Sengene blev sat op på arbejdsvognenes lad, og så kørte bymændene ellers de fattiges få møbler ud af Ålstrup over til den nye fattiggård i Ørting. Her skulle “nyderne af fattigdomsunderstøttelsen” bo – og lære at arbejde. Skatteyderne havde talt.
Det skete i den lille landsby i 1883. Fattighuset med de otte stuer var da kun 15 år gammelt, og det havde erstattet de gamle fattighus-rønner i Ålstrup og Amstrup. Men sognerådet havde sendt lister til skatteyderne i sognet og spurgt: Skal vi have én fattiggård, der tager beboere fra landsbyerne Ålstrup, Falling, Amstrup og Ørting – eller skal vi renovere de gamle fattighuse? Fattiggården vandt. Så det forholdsvis nye fattighus blev tømt for beboere.
“MANDEN BORTRØMT”
Folketællingen fra 1880 viser, at fattighuset på det tidspunkt havde 12 beboere – de tre var børn. Det var Karen Rasmussen, der boede i huset med tre drenge på 12, 11 og 8 år – Niels, Rasmus og Christian. Karen er registreret som ”gift” – men i bemærkningerne gøres opmærksom på, at ”manden er bortrømt”.
Den ældste beboer er enken Karen Laursen 78 år gammel.
Alle 12 beboere ”nyder fattigdomsunderstøttelse”, som de står i folketællingen.
“EKSPLOSIV STIGNING”
Hvor meget der var at nyde, kan diskuteres. Ganske vist stod der ikke uden for huset en indsamlingsbøsse, hvor folk kunne lægge almisser, som det var almindeligt tidligere. Og vel var man holdt op med at sende de fattige på ”omgangsforsørgelse”, som det hed, når præsten organiserede, at de blev sendt rundt på gårdene for at få føden hvert sted et par dage. Men hjælpens størrelse var ingen ret. Den blev bestemt af fattigkommissionen. Sognene var pålagt at udskrive en fattigskat, der skulle dække fattighjælpen. Og der blev snakket om eksplosiv stigning i udgifterne.
Grundloven af 1849 havde for første gang givet ret til fattighjælp fra det offentlige, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Eller som der stod i paragraf 89:
”Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”.
Og de forpligtelser, som “lovene herom paabyde”, var hårde. Fattighjælpen var kun et lån, og det skulle betales tilbage. Hvis en mand var på fattighjælp, havde han ikke borgerlige rettigheder – han kunne ikke gifte sig uden fattigkommissionens tilladelse. Og de få mænd, der havde stemmeret, kunne ikke stemme, før hjælpen var betalt tilbage. (Kvinder fik ikke stemmeret før i 1915).
FATTIGDOM ER SELVFORSKYLDT
Fattigdom blev i stigende grad opfattet som selvforskyldt. Og der kom den ene stramning efter den anden for at indskrænke fattighjælpen.
Fattiggårde skød op over hele landet. Deres vigtigste funktion var genopdragelse til arbejde. Der var arbejdspligt, og lønnen var alene mad og husly. Beboerne kunne altså ikke – som i fattighusene – nyde fattigdomsunderstøttelse, og eventuel indtjening gik i sognets kasse.
På landet var det almindeligt, at flere sogne gik sammen og købte en gård, der i princippet kunne rumme alle. De gamle, de syge, de forældreløse – og så også dem, der var selvforskyldt fattige, og som skulle lære at arbejde og blive gode samfundsborgere.
I takt med oprettelsen af fattiggårdene, blev fattighusene nedlagt.
Her i området lå fattiggården på Bilsbækvej i Ørting. Den blev oprettet i 1883 – derfor kunne bymændene fra Ålstrup samme år læsse sengene fra fattighuset op på arbejdsvognene og så afsted med dem – og med de fattige.
Fattighuset ligger stadig på Ålstrupvej – men det er nu bolig for en familie.
Artiklen bygger på:
Nina Fabricius: Vi byggede selv vores samfund. (Bogen kan stadig købes på Odder Museum. Den koster kun 30 år). Tegning og fotografi er hentet fra bogen
Oplysninger hentet fra www.danmarkshistorien.dk
Folketælling
