Nålen var stukket ind i armen og sporstoffet var parat til at blive sprøjtet ind, da sygeplejersken pludselig spurgte: Hvornår fik du den sidste strålebehandling? Og så blev alt afbrudt, leder og læge blev konsulteret – der blev kigget på computerens journal. ”Desværre – vi kan ikke scanne i dag. Det er for tæt på den sidste behandling”. Nålen blev pillet ud af armen igen. Heldigvis for den sygeplejerske. For det kunne være gået helt galt – givet et helt forkert billede. Men ikke desto mindre.…
ET ÅR, EN MÅNED OG 15 DAGE
Vel er udtrykket ”at luften blev lukket ud af ballonen” en kliché. Men det var sådan vi følte os, da vi forlod Nuclearmedicin og PET på afdeling J Skejby Sygehus for at tage hjem. Totalt modløse. Men dog midt i det hele med stor lyst til at tage hjem, finde voodoo-nåle og sætte dem i en dukke, der kunne forestille lægen, som sidst i februar talte uger i kalenderen og sagde: ”I den uge kan vi lave en PET scan. Det vil passe med tiden efter strålebehandlingen, og så bliver I indkaldt til – forhåbentlig – en udskrivningssamtale”.
Det var 6. marts, vi blev indkaldt til scanning 13. maj, og den skulle så være fulgt op på tirsdag med den samtale, som efter 1 år, 1 måned og 15 dage i behandlingssystemet forhåbentlig kunne have givet os beskeden: ”Din kræftsygdom er kureret, Barbara Chester”.
MAN SKAL GRAVE DYBT
Nu skal vi vente mindst seks uger, før vi kommer så langt. Og når man i så lang tid har været i en konstant stress-tilstand med svingninger mellem bekymring, angst og håb om, at det hele nok skal gå, er yderligere mindst seks uger dæleme lang tid.
Vi har ikke været slået ud af kemo-skadede lunger, skadede nerver i benet, påvirkede og dårligere øjne, en slem lungebetændelse og mange uger i total isolation p.g.a. covid-19. Men den besked for to dage siden var tæt på at gøre det. For både som patient og som pårørende skal man grave dybt, for at finde ny energi. Der er allerede i hele forløbet gravet så dybt. Mange gange.
TÆT PÅ KNOCK OUT
Samtidig synes man heller ikke, at man kan være modløsheden bekendt. For der har jo dog trods alt i forløbet været opmuntrende
beskeder, og så mange andre mennesker er ramt så hårdt af cancer. Men ikke desto mindre – bare tanken om endnu mindst seks uger mere med svingninger mellem ”det skal nok gå” og ”hva’ nu hvis…”, var tæt på at være den knock out, vi har holdt væk i mere end et år ved at tage én undersøgelse og behandling af gangen, og ved at have 
vores honningdepoter: Noget godt i hverdagen at se frem til.
Vi var så tæt på. Vi havde håbet så meget, at vi tirsdag i næste uge ville have fået vores hverdag tilbage – for som Dan Turell sagde: ”Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Og så er mindst seks uger mere dæleme lang tid. Men som han skrev, sangeren og poeten Leonard Cohen: Der er en revne i alting – sådan kommer lyset ind.
Vores fælles projekt – Lokalposten – har haltet afsted i al den tid, vi har været kunder i behandlingssystemet. Og det vil den nok gøre i endnu mindst seks uger. Men nu ved I hvorfor.
