Niels Dreves Andersen blev slået med forbavselse, da han sammen med børn og børnebørn trådte ind i Ørting Kirke. Han ville vise dem det krucifiks af egetræ, som deres bedstefar og oldefar havde skåret til kirken, som han senere også ville vise dem faderens værker i Falling og Gylling kirker.
Men i stedet for et egetræskrucifiks med en Jesus med langt krøllet hår bredt ud over skulderen, halvt lukkede øjne og fødderne naglet til korset, så han nu en Jesusfigur med brunt hår, brunt skæg, brune øjenbryn og gråhvid hud. Kindben og læber var malet røde, og fra hænder og fødder dryppede blodrøde dråber. Lændeklædet var belagt med guld. Også naglerne havde fået guld.
Niels Dreves Andersen var stum.
Hans far var billedhuggeren Rasmus Morten Andersen fra Falling. Og sønnen vidste, hvor forfærdet han ville være blevet, hvis han havde set egetræskrucifikset overmalet med limfarve og bladguld.
Det farvelagte krucifiks hænger stadig i kirken. Trods familiens protester. Niels Dreves Andersen skrev til menighedsrådet og bad om at få krucifikset renset. Det skete altså ikke. Og det er heller ikke muligt at finde ud af, om anmodningen overhovedet blev behandlet.
KRISTUSFIGUR I FALLING
Måske mente medlemmerne, at når Nationalmuseet havde stået for valg af limfarver og bladguld, så måtte det være det ypperste, de kunne få.
For det var nemlig Nationalmuseets maler, der i 1936 havde farvelagt det udskårne egetræs-krucifiks. Det skete, da hele kirken samme år blev restaureret og farvesat i gråt og grønt – som den stadig er.
Kirkegængere kan stadig i Ørting Kirke kigge på blodrøde dråber og gråhvid hud.
Heldigvis er Rasmus Morten Andersens værker i kirkerne i Falling og Gylling gået fri. Kristusfiguren i Falling i gips var billedhuggerens gave til kirken i barndomsbyen. Hvis man har besøgt domkirken i København – eller har set kirkens indre på TV – vil man nok synes, der er visse ligheder mellem Falling Kirkes kristusfigur og Thorvaldsens værker. Men der er også en stor forskel mellem de to billedhuggeres fremstilling af Jesus. Rasmus Morten Andersen viser ham som det ydmygede menneske med bundne hænder og tornekrone – ikke som den figur, man ser i domkirken med åbne arme, synlige sår efter korsets nagler og iført et klæde, der går fra skulder til fod.
EN PRÆDIKESTOL I GYLLING
I Gylling kirke finder vi spor efter billedhuggeren i den udskårne prædikestol af eg. De tre figurer i buefelterne, Peter, Paulus og Johannes er næsten friskulpturer. Paulus står i midten, vendt mod menigheden og har den mest udtryksfulde stilling af de tre. Prædikestolen er skåret i eg, og søjlefoden er en egestammem med løv og agern. Egeløv er et fast symbol på troens styrke i kristen sammenhæng. Bortset fra figurernes guldbund og topstykkets forgyldte tandsnitsornament har prædikestolen fået lov til at stå i træets farve.
PORTRÆTMEDALJONER
Krucifikset, prædikestolen og kristusfiguren er ikke de eneste spor efter billedhuggeren Rasmus Morten Andersen, vi finder omkring kirkerne. På kirkegården i Falling finder vi en portrætmedaljon på hans fars gravsten – og ved Gylling Præstegård på præsten Otto Møllers mindesten finder vi en anden. På den gravsten, han satte for sin far, står: ”Kierlighed er livets fylde”. Det vidner om det nære forhold, der var mellem far og søn. Det kan du læse mere om i artiklen ”Rasmus fra Falling fik medaljer og ridderkors”. I artiklen kan du også læse om alle de statuer og buster, han har lavet, og som er placeret over hele landet.
BREV TIL MENIGHEDSRÅDET
I Ørting Kirke har vi kun det krucifiks, som Nationalmuseets kirkemaler forvandlede til – hvad Rasmus Morten Andersens søn beskrev som en figur, der ”ville være min fars kunstsyn særdeles fremmed”. Niels Dreves Andersen skrev i et brev til menighedsrådet:
”Hvid limfarve og røde bloddryppende sår og forgyldte nagler mm. Denne anmassende form i såvel skrift som farver ville være min fars kunstsyn særdeles fremmed. Jeg skal derfor anmode Ørting Sogns Menighedsråd om at foranledige, at krucifikset bringes tilbage til sin oprindelige skikkelse. Jeg forventer at høre nærmere fra menighedsrådet.”
Han fik aldrig et svar – og det forvandlede krucifiks hænger stadig i kirken.
Kirkerne er åbne i dagtimerne, når de ikke er i brug.
Stor tak til Lise Laursen for hjælp til research.
