- Godsejerens nøglekonflikt fik Falling på landkortet. Den nuværende og en tidligere ejer af godset præger stadig kirken
Den ene har egen indgang til et privat aflukke med gode stole til hele familien, mens alle andre må tage til takke med umagelige træbænke med en høj, lige ryg, som enhver fysioterapeut ville kassere. Den anden fik helt op til midten af 1960-erne én gang om året skiftet strømper i overværelse af tre degne, selv om hun døde i 1749. En historie, der kan få både danske og udenlandske turister til at tabe underkæben, når de prøver at forestille sig tre voksne mænd stå i et kapel i en dansk landsbykirke og skifte strømper på liget af en kvinde, der døde i 1749.
Fallings store hvide kirke fra sidste halvdel af 1100-tallet er placeret på områdets højeste sted. Der er gratis adgang mellem kl. 7 og kl. 18 så enhver kan gå ind og se på udsmykningen og også se, hvordan den nuværende og en tidligere ejer af godset Åkær præger kirken.
EN FORSVUNDEN TID ER NUTID I FALLING
Kirkegængerne kommer ind i kirkerummet gennem våbenhuset. Undtaget er altså godsejer Johan Koed Jørgensen og hans familie. De har en helt privat indgang fra kirkens nordside. Et levn fra en helt forsvunden tid – men altså nutid i Falling.
Engang hørte kirken under Åkær. Men i 1810 blev den solgt til sognets gårdmænd for 17.000 rigsdaler. Købskontrakten havde en klausul: Ejeren af Åkær skulle have en privat indgang og en stolerække, hvor ingen andre måtte sidde.
Den klausul blev ikke ophævet, da kirken 1. januar 1908 overgik til særeje – dvs. til menigheden.
ADVOKATERNE KOM PÅ ARBEJDE
I 2009 blev kirkens nøglesystem udskiftet, og da godsejeren satte nøglen i døren, åbnede den ikke. Der stod han så. Først klagede Koed Jørgensen til provsten, som sendte klagen til biskop og stift. Biskoppens afgjorde, at godsejeren ”til videre” skulle have retten til egen nøgle, dør og stolerække. Men ”til videre” passede ikke Åkærs ejer, så hans advokater blev betalt for at sende en klage til Kammeradvokaten, som i efteråret 2010 nåede frem til, at godsejerens adgang til kirken med egen nøgle ikke kunne være tidsbegrænset – det hele stod jo i købskontrakten fra 1810.
LIGE OVER FOR GUD?
Konflikten om nøglen blev omtalt i flere af landets aviser og på Ritzau, så også folk der ikke anede, at der i det østjyske ligger en lille landsby ved navn Falling, kunne følge med i godsejerens kamp for at kunne bruge den helt private dør i kirkens nordside – og også høre om, hvordan godsejerfamilien har et privat aflukke med gode polstrede stole – en af dem endda med armlæn.
I Kristeligt Dagblad kaldte kirkeret-eksperten Jørgen Stenbæk – det urimeligt, at et medlem af menigheden har en særlig ret i forhold til andre sognebeboere.
Kirkehistorikeren Kurt Larsen mente, at sagen var grotesk og han tilføjede: ”Når godsejeren kræver sin ret til nøglen, signalerer han noget andet end det, kirken gerne vil stå for. Nemlig at vi alle er lige over for Gud”. Næppe derfor men alligevel sigende, at to djævle på lysarmen ved kirkens prædikestol får fortalt, at de har meget lidt til overs for præstens prædiken. Den ene spyr – den anden rækker tunge.
Han sagde også, at herremandens stol er ”en rest fra en for længst forsvundet tid”.
En længst forsvundet tid, der altså er nutid i Falling. Godsejeren fik nøglen overrakt af biskoppen, og kan derfor bruge den private indgang, der fører ind til aflukket med de magelige stole.
EIGIL SENNELS VAR SIDSTE STRØMPESKIFTER
Hvis man er i kirken for at se – og måske endda vove at sidde i herremandens loge på stolen med armlæn – kan man også hilse på fr. Bornemann, som hun kaldes i daglig tale. Hendes fulde navn var Hedevig Margrethe Bornemann.
Frem til i midten af 1960érne blev Hedevig Margrethe Bornemanns kiste åbnet en gang om året, og tre “degne” skiftede hendes strømper, og det er ikke engang løgn. Skoleinspektør Eigil Sennels var den sidste degn, der var med til at skifte sokkerne. Hun hviler i en tilbygning til kirken – også på nordsiden.
Historien var, at den excentriske dame, der var eneejer af Åkær fra 1732 til 1749, havde skrevet ind i testamentet, at hun én gang om året skulle have skiftet strømper i overværelse af tre degne. Men at det stod i testamentet er en sejlivet vandrehistorie.
PENGE TIL SKOLER OG TIL FATTIGE
Hun var datter af biskoppen over Sjællands stift, Henrik Bornemann. Han oprettede et legat på 2200 rigsdaler, og bestemte, at renterne skulle gå til f.eks. ”fattige, venneløse og sengeliggende gamle mennesker”. Andre renter skulle gå til en ”gudfrygtig, skikkelig, venneløs og svag student” på Københavns Universitet.
Hans datter blev gift med ejeren af Åkær og bragte legatet med sig. Hun respekterede biskoppens ønsker. Men da hendes eget testamente blev åbnet, da hun døde i 1749, havde hun bestemt, at legatsummen skulle sættes op, og der skulle gives penge til seks enker i Jylland, til de fattige i Ørting, Falling og Gylling sogne. Og så skulle der gives en årlig sum til skoleholderne i de tre sogne. Også mens hun levede, havde hun blik for, hvor nødvendigt det var, at alle børn kom i skole. På hendes tid var det bønderne, der skulle sørge for skolebygninger. Men de betalte sjældent degnen løn. Fr. Bornemann betalte mens hun levede skolebygninger og deres vedligehold – og hun gav tilskud til degnens – eller skoleholderens – løn.
Det Bornemanske legat blev ændret mange gange i tidens løb – alt efter hvem, der stod for det.
Men det gik igen, at der skulle gives penge til de fattige – og til degnene i området for ”fortsat at vise sig flittig”.
INGEN DEGNE KAN NU ÅBNE HENDES SARKOFAG
Fr. Bornemanns sarkofag står i et kapel, der blev bygget til på korets nordside i 1748, og den kan ses gennem en gitterdør. En gård på Alrø – Kirkely – skulle stå for vedligehold, men i 1924 købte gården sig fri af forpligtelsen. Og i årene efter forfaldt både kapel og sarkofag mere og mere. Det var på tale, at begrave hende ude på kirkegården – simpelthen for at undgå en dyr restaurering. Men da det kom Nationalmuseet for øre, blev der sagt et rungende nej. Fruens sarkofag skulle restaureres. Og det blev den så. Nu står den betrukket med sort ruskind og udstyret med mange sølvbeslag. Den er nu helt lukket, så ingen degne kan åbne den og skifte ligets strømper.
Da det Bornemannske legat blev oprettet, kunne man købe en god gård for summen. Men efterhånden havde det mistet dets betydning. Hovedstolen var på 22.529, 87 kr. og renterne gav alt for små legatportioner. I 2012 fik menighedsrådet i Ørting-Falling Civilstyrelsens tilladelse til at nedlægge legatet og give pengene til den daværende friskole.
Ingen degn behøver i dag at vaske strømper, så de er klar til næste skiftedag. Det hører en længst forsvunden tid til. Det er det også, at godsejere andre steder har særlige privilegier i kirken. Men i Falling er det nutid, at en nutidig ejer af et gods, der for mere end 200 år solgte kirken fra, stadig har en helt privat dør og en helt privat stolerække i et helt privat aflukke i kirkerummet.
