Tekst og foto – Lise Laursen
Hvert forår bliver vores eng i Ørting Mose befolket. En dag først i maj er de der, hestene, som regel en flok på en fem-seks stykker. De tager gerne en tur rundt på de ti tønder land i fuld fart, med flyvende haler og vajende maner for lige at gøre sig bekendt med forholdene. Nogle af hopperne har været her før, andre – sommetider store føl – er nye i mosen. Der bliver vrinsket noget, hvis en af de nye uforsigtigt bryder hakkeordenen og sætter mulen i vand som den første. Førerhoppen skal nemlig have lov til at hænge ud ved vandtruget, så længe hun vil, og det får den nye eftertrykkeligt at vide. Efter et par dage er flokken faldet til ro og har fundet deres plads, og vi mennesker sidder starstruck og ser på de store, sødt
duftende dyr, deres yndefulde bevægelser og blanke skind. De bliver til slutningen af september.
Jeg besøger hestenes ejere, Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen for at få mere at vide om sommergæsterne.
Stald Heiline står der på skiltet ved Kjeldbækvej. Navnet er en sammentrækning af ejernes fornavne, Heine og Line, og udtales det på udenlandsk, lyder det som High Line – nok ikke helt tilfældigt. Fem hundrede meter ad den mudrede markvej – det har regnet i dag igen som i hele foråret og sommeren – så kører man ind på gårdspladsen med pikstensbelægning og vandpytter. Stuehuset er stateligt, gulkalket med hvide hjørne- og vinduesbånd, og de tre skorstene fortæller, at gården blev bygget af velbjergede folk. Petersminde er Lines barndomshjem, hendes forældre købte ejendommen i 1976. Da havde gården været i den samme families eje i hundrede år.
KUNSTIG BEFRUGTNING
Line og Heine tager imod i hoppestalden. De er en lille smule klatøjede, for en af deres fine hopper skal fole nu – eller rettere sagt for en uge siden – og derfor soves der meget lidt om natten for tiden. Den gravide bliver overvåget konstant, der skulle nødigt gå noget galt.
De smukke dyr står fredeligt og gumler hø, dyrlægen har lige været der og scannet de drægtige hopper, og nu er der ro. Stalden er ren og lowtech, bortset fra overvågningskameraerne. Men i avlsarbejdet bruges den nyeste teknologi og de bedste laboratorier, og enten reagensglasbefrugtning eller embryonformering, hvor hoppen insemineres, og det befrugtede æg skylles ud efter fem dage og sættes op i rugemoderen. Nogen af de drægtige hopper bærer eget føl. De andre er rugemødre for stald Heilines særlige blodlinje. Hvorfor i alverden gør man det?
Heine forklarer, at de uddannede hopper – ja, det kalder han de heste, som er dresseret og trænet til at være i hestesporten på højt niveau – ikke skal bruges til at være drægtige med føl. Så er de ude af cirkulation et godt stykke tid og glemmer, hvad de har lært. En rugemor skal til gengæld ikke andet end at lade føllet vokse i maven, fole og passe sit føl bagefter – og det er slet ikke sikkert, at den supersmukke sportshest er en god mor. Brugen af in vitro-teknologien er mindre indgribende for dyret end for kvinder, for hopperne skal ikke hormonbehandles, inden æggene tages ud eller inden embryonet bliver lagt op. I alle trin af den komplicerede og kostbare proces bliver der taget store hensyn til hestens velfærd, både i stalden og hos laboratoriet VetEmbryo i Rødekro. Det er det eneste laboratorium i Danmark, der kan teknologien.
Tidligere var det mest vallakker, der blev brugt i hestesporten. Hopper betød ikke så meget som sportsdyr. Men nu er der i hesteverdenen ved at komme samme ligestilling som i menneskeverdenen – hopper bliver nu anset som atleter på lige fod med vallakker i sporten.
EN KOMPLICERET HANDEL
Den hoppe, der har sit eget føl i maven, er faktisk ikke Heilines ejendom lige nu – men føllet er! Hoppen er solgt til en hesteinteresseret og velhavende dame fra Californien, men Heiline ejer føllet. Så hoppen er på gården, til den har folet, og føllet kan stå på egne ben.
Så bliver hoppen sendt til Californien, hvor den skal indgå i avlsarbejdet. Line fortæller ikke, hvad købesummen er, men det står helt klart for mig, hvor kompliceret sådan en handel må være. Line forklarer, at hun har brugt mange timer på samtaler med køberen, før alt er faldet på plads. – Men jeg kan godt lide det, siger hun, jeg har handel i blodet, og jeg har også tålmodigheden til de lange snakke, som er en forudsætning for at bygge forholdet til kunden op. Så er det bare at vente på, om føllet er et hoppeføl – som Heine og Line håber på at kunne avle på – eller et hingsteføl, som skal opdrættes, trænes og sælges.
KAN MAN LEVE AF DET?
Omkostningerne til den form for hesteavl er enorme. Fra februar til august kommer dyrlægen på besøg to til tre gange om ugen, sæden koster, in vitro-laboratoriet koster, og da det er levende dyr, der arbejdes med, er intet sikkert – det er kun 70% af embryonerne, der resulterer i et levende føl.
Parret sørger for ikke at tage unødvendige økonomiske risici – så de lever ikke af hestene. Heine har sit fuldtidsarbejde, og Line er i sin søsters butik et antal timer om ugen. – Vi går med livrem og seler, siger Heine.
Det var Lines far, slagter Frode Jensen, som startede hesteinteressen og hesteavlen, så det voksede Line op med. Ikke bare som hestepige, for hun var tidligt med far til hesteskue og trænede et blik for kvalitet, et blik som man ikke sådan lige kan lære sig. Man skal falde i gryden som barn, siger Line. Det er ikke nok bare at gå til ridning.
BLODLINJEN FRA CELLE
Bagefter ved køkkenbordet fortæller parret, at de overtog forældrenes gård i 2004. I starten arbejdede Heine på den rideskole, der havde til huse på ejendommen. Rideskolen lukkede, og i 2011 besluttede Heine og Line, at hvis stutteriet skulle blive til noget, skulle de satse alt på kvalitet. De solgte de heste, de havde fra Frodes tid og købte Danceline hos en avler i Tyskland, som samarbejder med det statslige avlsprogram Landgestütz Celle.
Danceline er hannoveraner, og hun blev grundstammen i Heilines avlsprogram. Hun er mor til Danciera, som klarede sig flot ved de olympiske lege i Tokyo. Ekvipagen med Danciera og rytteren Carina Cassøe Krüth ligger i verdenseliten for dressur. Det viste sig ved OL i Tokyo og ved VM i dressur i Herning i 2022, hvor det danske dressurlandshold vandt guld – og det var ekvipagen en del af. Stald Heiline kunne ikke selv beholde Danciera, og den var på nippet til at blive solgt til udlandet. Så kom interesserede danske købere på banen, og det var Line og Heine glade for. De var oven i købet lokale, Ingrid og Poul Thøgersen fra Odder, så parret kan følge med i hoppens udvikling.
AT PASSE PÅ SIT BRAND
En af Dancieras brødre gør det også godt i den amerikanske hestesport. Hingsten er ejet af tidligere vicepræsident Al Gores hustru og har dermed gjort stald Heiline kendt i den del af verden. Dette har medført salget til den californiske avler.
”Vi har et brand,” siger Line, ”og det skal vi passe på. Det høje niveau i vores avl fører vi videre i valget af vores samarbejdspartnere som ryttere og fremvisere.” Fremvisere? Ja, der skal specialister til at gøre hestene klar til kåringer, de skal trænes i at vises frem, de skal formes med den rigtige kost og vitaminer, og de skal tage sig bedst muligt ud på alle måder. Det er ikke nemt, og det er ikke gratis.
HESTESPORTEN I DAG
Der har været en del dårlig omtale af hestesport i pressen i 2023. Omtalen er fulgt op af storme på sociale medier. Kedelige sager som den om stutteriet ved Viborg, hvor ejeren blev anklaget for dyremishandling. Stutteriet blev belejret, og dramaerne ville ingen ende tage, og sagen om hestemilliardæren i toppen af dansk hestesport, hvis heste blev vist i en dokumentar på TV med mærker efter mishandling. Endvidere sælger en af de store spillere, Blue Hors i Randbøl, ud af deres heste, så lige nu er både hestesportens image og markedet for kvalitetsheste presset.
- Hvad gør Stald Heiline så, der er anderledes?
”Vi er små, og det er vores fordel,” fortæller de. ”Vi får mellem 4 og 9 føl om året og har tid til at følge hestene. Og vi satser benhårdt på kvalitet – og kvalitet går aldrig af mode. Vores dyr bliver ikke presset, og derfor udvikler de sig lidt langsommere end andres – man skal have tid til at vente!”
Line og Heine kalder sig selv for katalogmennesker. Det vil sige, at de kender alle avlere i branchen og deres dyr og kan se deres potentiale. Line har været med til kåringer og andre hesteevents, siden hun var fem. Heine er landmand og berider – og de to har kendt hinanden siden de var store børn. De var faktisk lidt kærester i syvende klasse! Da de som voksne løb på hinanden til en fest, fandt de ud af, at de havde været i beriderlære i Tyskland ganske tæt på hinanden uden at træffe hinanden der. Det rådede de så bod på efterfølgende!
”Hvordan får I tingene til at hænge sammen?” De to ser på hinanden.
”Det er vores hobby,” siger den ene. ”Netværk,” siger den anden. ”Vores familier hjælper til. Vi hjælper hinanden. I mange år har vi taget på ferie sammen i udlandet flere generationer sammen, i år bliver det Skagen.”
PÅ AUKTION MED MORFAR
Gården var i en families eje i 100 år, inden Lines forældre købte den. Det er næsten 50 år siden.
”Hvad med jeres børn, vil de overtage?”
”Drengene er slet ikke interesseret i heste. For dem handler det om fodbold og motocross-maskiner. Men vores datter på fjorten er faktisk godt i gang – foreløbig har hun og hendes morfar købt en hest sammen på en auktion. Lidt for sjov løftede Frode barnebarnets arm under budrunden – og så var hesten deres! Vi tager det roligt og ser, hvad det bliver til.”
Denne fortælling har tidligere været bragt i det lokalhistoriske tidsskrift ”I godt selskab” som udgives af Odder Museum. Vi bringer den her i lokalposten med tilladelse fra kilder og forfatteren.
