Per Sar­to – den høfli­ge sprin­ter fra Gylling

Den­gang blev cykel­ryt­te­re ikke sendt på ugelan­ge træ­nings­lej­re i bjer­ge­ne, og det var hel­ler ikke et krav til ryt­ter­ne, at de – som i dag – dag­ligt skul­le ind­be­ret­te deres træ­nings­mæng­de og ind­ta­gel­se af mad. Ej hel­ler sad en hær af ernæ­rings­eks­per­ter, fysi­o­te­ra­pe­u­ter, træ­ne­re og viden­ska­be­li­ge med­ar­bej­de­re i fine kon­fe­ren­ce­lo­ka­ler og lag­de pla­ner for, hvor­dan net­op dén ryt­ter skul­le vin­de dét løb – ”kom­me på podi­et”, som det kon­stant bli­ver udtrykt af de kom­men­ta­to­rer, TV-sta­tio­ner­ne kal­der cykeleksperter.

Næh, man cyk­le­de de godt 60 km fra Gyl­ling til arbej­det i Århus og hjem igen. Om ons­da­gen en ekstra tur på godt 100 km og for­år og som­mer stod den på bane­træ­ning efter arbejdstid.

Det var sådan, cykel­ryt­te­ren Per Sar­tos træ­nings­pro­gram så ud. Så sim­pelt det end var, gav det resul­ta­ter for den 174 cm høje og 73 kg tun­ge unge mand. Blandt andet et Dan­marks­mester­skab i sprint og del­ta­gel­se i to Olym­pi­a­der – Tokyo i 1964 og Mexi­co City i 1968.

CYKLEDE OM KAP PÅ SKOLEVEJEN

Per Sar­to Jør­gen­sen, som var hans ful­de navn, blev født i Gyl­ling 3. marts 1944. Hans far ‑Asger Jør­gen­sen – var pedel på sko­len. Hans mor – Martha – gik ud som koge­ko­ne. Per var den yng­ste i en bør­ne­flok på fem – 3 dren­ge og 2 piger – der vok­se­de op i det lil­le hus på Køb­ma­ger­ga­de. Nav­net Sar­to fik bør­ne­ne efter deres mor, hvis ful­de navn var Martha Johan­ne Sar­to Sørensen.

Hvis børn i Gyl­ling skul­le have mere sko­le­gang end den, de fik til­budt i den loka­le sko­le, måt­te de den­gang, som andre børn fra oplan­det, til ”den pri­va­te”, som Rat­hlousko­len i Odder blev kaldt. De blev ikke kørt af for­æl­dre eller med sko­le­bus. De cyk­le­de. Og dren­ge­ne cyk­le­de om kap på deres almin­de­li­ge tun­ge cyk­ler, hvoraf nog­le – som Pers – hav­de gede­buk­ke­styr. Måske var det de kapløb, der gjor­de ham til tak­ti­ker og sprinter.

BANECYKLING AFLØSTE LANDEVEJSLØB

Den­gang var der ingen cykel­klub i Odder. Den kom først til i 1972 iføl­ge klub­bens hjem­mesi­de. Så da Pers inter­es­se for cykel­spor­ten var ble­vet vakt, kom han som 14-årig ind i Århus­ba­nens juni­o­raf­de­ling, men da den afde­ling blev ned­lagt i 1958, begynd­te han på lan­de­vejs­cyk­ling. Det blev aldrig den sto­re suc­ces – ikke i hans egne øjne i hvert fald, selv om han altid var pla­ce­ret blandt de bed­ste 10 pro­cent af del­ta­ger­ne, når han delt­og i løb. Så han var så småt ved at sige far­vel til cyk­ling, men blev lok­ket til­ba­ge til banen, og dér kom resul­ta­ter­ne. Han vandt begyn­der­lø­bet og snup­pe­de også de tre Prix-løb i Oden­se, Århus og på Ord­rup­ba­nen. Det blev bane­cyk­ling i resten af hans karriere.

BELEVEN OG HØFLIG

Maga­si­net Cykel­Jul – som måske ikke over­ra­sken­de blev udsendt til jul hvert år – brag­te i 1961 et portræt af den den­gang 17-åri­ge Sar­to. Her stod bl.a.:
”Der sid­der et godt stærkt ansigt med sun­de, blæn­den­de hvi­de tæn­der som en per­le­rad på Dan­marks bed­ste begyn­der årgang 1961, den 17-åri­ge Per Sar­to fra Århus. Han er bele­ven og del­ta­ger med stil­le diskre­tion i sam­ta­len om sig selv og cykel­spor­ten, men bag den kor­rek­te høflig­hed ser man tyde­ligt men­ne­sket med menin­ger, der giver personlighedspræget”.

Artik­len i jule­hæf­tet slut­ter med:
”Per Sar­to var sidst på sæso­nen bed­ste århu­si­an­ske bane­ryt­ter, han vil i hvert fald være mel­lem de aller­bed­ste i Dan­mark i 1962, og han har lov til at håbe på, at han kan bli­ve den aller­bed­ste. Hans bane­ra­cer er grøn – det er næp­pe til­fæl­digt, at han kører håbets farve”.

SØLVFAD FRA GYLLING BY

Om det var cyk­lens grøn­ne far­ve eller træ­nin­gen, der hjalp ham, skal være usagt. Men i hvert fald blev Per Sar­to som 18-årig i 1962 Dan­marks­me­ster i Sprint. Avi­ser­ne skrev om ham, at han var en tak­tisk bega­vel­se, og han hav­de sam­ti­dig det antrit, der skul­le til for at udnyt­te den. Han var det nye navn i dansk banecykling.

Det var den­gang, det hand­le­de om ære – ikke om pen­ge­præ­mi­er. Og æret blev han. Også I Gyl­ling, hvor sog­ne­rå­det for at ære bys­bar­net ind­kald­te til en sam­men­komst med kage, kaf­fe, små glas og tale af sog­ne­rå­ds­for­mand H.P. Dal­by. Sog­ne­rå­det hav­de åbnet pen­ge­kas­sen og købt et sølv­fad som gave med ”hil­sen fra Gyl­ling By” ind­gra­ve­ret. Pers for­æl­dre var også ind­budt – det sam­me var hans træ­ner, Hel­mer Nielsen.

TANDEM-SPRINT

Hel­mer Niel­sen hav­de selv tid­li­ge­re været en dyg­tig sprint-kører. Og nu var han sport­s­le­der på cyk­le­ba­nen i Århus. Om ham blev det sagt, at han rege­re­de cement-banen, som om han var en feu­dal­her­re på Val­de­mar Sej­rs tid. Han sat­se­de på de to sprin­te­re, der beg­ge kom fra vores områ­de. Nem­lig Niels Fred­borg og Per Sar­to. Fred­borgs far var i en årræk­ke for­val­ter på god­set Åkær, så han er også lokal.

De to begynd­te at køre tan­dem. Og i 1964 vandt de det euro­pæ­i­ske tan­dem grand prix, der blev kørt på banen i Århus. Sam­me år delt­og de i OL i Tokyo – dog uden at vin­de medal­jer. De kom på en femteplads.

”DEN SYMPATISKE SPRINTER”

Per Sar­to var ind­kaldt til mili­tærtje­ne­ste på Sjæl­land i 1965, og i den peri­o­de var han væk fra cykel­spor­ten og det hår­de cemen­tun­der­lag på Århus Cykel­ba­ne. Men da han i 1966 blev ser­gent i Århus, meld­te han sig klar igen. Og som det stod i den loka­le avis: ”Sar­to har alle­re­de star­tet for­be­re­del­ser­ne til sit come­ba­ck, og der er næp­pe tvivl om, at hans til­ba­ge­ven­den vil bety­de en væsent­lig for­stærk­ning af Århus banens ryt­ter­stab. Med det ihær­di­ge træ­nings­ar­bej­de, som altid har ken­de­teg­net den sym­pa­ti­ske sprin­ter, vil han utvivl­s­omt alle­re­de til for­å­ret igen pla­ce­re sig blandt eli­ten af dan­ske sprintere”.

VARMEN SLOG DEM UD

Og han pla­ce­re­de sig (fort­sat) i sprin­ter-eli­ten. Men det var ikke nok, da han i 1968 delt­og i tan­dem-sprint ved OL i Mexi­co City. Sam­men med mak­ke­ren Jør­gen Jen­sen, røg hur­tigt helt ud. Var­men og den tyn­de luft var for meget. Hav­de det været i dag, var de ble­vet sendt på træ­nings­lej­re, der kun­ne have for­be­redt dem. Men den slags moder­ne inve­ste­rin­ger brug­te man ikke dengang.

Per Sar­to fik en del tro­fæ­er til at sæt­te ind i ska­bet – incl. sølv­fad fra Gyl­ling By. Men alt­så ingen OL-medaljer.

MENNESKELIGE KVALIFIKATIONER

Men det var ikke kun hans sport­s­li­ge resul­ta­ter, der blev frem­hæ­vet i avis­ar­tik­ler. Det var også hans men­ne­ske­li­ge kva­li­fi­ka­tio­ner. At han på alle måder var en gent­le­man i sporten.

Han uddan­ne­de sig til soci­al­rå­d­gi­ver, og arbej­de­de i Århus kom­mu­ne. Bl.a. i Gel­lerup i Bra­brand. Men han arbej­de­de også sene­re som under­vi­ser på soci­al- og sund­heds­hjæl­per uddannelsen.

Alle ste­der bli­ver hans evne til at lyt­te til men­ne­sker frem­hæ­vet – hans evne til at få andre til at føle, at de bety­der noget.

Da han hav­de stil­let kon­kur­ren­ce-cyk­len begynd­te han at løbe mara­ton, og kør­te også med i ama­tør­løb som Køben­havn-Århus. Han skrev artik­ler til maga­si­net Cykel­mo­tion Danmark.

I dag har han sagt far­vel til cyk­ling, og del­ta­ger hel­ler ikke som andre ex-ryt­te­re i begi­ven­he­der, hvor de viser for­ti­dens tro­fæ­er frem.

Det var som bane­ryt­ter i de unge år, han fik sat Gyl­ling på land­kor­tet – dren­gen, der kør­te om kap med de andre på vej­en til sko­len i Odder.

Århus-banen, hvor Sar­to og andre cyk­le­de, blev ind­vi­et i 1940, og har været gen­nem både op- og ned­t­u­re (Læs her). Men nu er det helt slut. 1. okto­ber ryk­ker bul­l­dozer­ne ind. En stør­re grup­pe arbej­der på at skaf­fe pen­ge til en helt ny inden­dørs bane. For at skaf­fe mid­ler, er det nu muligt at købe et styk­ke af banen – se her.