Corona-oprydningen har givet plads i skuffer, skabe og reoler. Så nu er der god plads til nye køb, når den lokale sportsforening, ØFUG, holder loppemarked i Ørting Hallen 20. september. Det har allerede været udsat to gange, men den nye dato holder.
I år er det ekstra vigtigt, at der kommer penge i kassen til foreningens arbejde. For Corona-foranstaltningerne betyder, at ØFUG mangler
de ca 60.000 kr, som de frivillige plejer at skaffe ved byfesten. Og desuden mangler foreningen godt 95.000 kr, fordi fitness-rummet 1. september har været lukket i næsten et halvt år. Så på en eller anden måde skal sportsforeningen skaffe 155.000 kr – ud over de godt 60.000 kr som loppemarkedet plejer at indbringe netto.
”Jeg håber virkelig, at lokalsamfundet vil bakke op. At man måske vil købe lidt mere, end man plejer – eller betale lidt ekstra for det, man køber”, siger formanden for ØFUG, Line Krogstrup Tikjøb. ”Fonden Ørting giver halvdelen af indtægterne til os, når den holder loppemarked med alt det, der blev efterladt på Margrethelyst Friskole. Og det er en god hjælp. Men 155.000 kr er rigtigt mange penge. Så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen og kom til Hallen 20. september. Uden den lokale opbakning får ØFUG nogle meget hårde år”.
ØFUG indsamler effekter til loppemarkedet over hele området 19. september.