Kun “nationalt forkvaklede” kunne have medlidenhed med de tyske flygtninge

I dag for 75 år siden nærmede de tyske soldater, der havde været her i området, sig grænsen – på vej hjem til deres sønderbombede land. Deres transport var denne gang apostlenes heste, så det gik ikke så hurtigt, som da de kom til landet 9. april 1940.
Men to grupper tyskere blev. Nemlig flygtningene og de sårede soldater. Ørting-Falling området husede ingen – hverken flygtninge eller

250.000 tyske flygtninge kom til Danmark

soldater. Men det gjorde Saksild, Hou og godset Rathlousdal. Kvinder, børn, syge og gamle. 
Omkring 250.000 tyske flygtninge kom til landet i de første måneder af 1945.  Mange andre havde været på vej – men nåede ikke frem.

MERE END 12.000 DRUKNEDE
Passagerskibet Wilhelm Gustloff, der var overlæsset med flygtninge, blev i januar 1945 torpederet øst for Bornholm af russiske u-både, der ventede i Østersøen. Mere end 6000 mennesker druknede – kun nogle få reddede sig i land på Bornholm. Det var historiens største skibskatastrofe. 16. april 1945 blev skibet Goya også ramt. Det var et norsk fragtskib, som tyskerne beslaglagde og brugte til transport af soldater. Men nu blev det altså læsset med flygtninge, der skulle over Østersøen. Skibet nåede ikke så langt. To torpedoer fik det til at brække over og godt 6.300 mennesker druknede. Tallene er højere i nogle bøger. Men at det var lidt mere end 6000, der druknede, er baseret på skibenes registre, da de sejlede ud.

GODT 1000 I SOMMERHUSE
I de første måneder af 1945 var det besættelsesmagten, der indkvarterede flygtningene. Tyskerne havde krævet, at danskerne skulle

På Holsatia i Hou var flygtninge indkvarteret

tage sig af det. Men direktør Svenningsen fra udenrigsministeriet krævede en modydelse. Nemlig at de 1.458 danske politifolk, der sad i KZ-lejrene, skulle frigives og sendes hjem.
Svenningsen havde været kontaktpersonen til tyskerne siden den danske regering gik af i august 1945 bl.a. fordi tyskerne krævede dødsstraf for sabotage. Da rigsfuldmægtig Werner Best ikke ville gå ind på dét krav, begyndte tyskerne at beslaglægge skoler, forsamlingshuse, hoteller for at indkvartere de tyske flygtninge.
Her i området var godt 1000 flygtninge, som blev anbragt i sommerhuse i Saksild og Hou. Efter befrielsen blev de sendt til lejre andre steder. Men da der kom yderligere 800, som havde opholdt sig på skoler i Århus, blev to hoteller og et pensionat også taget i brug. Og flygtninge flyttede ind i de lejre på Rathlousdal, som tidligere havde huset tyske soldater.

“LUSEDE OG LASEDE”
På det tidspunkt var fortællingen om Danmark som en modstandsnation, hvor alle havde bidraget, allerede ved at blive bygget op. Som Per Stig Møller skriver i bogen ”Sommeren 45”: ”I maj 1945 havde alle været med i frihedskampen, og mere end 50.000 gik i løbet af måneden med frihedskæmper-armbind, selv om realiteten var, at kun 2 – 3 procent af befolkningen havde bidraget til den”.
Glemt var de mange tyske jøder, der blev afvist ved den danske grænse før besættelsen. Glemt var den politiske fordømmelse af sabotage og modstand. Og i den rus blev der set endda rigtigt skævt til de tyske flygtninge. I filmene om besættelsen, der efter befrielsen skulle styrke myten om danskerne, der ikke bøjede nakken, speakede skuespilleren Mogens Wieth og sportsjournalisten Gunnar Nu om de ”sultne, syge, lusede og lasede” tyske flygtninge, og om alle de sygdomme, de bragte med sig.
I april 1945 skrev det illegale blad Frit Danmark: ”I går brovtende, piskesvingende, undertrykkende – i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge i fuld gang med at slippe medlidenheds-kampagne løs på Europa”.
Af de 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark, var 70.000 under 15 år.

KUN “NATIONALT FORKVAKLEDE” FØLTE MEDLIDENHED

Enhver kontakt mellem danskere og tyskere var forbudt

I de illegale blade og modstandsbevægelsen blev mennesker, der havde medlidenhed med flygtningene kaldt udanske. I bogen ”Tyskere på flugt”, som netop er udkommet, refereres en artikel i ”De frie danske”. Her hedder det, at det var de blødsødne og nationalt forkvaklede, der havde medlidenhed. Og ”der er ikke et eneste menneske, hvis hjerte banker dansk, der frivilligt behøver at række vores fjender og deres afkom så meget som en brødkrumme”.
Frihedsråd og Lægeforening forbød læger at behandle og hjælpe syge flygtninge. Mange gjorde det alligevel – at lade være var i strid med deres lægeløfte og deres moral.

DATIDENS SMYKKELOV
Stemningen mod de tyske flygtninge var så ophidset, at 60 præster følte sig kaldet til at protestere i et åbent brev i Berlingske Tidende 24. juli 1945. De skrev, at de ville kæmpe mod en ny nazisme, som ”ikke i tyskeren ville se et medmenneske”.
Der blev oprettet lejre med pigtråd til at sikre danskerne mod flygtningene. Og mange steder var det bevæbnede folk med modstandsbevægelsens armbind, der holdt vagt.
I bogen ”Tyskere på flugt” fortælles om razziaer i flere af disse lejre, hvor beboeres få ejendele blev gennemgået for at finde penge og smykker. Alt blev beslaglagt af de bevæbnede vagter. Om det så var tyske sparekassebøger, der ikke kunne bruges til andet end at vise frem for naboer og familie som en slags krigsbytte.

LEJRE MED PLADS TIL 35.000

En af lejrene til de tyske flygtninge

Den danske regering havde forventet at blive af med flygtningene meget hurtigt – forventet, at de kunne sendes hjem lige efter den tyske kapitulation. Men det gav de allierede ikke lov til. De nægtede Danmark at sende de 250.000 mennesker tilbage til Tyskland. De var ganske vist blevet færre – i København f.eks. døde 2000 den første måned. Især børn og gamle, og over hele landet var der høj dødelighed.
Men fordi det danske ønske om hjemsendelse altså blev afvist, blev det nødvendigt at skabe rammer for flygtningenes ophold. I begyndelsen af september 1945 måtte politikerne meget mod deres ønsker oprette en egentlig flygtningeforsorg.
Flygtningene blev så vidt muligt flyttet ud af byerne og placeret i barakbyer, hvor der kunne være op til 35.000 mennesker. De skulle ud af skoler og andre offentlige bygninger – og de skulle væk fra danskerne.
Det blev nøje bestemt, hvor megen plads, den enkelte skulle have – og mange gram rugbrød, kartofler m.v. den enkelte måtte få hver dag. Og man begyndte at arbejde med planer for, hvordan børnene kunne blive undervist.

AF HENSYN TIL FREMTIDENS DOM
Det var ikke for tyskernes skyld, men af hensyn til fremtidens dom. Lederen af Flygtningeforsorgen sagde i september 1945, at tyskerne var ”….mennesker, der var kommet hertil imod vor vilje som det ikke kunne ventes af os, at vi skulle nære venlige følelser overfor”. Og han fortsatte:
”Men vil man gøre krav paa at kalde sig en demokratisk og derfor human stat var det klart, at vi af hensyn ikke så meget til flygtningene, men til os selv og til fremtidens dom, måtte tage den os påtvungne opgave op til løsning”.

Enhver kontakt mellem danskere og flygtninge var forbudt. Også senere, da risikoen for sygdomme og epidemier var minimal. Det ville være at “fraternisere med fjenden”.

MEL MED MIDER
Vi ved ikke meget om de flygtninge, der var her på egnen. De mange, der blev indkvarteret i hovedbygningen på Rathlousdal havde en

Kvinder og børn lå på det ødelagte gulv i Rathlousdal’s hovedbygning

kummerlig tilværelse i den bygning, som tidligere blev brugt til tysk kaserne. I temaartikler, som Odder Avis skrev 4. maj 2005, fortæller arvingen til godset, som var vokset op i Canada:
”Det var en meget bevægende oplevelse at ankomme en sen aften til godset , som jeg havde hørt så meget om i min barndom, og som jeg var arving til. Det første syn, der mødte os i hallen, var kvinder og børn, som lå overalt på de ødelagte gulve. De havde end ikke feltsenge – kun tæpper. Og de få el-pærer, der bare hang i deres fatning, gjorde blot stemningen endnu mere uhyggelig”.
En mand, der dengang var ung kommis hos en købmand fortalte avisens journalist, at mel med mider blev leveret til flygtningene på godset.
Vi ved, at flygtningen fra Odder-området senere blev sendt til lejre nordpå. Men vi ved ikke præcist, hvor de kom hen. Og heller ikke hvornår de forlod landet. Men vi ved, at de første tyske flygtninge forlod Danmark 1. november 1946 og de sidste 15. februar 1949. Så var det slut med lejrene. Og pigtråden kunne tages ned. 

Denne artikel er den sidste af fire artikler om besættelsen set fra vores område. Du kan læse de første tre her:
Hverdagen var tilbage dagen efter besættelsen – tyskerne var usynlige.
Den organiserede modstand i vores område begyndte på landet
Folkefornøjelse at håne

Denne artikel bygger på:
Temaartikler i Odder Avis 4. maj 2005
John V. Jensen: Tyskere på flugt, Århus Universitetsforlag
Per Stig Møller: Sommeren 1945, fra overmod til mismod, Kr. Dagblads forlag
artikler på danmarkshistorien.dk