- Det kan kun få aktiviteter. Så kom og vær med 13. september. Det foregår ved og omkring Ørting Hallen

Om du går med rollator, skubber barnevognen, kører på en gammel havelåge uden gear eller på en racer, der mindst kræver cykelsko og en svedtransporterende Jumbo-Visma-jersey, før du kan vise dig frem, så kom til Ørting Hallen 13. september kl. 11. Også hvis du hører til dem, der plejer at snøre løbeskoene hver anden dag efter arbejdstid. For hvert et skridt og hvert et tråd, der bliver taget mellem kl. 11 – 13, vil tælle, når det er Ørting-Falling borgernes tur til at samle kilometer sammen i Lokaldysten. Det handler om at gå, løbe eller cykle så mange omgange som muligt.
Ørting Hallens Café giver gratis kaffe til de voksne og saftevand til børnene. Og efter kl. 13 sælger ØFUG pølser, brød og fadøl.
Sidste år udviklede lokaldysten sig til en folkefest – med musik, mad og drikke. Der var små børn og store børn. Der var voksne i alle aldre, og også små og store hunde i massevis deltog. Der blev cyklet, gået og løbet, og mange tog flere runder for at samle så mange kilometer som muligt.
Det handler naturligvis om motion. Men det handler lige så meget om fællesskabsfølelsen og om at møde mennesker, man måske kun ser kort hos købmanden eller ved busstoppestedet. Og er man tilflytter og ny i området, er lokaldysten en fin introduktion til at møde naboer og andre beboere.
Det er femte år i træk, lokaldysten afholdes i Odder Kommune. I år deltager Saksild – Nølev, Hundslund, Randlev Bjergager og altså Ørting Falling, som har været med alle årene. Gylling er ikke med.
Vinderen er det lokalsamfund, der tilbagelægger flest kilometer per indbygger. Præmierne er penge til projekter.
I år deltager 114 lokalsamfund over hele landet i en dyst. Antallet vokser år for år.
Ikke mange aktiviteter kan samle alle aldersgrupper. Men det kan lokaldysten altså. Så mød op 13. september klokken 11 og få også en hyggelig eftermiddag efter motions-anstrengelserne.









