En familie flyttede til Ørting i februar 1977. Far, mor og tre drenge rykkede ind i det høje hus på Horsensvej ved siden af Jytte og Peters købmandsforretning. Familien kom fra en toværelses lejlighed i Århus, der var blevet for trang, da det tredje barn meldte sin ankomst.
Forældrene havde ingen tilknytning til Ørting. De skulle bare have et hus med plads og i rimelig afstand fra Århus, hvor de begge arbejdede. Og huspriserne i Ørting var til at have med at gøre.
Det var dengang, man helst skulle være mindst tredje generation for at høre til i landsbyen, og centralskolens elever altid havde flere fætre og kusiner i skolegården.
FRA TO VÆRELSER TIL 260 KVADRATMETER
Rasmus Hastrup, den ældste af de tre drenge var seks år, da familien flyttede ind. ”Det var vildt pludselig at have cirka 260 kvadratmeter, 8 – 10 værelser plus udhus og en have med et stort æbletræ”, siger han. I dag er han 53 år, cand.mag. i engelsk og litteraturhistorie og arbejder blandt andet med at oversætte bøger fra engelsk til dansk. Han har også selv fået udgivet foreløbig fire skønlitterære bøger. Gør man sig umage, kan man i et par stykker af dem finde afsnit, der kunne være hentet fra Ørting på den tid, hvor han voksede op i landsbyen. Ingen personer er genkendelige – det skulle da lige være skoleinspektøren, hvis kontor altid stank af piberøg.
ET SKØNT STED…LIGE INDTIL..
Han oplevede de første år som meget trygge: ”Vi færdedes frit rundt i hele byen. Når vi kom hjem fra skole, stillede vi cyklerne og løb ud og legede på vejene eller spillede fodbold på den gamle, smadrede legeplads, der stødte op til vores have. Jeg havde gode venner, som jeg var sammen med hver dag”,
I begyndelsen var der ingen, der tænkte på, om Rasmus passede ind eller ej. Han passede fint ind. I hvert fald så længe ingen tænkte over det. Ørting var et skønt sted at vokse op – lige indtil det ikke var det mere.
For det ændrede sig, da han blev lidt ældre. Familien var blevet udvidet med en lille pige, og i begyndelsen af 1980’erne blev forældrene skilt. De var begge akademikere, og nu boede Kirsten Hastrup, der var ansat på universitetet, skrev bøger og tog på ekspeditioner altså alene med fire børn. Hun var ikke helt almindelig – sådan efter Ørting-standarder. Det var hendes ældste søn heller ikke:
MOBBEOFFER
”Efterhånden blev det sværere for mig at finde ud af, hvor og om jeg hørte til i et samfund, hvor man var ”ny”, hvis ikke familien havde boet i byen i flere generationer”, siger han.
Og det blev værre da de andre drenge begyndte at prøvesmage cigaretter og snakke om den knallert, de ønskede sig. For det interesserede ikke Rasmus. Han var vild med bøger, og det pressede ham ned i den nørdede ende af spektret. Al den læsning gav ikke mange point fra de andre drenge. Heller ikke fra pigerne. Tværtimod. Det gjorde ham i perioder til de sejes mobbeoffer. Men også alle de andres offer. For så stod de ikke selv for skud. En strategi Rasmus også lærte.
ALTID ANTENNERNE UDE
”Jeg erfarede, at stemningen kunne vende på et øjeblik, så jeg vænnede mig til altid at have antennerne langt ude for at prøve at opfange de mindste signaler om, at det var ved at gå galt og jeg var rykket frem i mobbekøen. Ingen af lærerne på skolen bemærkede noget som helst, og selvfølgelig sagde jeg ikke selv noget – det ville kun have gjort det hele værre”, siger han. ”Så jeg bed tænderne sammen og skyndte mig hjem og blev indenfor. Jeg var også selv med til at mobbe somme tider, hvilket jeg virkelig, virkelig hader at tænke på i dag. Men det var rent overlevelsesinstinkt – nogen skulle holdes udenfor, og jeg vidste, at jeg stod blandt de allerforreste i køen”.
SKOLEBIBLIOTEKAREN
Set i bakspejlet virker det, som om de fleste af lærerne på skolen var tilfredse, så længe børnene gjorde, hvad der blev sagt og ikke lavede ballade. Jeg husker ikke et læringsmiljø, hvor vi ligefrem blev opfordret til kritisk, selvstændig tænkning”.
Dog vil han altid tænke på skolebibliotekaren med varme følelser. Han mærkede drengens interesse for litteratur og anbefalede ham flere gange bøger, som han mente, Rasmus kunne have glæde af at læse.
At han stadig husker skolebibliotekaren fortæller os i dag, hvor vigtigt det er for et ensomt barn at opleve interessen fra en voksen-person.
HÅNDBOLD
Rasmus deltog ikke i fritidsaktiviteter, men på et tidspunkt lod han sig overtale til at begynde at gå til håndbold. ”Det var ikke fordi sporten sagde mig det mindste, men der manglede folk, hvis de overhovedet skulle kunne stille med et hold. Jeg husker det, som om vi højst nåede at træne to gange, før vi første gang skulle spille kamp. Jeg kunne ikke engang reglerne. Vi spillede i Odder eller Beder eller et helt tredje sted og blev selvfølgelig totalt smadret og spillet ud af banen. Der var en kamp, hvor vi kun tabte med fem mål; det var mindst en halv sejr for os. Efter et halvt års tid stoppede jeg, hvilket ikke øgede min popularitet”.
RATHLOUSKOLEN
De fleste voksne var nogle, man var lidt bange for, men ud over skolebibliotekaren husker jeg også vores naboer, købmandsparret Jytte og Peter, hvor vi købte slik hver lørdag formiddag, som venlige mennesker.
Efter syvende klasse begyndte børnene fra landsbyen på Rathlouskolen i Odder. Dér kom børn fra alle de små byer i oplandet – Falling, Gylling, Hundslund… Det gav gode muligheder for nye indtryk og nye bekendtskaber, fordi kortene blev blandet.
”Min klasse fra Ørting blev fordelt på to forskellige klasser i Odder. Jeg var stadig ikke en af de seje, men det var der nu også andre, der heller ikke var. Jeg trivedes udmærket på Rathlouskolen, men gik der kun et år, da vi i sommeren 1985 flyttede til Århus”, siger Rasmus.
SATTE DYBE SPOR
”Jeg tænker tit på byen, og afhængigt af mit humør kan tankerne være gode eller mindre gode. Jeg spekulerer jævnligt på, hvad der mon er blevet af den eller den person fra skolen. Det er faktisk interessant, at jeg stadig tænker så meget på Ørting. Der er flere steder, jeg har boet i væsentligt længere tid, men måske handler det om, at netop den periode, folkeskoletiden, sætter dybe spor i erindringen og tilværelsen. Man kan ikke undslippe sin fortid, og det behøver ikke at være dårligt. Vi er dem, vi er – især på grund af vores fortid”.
