fester som runde fødselsdage og konfirmationer.

Overskud fra de forskellige store aktiviteter, som Hallens Venner arrangerer alene eller sammen med andre, kan søges til forbedringer eller til nye aktiviteter. F.eks. nye redskaber i fitness-rummet, der er åbent for medlemmerne fra tidlig morgen til sen aften, og som er 100 procent up to date.
17. januar næste år mødes 260 børn til en eftermiddag i Hallen – talk show med Jas & Mika, leg og masser af aktiviteter. Også her kan Vennerne og ØFUG melde udsolgt.
Men før alt det skal ske, arrangerer ØFUGs Ungdomsudvalg en eftermiddag og aften med julefilm for børn og for unge. Voksne må også gerne kigge med. De unge vil – støttet af forældre – stå for salg af æbleskiver og gløgg. Så snart det hele er endeligt på plads, vil Lokalposten fortælle om arrangementet.




