Gyllings “solodanser” har stadig noget at lære os
Børn i Gaza sulter, hospitalerne har givet op, og husene er sønderbombede. Russiske angreb i Østukraine har ødelagt 15 lejligheder og dræbt og kvæstet mennesker. Hungersnød truer i flere afrikanske stater.…
På dage med sådanne overskrifter, må man give Ludvig, Gyllings balletdanser, ret: Alle mennesker burde have det lige så godt som de grise, han passede – have husly, varme, mad og musik.
Ludvig, hvis fulde navn var Ludvig Valdemar Poulsen, blev født på en lille ejendom i Lerdrupskov i juli 1890. Her voksede han op sammen med to brødre og en søster. Efter den sædvanlige skolegang i den stråtækte og arbejde på gårdene, begyndte han som 21-årig at aftjene værnepligten. Det gjorde han i marinen og her var han bl.a. med på krydseren Ingolf’s togter til både Grønland og Færøerne.
HAN KNALDEDE ET SKUR OP
Da Ludvig var 23 år, døde hans far, og han måtte han overtage forældrenes ejendom. Efter et par år købte han endnu en ejendom på Mantelenvej – og nok en, men solgte dog barndomshjemmet fra.
Ludvig var ikke den fødte landmand, så efter ni år gik han fallit, og havde nu ikke noget sted at bo. Men han fik lov til at leje et stykke jord af naboerne. Det var tæt på en lille skov ikke langt fra den første ejendom, han købte. Ludvigs behov var ikke store, så han fandt træ i skoven og knaldede et skur op. Taget var nogle gamle bulede blikplader. Der boede han så, og passede arbejde på gårde omkring Gylling.
KVINDEHUSET DANNEBO
Senere fik Ludvig mulighed for at bygge det lille gule hus på Mantelenvej nr. 30, hvor han boede i mange år. Den dag i dag ved ældre Gylling borgere hvilket hus det er, hvis man siger Ludvigs hus, der dog i dag ser noget anderledes ud, end da det var Ludvigs hjem.
Over døren til det lille gule hus, hang et skjold i blåt og gult og teksten ”Kvindehuset – Dannebo”, samt datoen 5. juni, som Ludvig mente var Danmarks fornemmeste dato – nemlig Grundlovsdag. Hvorfor han skrev ”kvindehuset”, står hen i det uvisse. Men Grundlovsdag fejrede han – med trut i trompeten og hvinende violinspil.
Ludvig boede i det lille gule hus i nogle år. Det var i dårlig stand – så utæt, at unge på vej hjem efter et bal kunne finde en sprække i huset og hviske ”bajer og snaps” for så at opleve, Ludvig kom farende ud for at skælde og smælde. Han var nemlig afholdsmand.
EN SOVEPOSE OM KRANIET
Han arbejdede som medhjælper på Løkkegården lidt uden for Gylling. Hans behov var ikke store. Det afspejlede sig på alle måder – ikke kun i hans bolig. I Hou fik han avner fra byg, som han brugte til at bage brød. Samme sted fik han gamle kornsække og af dem syede han bukser. Til og fra arbejde kørte han på en gammel knallert. Han brugte ikke styrthjelm, for han ville være ked af – som han sagde – hvis folk havde indtryk af, at han troede hans hoved var noget særligt. I stedet brugte han, hvad han selv kaldte en lædermøsse: en kørehjelm af læder, som man kan se bruges i veteranbiler i dag. Se & Hør kom på besøg i 1975. Ludvig fortalte den stedkendte journalist, at hvis det var glat, bandt han også en sovepose om kraniet, så han var sikret, hvis han væltede.
TYLSKØRT OG GARDERUNIFORM
Det var ikke kun påklædning og bolig, der adskilte Ludvig fra andre mennesker – lang tid før Se & Hør kom til Gyllling. Det var også hans adfærd. Mellem jul og nytår gik han rundt om kirken og filede løs på en violin. Han mente også, at han havde evner som balletdanser. Til tider trak han et lille tylskørt op over sækkebukserne og lavede de trin, det var muligt, når han på fødderne havde gamle røjsere. Han havde en fin garder-uniform og også en Dannebrogorden, som han selv havde lavet. Begge dele ville han iføre sig, hvis den daværende balletmester på Det Kongelige Teater, Flemming Flint, kom på besøg for at se ham danse.
FLYTTEDE IND I STALDEN
Ludvig var meget glad for de dyr, han tog sig af på arbejdet. En nat, da han boede i det lille gule hus, tordnede og lynede det, og regnen stod ned. Også inde i huset. Ludvig fandt cyklen frem og tog turen til Løkkegården, for der skulle jo da være nogen hos dyrene, hvis nu lynet slog ned. Han overnattede i kostalden – og det blev han ved med efter den nat, for huset var blevet for kold. Han fik måltiderne på gården, men på grund af lugten fra hans overnatningssted, spiste han alene. Dyrene havde også brug for musik, mente Ludvig. Så han greb violinen og spillede for dem. At det var hvinende falsk, lod staldens beboere sig ikke mærke med.
EN KNALLERT TIL 10.000 KRONER
På et tidspunkt var Ludvig indlagt på det, der dengang hed Statshospitalet i Risskov – altså psykiatrisk hospital. Da han blev udskrevet, kom han tilbage til det gule hus. Det var – om muligt – i endnu dårligere stand, end da han forlod det til fordel for Løkkegårdens stald.
Da Se & Hør besøgte ham, kunne journalisten skrive, der var vand på gulvet og grønt mos på væggene. Men Ludvig var den samme. Han fortalte glad om den fine garderuniform, som han mente, Christian d. X havde foræret ham. Den bar han ikke ofte, for folk måtte ikke tro, han var militærgal. Journalisten fik også at vide, at Ludvig ikke ville sælge den gamle knallert for mindre end 10.000 kr – for ”nye knallerter virker dårligt”. Altså ville det være et scoop at erhverve den gamle og prisen måtte være derefter.
LÅ I EN PRINSESSESENG
Da Se & Hør besøgte ham, var Ludvig fyldt 85 år, men han passede stadig grise. Kort tid efter besøget gik det galt. Han cyklede på arbejde og væltede. Han fik styret i maven og måtte indlægges på sygehuset i Odder, hvor han lå i det, han selv kaldte ”en prinsesseseng”. Efter endt ophold der, flyttede han ind på ”Solhøj” – det lille plejehjem i Torup ved Hundslund. Her døde han 86 år gammel, og efterlod sig 46.000 kroner – optjent gennem et nøjsomt liv. Det svarer til cirka 240.000 kroner i dag.
HAN STOD VED DRØMMENE
Ludvig var en af områdets mange særlinge. Han havde drømme, som ganske vist gjorde ham til grin. Men han stod ved dem, solodanseren. Og han har stadig noget at sige os: Alle mennesker bør have det så godt, som de grise han passede – husly, varme, mad og musik. At det også burde gælde grisene på nutidens svinefabrikker er en helt anden historie.
Stor tak til Lokalhistorisk Arkiv i Gylling for research om og billeder af Ludvig.
