Aktiviteter er blevet aflyst på stribe. Hjemmekontorer er blevet indrettet ved køkken- og spiseborde. Syv ministre er i isolation, og tilhørerne til kommunalbestyrelsens møder er blevet vist vintervejen.
Men noget er trods alt, som det plejer: Igen i år åbner Dorthe Bent ”Jul i Galleriet” på Den Gamle Station i Ørting. Tre weekender i træk. Første gang fra d. 27. til og med den 29. november. Fredage er galleriet åbent fra kl. 13 til kl. 17. Lørdage og søndage fra kl. 10 til kl. 16.
Her er mulighed for at købe julepynt lavet af glas, smykker, bronzefigurer, glas-skåle… Julegaver for enhver pengepung.
Også som hun plejer, inviterer Dorthe Bent en anden kunstner til også at udstille. I år er det tekstilkunstneren Henriette Nygård.