De 500 billetter til halbal 1. juni med Kandis, er nu væk. Og det bliver ikke muligt at købe adgang i døren, for der må simpelthen ikke lukkes flere mennesker ind i Ørting Hallen.
Det er Odder Skanderborg Landboungdom og Ørting Hallens Venner, der er gået sammen om at invitere til halbal, og deltagerne er blevet lovet ”lækker buffet, bundløs bar og en masse fed musik”.
Men først skal den genfødte forening – Ørting Hallens Venner – have arrangeret det store loppemarked 14. april mellem kl. 12 og kl. 15.
GENOPSTOD FRA DE DØDE
Foreningen genopstod sidste år, da der var risiko for, at loppemarked nummer 50 ikke ville blive til noget, for arrangørgruppen under ØFUG havde i årevis brugt en masse kræfter på begivenhed. Nu skulle der nye kræfter til. Men gymnastikforeningen kunne ikke stille med nye arrangører, så alt tydede på, at loppemarkedet ville dø en stille død. Også Ørting Hallens Venner var på vej i graven efter i mange år at have tjent penge til Hallen. F.eks. ved at arrangere en stor kunstudstilling i påsken. Der var kun to medlemmer tilbage. Den ene var 80 år.
Det skal blive løgn. Det tænkte en gruppe mennesker, der var engageret i Hallen, og så genoplivede de Vennerne. Det første foreningen arrangerede, var loppemarked nummer 50. Og det bliver fulgt op med endnu et loppemarked 14. april – og med halbal 1. juni. Det sidste er lidt af en bedrift. For det er en kendsgerning, at en rockfestival i Gylling og ØFUG’s forsøg på at arrangere store julefrokoster i Ørting Hallen, havde ikke just vind i sejlene. Der stod ikke ”udsolgt” hen over plakaterne om disse begivenheder – der stod ”aflyst”. Desværre.