Når Marie – min mor – hørte musik, trommede hendes fingre takten i bordet. Det gjorde de til få dage før hun døde.
Hun skrev lejlighedssange for venner og familie, og de kunne synges. Når hun havde skrevet sangen, var der ingen afbrydelser, fordi ord og melodi ikke passede. Ingen gæster ved bordene i forsamlingshusene måtte forlegent og småfnisende vente på, at en behjertet sjæl fik konfirmations‑, fødselsdags- eller sølvbryllupssangen tilbage på rette spor. Men hun sang aldrig selv. Hendes mund var knebet sammen til en streg, når der blev sunget, men fingrene trommede takten. ”Jeg kan ikke synge”, sagde hun i et tonefald, der fortalte, at hun ønskede ikke at blive sagt imod.
HONNING I EN TUDSE
Hun blev 90 år, før vi fik forklaringen. ”Han sagde, at der er ikke mere tone i mig, end der er honning i en tudse”. Han var læreren – og vi var 82år tilbage i tiden på skolen i Ålstrup. ”Det var jo andre tider dengang”, forklarede hun, da vi højlydt gav udtryk for, hvad vi mente om ham. ”Læreren var jo ikke hvem som helst, og han havde vel ret. Jeg kan ikke synge”, sagde den gennem-musikalske gamle kvinde.
Nej, læreren sagde man ikke imod. Lægen, præsten og dyrlægen kunne gøre det. Men de havde sjældent brug for det. Det lå i kortene fra begyndelsen, at deres børn kunne alt. I modsætning til de polske landarbejderes børn – de var dumme, mente samme lærer. Og det hjalp ikke fremad, at de også var katolikker.
I dag ville et barn (forhåbentlig) gå hjem og referere lærerens dom. Men det var ikke almindeligt, da min mor gik fra gården på Falling Mark, op over bakken, gennem landsbyen og fulgte skolestien til Ålstrup. Og havde hun gjort det, ville min morfar sikkert have været ligeglad. Om ungen kunne synge eller ej – hvad gjorde det, når bare hun var god til at hakke roer….
TRØST-HANSENS SOGNEKORT
Jeg ser min mor for mig – med sammenkneben mund og trommende fingre, fordi jeg af en læser blev gjort opmærksom på, at der måske var en historie i Ørting-Falling sognekortet.
Danmarks Pædagogiske Bibliotek opbevarer 856 sognekort – og altså også et for vores område: Billeder af sognenes kirker, skoler, præster og lærere og L‑inde®, som kvindelige lærere betegnes på kortet for Ørting-Falling.
Sognekortene kaldes Trøst-Hansens samling. Trøst-Hansen var grosserer i Esbjerg. Han fik i 1917 den idé, at man skulle indsamle billeder fra alle sogne og henvendte sig til Dansk Skolemuseums bestyrelse, som mente, ideen skulle støttes.
”KULTURHISTORISK VÆRDI”
Derfor skrev bestyrelsen et brev til præster og lærere i alle sognene og fortalte, at den “..anser et saadant værk for at være af stor historisk Værd og i høj Grad ønskeligt, skal den ret indtrængende henstille til D’Herrer Præster og Lærere hver i sit Sogn at være Hr. Trøst·Hansen behjælpelig med at faa fremskaffet de nødvendige Billeder af Personer og Bygninger. Værkets kulturhistoriske og særlig skolehistoriske Værd vil nemlig i høj Grad afhænge af dets Fuldstændighed og Nøjagtighed, og en saadan kan Udgiveren ikke naa uden manges forstaaende og beredvillige Hjælp. Bestyrelsen maa anbefale Foretagendet paa det bedste”.
Resultatet af henvendelsen blev 856 sognekort med rækker af medalion-billeder, som det hed, af lærere og l‑inder plus sognets præster. Dertil billeder af kirker og skoler. De blev betragtet som de kulturbærende institutioner på landet. Det kulturbærende blev også understreget, da fire tykke bøger med omtale af samtlige aktive lærere i Danmark blev udsendt. Det ville næppe være kommet sygeplejersker eller andre faggrupper til del.
Skolelæreren og præsten blev specielt på landet anset for at at være dannede og respekterede borgere, der vidste mere end de fleste. På sognekortene vises så de dannede mennesker på rad og række.
Og der på Ørting-Falling sognekortet sidder han så – den respektable han-bavian, som ødelagde min mors sangglæde.
FORSKEL PÅ LAND- OG BYSKOLER
Da sognekortene blev lavet, havde vi stadig en skolelov for landsbyskolerne og en lov for skolerne i byen. Alle børn havde undervisningspligt fra de var 7 til de blev konfirmeret som 14-årige. Men på landet gik de kun i skole hver anden dag. I byen hver dag. På landet skulle skoleferier indrettes efter landbrugets behov for børnenes arbejdskraft. Vi skal helt frem til ændringen af folkeskoleloven i 1958, før forskellen mellem skolerne i by og på land forsvandt.
Eleverne blev undervist i læsning og religion, og de lærte at regne, skrive og synge salmer. I faget læsning skulle de også læse om geografi og historie.
Børnene skulle kunne gå til skolen. Så det var undtagelsen, at der måtte være mere end to kilometer mellem hjem og skole. Det betød også, at der var mange små skoler med kun en enkelt lærer. Måske var børnene heldige, at det var et menneske med empati og sans for alle børn. Men de kunne også være uheldige at være prisgivet en hanbavian, hvis væsentligste kvalifikation var højlydt salmesang og bibel-citater.
Forældre kunne oprette friskoler. Og en sådan var der I Gylling og Eriksminde. Men her gik hovedsageligt børn fra hjem, der også var tilknyttet valgmenigheden eller som havde løst sognebånd, så de hørte til hos Gylling-præsten Otto Møller.
BESÆTTELSEN STOPPEDE FORNYELSERNE
Landkommunernes skolevæsen blev moderniseret med folkeskoleloven fra 1937 – flere fag, flere lærere, større bygninger – centralskoler. Men det tog sin tid, og så kom besættelsen, og satte fornyelserne i stå. Her i området fik vi ikke en centralskole før I 1961. Til da havde vi en skole i Ørting – hvor der nu er sognehus. Og en nyere skole i Ålstrup.
Siden Trøst-Hansens sognekort for Ørting Falling blev lavet i 1919, kom nye lærere til skolerne. F.eks. Niels Ladefoged. Bl.a. hjalp han en gruppe unge med at oprette ØFUG som en gymnastik- og foredragsforening, og han var aktiv omkring oprettelsen af forsamlingshuset i Falling, for nu blot at nævne to af de steder, hvor han satte sit præg. Han var respekteret I lokalsamfundet. For det frivillige arbejde han udførte i fritiden, og fordi han gik op i arbejdet som lærer.
PRÆST OG LÆRER VAR ØVRIGHEDEN
Trøst-Hansens sognekort fortæller mest af alt om en tid, hvor præst og lærer – i den rækkefølge – blev betragtet som “øvrigheden”. Da kirke, skole og de store gårdmænd udgjorde magtaksen i sognet.
Min mor var som voksen ikke blandt dem, der accepterede uretfærdigheder. Hverken når de ramte hendes egne eller andres børn. Hun reagerede – og hun holdt ved, og var revnende ligeglad med om hun skulle ruske op i “præst eller degn”.
Men den sårende bemærkning fra han-bavianen på sognekortet, som var helt uden sind og forståelse for hvor hurtigt et barns selvværd kan brydes ned, overvandt hun aldrig. “Jeg kan ikke synge”.
