Sorgen blev kapslet inde
I stuen ligger små bluser, vanter, sokker og et tæppe – alt strikket af garnrester Og i lænestolen foran TV’et ligger strikketøjet parat.
Vera Christensen på Horsensvej er med i Røde Kors ”nørklerne” – godt 40 kvinder, der strikker af alt det restegarn, de får foræret. De mødes én gang om måneden, og så er der ellers gang i strikkepindene hjemme.
”Vi får poser fulde af garn og vi får en masse ud af det, som andre kan have gavn af”, siger Vera.
Tøjet og tæppet skal til Hviderusland, hvor det skal holde små børn varme.
Vera er også frivillig i Røde Kors som besøgsven. ”Det er rart at kunne gøre nytte. Og man får så meget igen”, siger hun.
ØLSMUGLERENS HUS
I 2003 flyttede Vera og hendes mand til Ørting. De flyttede ind i huset på Horsensvej, hvor den seneste beboer var Ejnar
30 læs af øl-smuglerens efterladenskaber måtte køres på lossepladsen
Wetche, som gennem flere år to gange om ugen tog bussen til grænsebutikkerne, og hentede billige øl hjem til en større gruppe Ørting-beboere, der blev kaldt Paderborn-Ligaen, opkaldt efter den tyske øl Paderborn. Han blev snuppet af tolder og skattevæsen. Det blev hans kunder også.
”Jeg ved ikke, hvad han gik og skruede på nede i kælderen”, siger Vera. ”Den var helt fyldt op med gamle komfurer og skabe. Huset var fyldt med alt hans skrammel, så vi måtte køre godt 30 læs på lossepladsen, før vi overhovedet kunne komme til. Min mand var dygtig med hænderne, så han fik bygget garage, lagde fliser og meget andet. Og vi fik lavet en have og plantet frugttræer. Det er et godt sted at bo”.
Nu bor hun her alene, for i 2015 døde hendes mand af kræft. De sidste måneder passede hun ham hjemme. ”Det var jeg glad for, at jeg kunne”.
Der er meget at klare med hus og have. Men hun har god hjælp fra datteren Lisbeth og hendes mand, som bor i Dyngby.
SORGEN BLEV KAPSLET INDE
82-årige Veras liv har ikke altid været let. Hun blev enke, da hun var 29 år. Hendes første mand døde pludseligt i 1966, og så stod hun med ansvaret for deres fælles søn på to og et halvt år og for hendes mands børn på otte og ti år. Som mange andre har hun i årevis måttet leve med eftervirkningerne af tavshedens mur, som dødsfald for ikke så længe siden blev mødt med. Det handlede bare om at komme videre. Forældre, der mistede et barn, fik f.eks. at vide, at de skulle få et andet.
”Jeg fik ikke tilbud om at snakke med nogen om det. Det var bare med at lukke af og komme videre. Da min anden mand døde for tre år siden, kunne jeg få samtaler både her og der. Men sådan var det dengang: Kom videre. Det tog mange år
Der var ingen tilbud om at snakke med nogen. Det var bare med at komme videre
for mig at få løst lidt op for alt det, der skete dengang”.
HJEMMEHJÆLPEREN OG HENDES LILLE DRENG
Vera bed tænderne sammen og kom videre – med sorgen indkapslet. Hun adopterede børnene på otte og ti år.
”Jeg skulle jo have noget at leve af”, siger hun. ”Så gik jeg til kommunen og sagde: Jeg vil gerne være hjemmehjælper. Det kan du godt blive, sagde damen. Hvad skal jeg så gøre med min lille søn? Ham tager du da bare med. Og det gjorde jeg så. Jan og jeg tog rundt, og de gamle var glade for at se ham – stillede alt muligt frem, som han kunne lege med. Det gjorde vi, til han skulle i skole”.
OGSÅ LISBETH VAR MED PÅ ARBEJDE
I 1972 blev Vera gift igen. Hendes mand var egentlig murer, men han søgte arbejdet som graver og ringer ved Gylling kirke, og Vera blev medhjælper. Her arbejdede de i 17 år. Alrø kirke kom også til. Familien boede i Fensten.
I 1976 fik de to datteren Lisbeth. Og som Jan var med Vera som lille, da hun var hjemmehjælper, var pigen også med forældrene på arbejde på kirkegårdene.
”Vi havde nogle rigtig gode år”, siger Vera. ”Selv om vi var så meget sammen, var der aldrig et ondt ord mellem os. Vi havde været gift i 42 år, da han døde”.
JAN DØR AF ARVELIG SYGDOM
Men heller ikke dén periode var uden en stor sorg. Veras første mand døde fordi hovedpulsåren sprang. Den sygdom kan være arvelig, men det vidste man ikke så meget om dengang. Så i 2000 døde sønnen Jan af det samme – kun 37 år gammel. Han var gift og havde to små drenge.
”Heldigvis blev drengene undersøgt”, siger Vera. ”Og den ene havde sygdommen. Men han er blevet opereret et par gange og har det godt. Han arbejder som pædagog”.
ET AKTIVT LIV
Vera lever et aktivt liv. ”Da min mand døde, tænkte jeg: Hvad skal du nu? Og så bestemte jeg, at nu var det på tide at komme mere ud blandt andre mennesker”, siger hun.
Foruden det frivillige arbejde i Røde Kors, er hun med i pensionistklubberne her i Ørting og også i onsdags-klubben i Gylling. Hun kommer, når der er morgensang i kirken med efterfølgende kaffe i Sognehuset. Og hun kommer i kirken til gudstjenester. Også i Odder, når det er Vibeke Døssing Rudebeck, der tidligere var sognepræst her, der prædiker.
Da min mand døde, tænkte jeg: Hvad skal du nu? Og besluttede, at nu var det tid til at komme mere ud blandt mennesker
”Hende var jeg som så mange andre rigtig glad for. Og jeg er så ked af alt det, der er sket med kirken – færre præster, fælles menighedsråd for seks sogne osv. Men jeg kommer, hver gang kirken arrangerer noget. Den har været en stor del af mit liv i så mange år. Og som arbejdsplads i 17 år”.
GUDRUN SKUBBEDE PÅ
Vera er også begyndt at tage med på andre ture end menighedsrådets årlige udflugt.
”Lige efter at min mand var død, ringede Gudrun, min nabo, til mig og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme med til Hanstholm på en af de ture, som Lis Pallesen fra Gylling arrangerer. Først sagde jeg nej – jeg har jo ikke sådan før boet på hotel og været sammen med så
Vera på turen til Holland (foto: Gudrun Tirsek)
mange. Men det endte med, at jeg tog med alligevel, og heldigvis for det. Det var sådan en god tur sammen med så mange søde mennesker. Jeg har også været i Holland – og igen var det Gudrun, der skubbede på. Så måtte jeg jo have et pas – men den tur fortrød jeg heller ikke. Vi oplevede så meget, og alt var så flot”.
COMPUTEREN BLIVER BRUGT
I godt selskab i Amsterdam (foto: Gudrun Tirsek)
Computeren er også i brug. ”Min mand syntes jo, vi skulle have det fibernet, da det blev lagt ud, og det var gratis at blive tilsluttet. Så måtte vi jo også have en computer. Jeg har været på kursus i Gylling, og jeg er glad for den. Jeg læser nyheder, og jeg kan sende e-mail. Det er jo så meget hurtigere – og billigere – end posten”.
Og for nyligt har heldet tilsmilet Vera. ”Der var en mand, der ringede til mig og spurgte, om jeg havde en bestemt lodseddel – og det havde jeg da. Så havde jeg vundet! Nu har jeg fået et helt nyt gelænder på trappen og nye fliser i et kælderrum. Det er blevet så pænt”.
I haven foran huset er æbletræerne skåret ned med hjælp fra datteren og svigersønnen. Æblerne skal bruges – som også bær og andet bliver brugt.
I eftermiddag er Vera besøgsven hos damen i Odder. ”Jeg tager en æblekage med, for den er hun jo så glad for”.