Flaget var hejst ved Hallen, parkeringspladsen fyldt op og begge sider af Persievej måtte afgive plads til endnu flere biler – mange med fastspændte trailere i tilfælde af, at noget skulle transporteres hjem.
Det var dagen for den første store begivenhed efter Corona-nedlukning og restriktioner, som skulle skaffe den lokale idrætsforening, ØFUG, penge i den slunkne kasse. Nemlig loppemarkedet.
Kunderne svigtede ikke. Det gjorde giverne af de mange lopper heller ikke. Sidste år måtte det hele aflyses, men mange havde opbevaret effekterne hjemme til bedre tider. Og de kom altså søndag.
MØBLER OG JULENISSER
Hallen var fyldt op. Tøj i bunker og på bøjler. Legetøj. Porcelæn og køkkenredskaber. Bøger. Borde med blandt gods – fra lamper til julenisser. Og i midten en lang række med møbler.
Kl. 14 blev alle møblerne sat ned i pris – alt fra store sofaer til små skabe kostede nu 40 kr. På samme tid kunne man også fylde en pose – også for 40 kr.
På pladsen uden for Hallen stod havemøbler, komfurer, haveredskaber, cykler – alt var, som det plejede at være før Corona lukkede os ned og efterlod foreningerne med et hul i kassen.
Da restriktionerne endelig blev ophævet, var tiden knap. Så i år blev der ikke tegnet annoncer til den husstandsomdelte folder om loppemarkedet.
Det kunne mærkes lidt på den samlede omsætning. Den blev lige omkring 50,000 kr. Det normale beløb uden annoncerne.
JUBILÆUM TIL NÆSTE ÅR
Det var loppemarked nummer 49. Og havde den forsømte virus ikke invaderet landet, kunne ØFUG have fejret 50 års jubilæum med at omsætte skrot og lopper til klingende mønt til brug for arbejdet med at give tilbud til områdets børn og unge.
Det bliver så til næste år, hvor folderen forhåbentlig igen kan fyldes med annoncer fra sponsorer.