Hvis det er muligt at indsamle 500.000 kr, kan der igen være en dagligvareforretning på Horsensvej i Ørting omkring juli – Min købmand – Ørting Handelsplads.
To lokale kvinder har meldt sig til at få gang i forretningen – hvis der altså er tilstrækkelig opbakning blandt områdets beboere. Det er Rikke Rasmussen fra Ørting og Sussi Jørgensen fra Gylling. De arbejder sammen i Lidl i Skanderborg, og de er parate til hver at investerer 100.000 kr i projektet.
De 500.000 kr skal bruges til leje og til inventar.
BORGERMØDE
Men der er pres på. For kan det lykkes det at få beboerne til at tegne sig for en halv million kr, er det muligt at søge KFI Erhvervsdrivende Fond om et tilsvarende beløb. Fonden arbejder for – som det hedder på hjemmesiden – at styrke de selvstændige købmænds position. Den har deadline for ansøgninger allerede 14. april, så inden da skal det være afklaret, om områdets beboere er villige til at investere de 500.000 kr.
En arbejdsgruppe skal sammen med Rikke og Sussi lave de endelige planer for butiksprojektet og også komme med de mere præcise tal for økonomien.
På Lokalrådets generalforsamling onsdag aften, hvor de to præsenterede deres tanker om en dagligvareforretning, meldte fire sig til at gå ind i arbejdet. Der er plads til et par stykker mere.
Arbejdsgruppen og initiativtagerne vil indkalde til et borgermøde. Det bliver sikkert 5. april, men datoen er ikke endeligt fastlagt. Her skal det hele afklares endeligt, og er opbakningen tilstrækkelig, skal KFI Fonden søges om penge.
Forretningen skal bygges om, hvis der igen skal være købmandsbutik på Horsensvej. Ejeren – Michael Rosbak – har allerede sat gang i renoveringen.
MERE END INDKØB
De to initiativtagere er ret opsatte på, at Min Købmand – Ørting Handelsplads ikke blot skal være et sted, hvor man kan købe en liter mælk eller to. Det skal være mere end bare indkøb. Det skal være et samlingssted. De to har hentet inspiration fra Niels i Gylling-Brugsen. Han arrangerer julemarked, blomstermarked og spis med Brugsen. Og det er her, ungerne hænger deres julesok op. For blot at nævne nogle få af de initiativer, der har gjort Brugsen til noget særligt.
Lokalposten vil i de kommende uger følge udviklingen af projektet.