Corona-nedlukningen har været en hård tid for foreningen. Energi skulle bruges for at holde styr på de hurtigt skiftende restriktion. Og nedlukningen har tæret på økonomien, for alle de arrangementer, der plejer at skaffe penge har været aflyst. Men nu begynder det at lysne, og der kommer penge ind på kontoen.
FLERE BRUGER FITNESS
Det sagde formanden for ØFUG, Line Tikjøb, da hun aflagde beretning på generalforsamlingen. Loppemarkedet, der langt om længe kunne holdes i september, indbragte godt 50.000 kr. – og juleballet 15.000 kr. Den 26. marts har foreningen det store gymnastikstævne, der plejer at samle mange hundrede mennesker, og 23. april er vender også loppemarkedet tilbage til det normale tidspunkt. Antallet af medlemmer har ikke taget det frygtede store dyk på grund af nedlukningen. I 2019/2020 indberettede ØFUG 326 medlemmer – i år 308. Der er lidt færre gymnaster, end der plejer at være – men det opvejes af, at der er flere kontingent-betalere til fitness.
VI MANGLER FRIVILLIGE
Andre aktiviteter, der skal skaffe penge til foreningen, er på vej. ”Men det er nødvendigt, at flere frivillige giver en hånd med”, sagde Line Tikjøb. ”Det har været svært at finde nye frivillige til at hjælpe til. Det er som om at forældre og gymnaster tænker, at det er ikke noget vi behøver at deltage i, men hvis der ikke er nogen der deltager og hjælper, jamen så er der jo slet ikke noget der hedder ØFUG”, sagde hun.
BRUG FOR NYTÆNKNING
Stort set hele foreningens bestyrelse skal skiftes ud. For fem medlemmer synes, at de nu har aftjent deres værnepligt.
”Det er tid til et generationsskifte i foreningen”, sagde Line Tikjøb. ”Vi har ikke længere selv børn, der er aktive i foreningen, og vi er nok kommet til det punkt hvor vi gør som vi plejer. Og sådan bør det ikke være. Der skal være nye ideer, en ny fremtidsvision, ting skal prøves af igen, men måske med en anden vinkel”.
Men de fem forsvinder ikke helt fra foreningen. De vil fortsat i et vist omfang være hjælpere ved diverse aktiviteter, der kan skaffe penge til at sikre især områdets børn og unge et sted, hvor de kan dyrke motion og skabe lokale sociale relationer. Men der er brug for, at flere følger deres eksempel.