Odder Byfest skal styrkes og gøres mere interessant, så endnu flere mennesker har lyst til at deltage.
Det er målet for de to lokale idrætsforeninger – ØFUG og Gyllings Boldklub – der samarbejder med Odder Cykelklub og Odder IGF Fodbold om at drive to af byfestens største telte – Nordens Perle og Sydens Perle. Og også om at arrangere Østjyllands længste kræmmermarked, der strækker sig fra Torvet og ned til Vejlskoven.
” Vi har omdøbt Sportens Telt på Torvet til Nordens Perle, så der en større genkendelighed mellem de to telte”, siger Thomas Tikjøb fra ØFUG. ”Og vi kommer til at byde på en bred vifte af oplevelser – for både børn og voksne”
”Vi arbejder på et nyt koncept med en lokal talentscene, hvor byens kommende rockstjerner, kan vise hvad der er på vej indenfor deres genre. Vi har omdøbt den traditionelle “damefrokost” lørdag i teltet på Torvet til at være Ladies Night, og vi begynder nu kl. 17, og åbner teltet igen for alle kl.20. På den måde kan feststemningen vare længere”.
De fire foreninger deler byfestens overskud ligeligt. Har du lyst til at give en hjælpende hånd til byfesten – og dermed støtte det lokale foreningsliv – kan du kontakte Thomas Tikjøb på tlf 2610 0770.