Den anden dag i januar 1877 pakkede en far og hans 15 årige søn rygsækken hjemme i Falling, og sammen begyndte de den dengang lange rejse mod København.
Tømrer Niels Andersen fulgte med en vis bekymring sønnen Rasmus Morten til hovedstaden, hvor han skulle lære noget – og ind på kunstakademiet. For Niels Andersen mente, at de ansigter drengen som tidsfordriv skar i træ, da han efter konfirmationen passede bedstefaderens køer, kunne føre til meget mere, hvis han fik lært håndværket. Og det fik han ret i.
Rasmus skabte værker, der står over hele landet. Han fik Eckersberg Medaljen, som ”tildeles kunstnere som har ydet en indsats af høj kunstnerisk kvalitet” og han blev også i 1917 udnævnt til ridder af Dannebrog. Og fordi han fik Ridderkorset, skulle han aflevere en levnedsbeskrivelse. Sådan har det været siden 1874, og de er alle opbevaret hos Ordenskapitlet i Det Gule Palæ. Derfor har vi ni håndskrevne sider om hans liv, som Rasmus Morten Andersen selv har skrevet.
”STILLE OG RETTÆNKENDE” FAR
Tømreren Niels Andersen blev født i Ørting i 1833. Han blev gift med Johanne Mortensen fra Falling, som ifølge levnedsbeskrivelsen var en ”livlig og begavet kvinde”. Mens Niels var ”stille og rettænkende”. De to boede i Ørting nogle år, og så flyttede de til Falling. De fik seks børn – men kun Rasmus og en søster levede. Rasmus blev født 25. september 1861.
I 1874 da Rasmus var 12 år gammel, døde hans mor. Og han skriver: ”så min fader og jeg levede et år alene sammen, så vi kom i nærmere forståelse end fader og søn i almindelighed”.
MERE END TIDSFORDRIV BLANDT KØERNE
Da Rasmus var konfirmeret gik han ud af skolen, og begyndte at passe bedstefaderens køer. Tiden uden for i marken brugte han til at snitte figurer i træ. Specielt prøvede han at kopiere ”Frederik d. VII, som jeg havde set en buste af på et monument i Odder”. (Den står stadig foran det gamle tinghus og politistation i Odder med indskriften ”Folkets kærlighed – min styrke”).
Hans far kunne se, der var mere i sønnens små arbejder end bare en drengs tidsfordriv. Han skulle gå den kunstneriske vej.
ARBEJDEDE FRA TIDLIG MORGEN TIL SENT
Rasmus skriver i levnedsbeskrivelsen: ”Min far var så omsorgsfuld for mig, at han rejste med mig til København 02. januar 1877 for at jeg skulle lære noget og gå på Kunstakademiet, og det var med bekymring, han efterlod mig i den store by”.
Den 15-årige dreng skulle lære at tegne og male som forberedelse til at søge ind på Kunstakademiet. To kunstmalere stod for det, og lige efter han var fyldt 16 år, blev Rasmus optaget.
Nu kom en periode, hvor han arbejdede hårdt.
For samtidig kom han i lære som både billedskærer og billedhugger. Hver dag arbejdede han på værkstedet otte timer i træk. ”Derved indvandt jeg så meget tid, at jeg kunne arbejde hos billedhugger Wilh. Bissen om eftermiddagen, hvor jeg begyndte som elev i september 1877. Om vinteren gik jeg på Akademiet om aftenen, så jeg måtte arbejde fra tidlig morgen til sent aften”, skriver han.
UDLÆRT HOS BISSEN
Wilhelm Bissen var ikke hr. hvem-som-helst. Rytterstatuen af Frederik d. VII på Christiansborg Slotsplads og Storkespringvandet er blot to af hans mange værker. Hos ham blev landsbydrengen Rasmus udlært som billedhugger – og bagefter fortsatte han med at arbejde for Bissen. Han arbejdede også som billedskærer.
Efter at Rasmus blev færdig på Akademiet, aftjente han værnepligten som soldat på Kastellet, og så kunne han tage til Tyskland på et legat. Senere fik han flere legater, og tog til Italien og Frankrig, hvor han tilbragte vinteren 1889 – 1890. På det tidspunkt var han blevet gift og han og Karen Sofie havde fået det første barn. I alt fik de fire børn – tre piger og en dreng.
3000 DANSK-SINDEDE MØDTE OP
I 1882 udstillede den da 22-årige Rasmus for første gang en statue på Charlottenborg ”som gav stødet til, at jeg fik mit første offentlige arbejde opstillet i fri luft”, skriver han. Det var en buste af sønderjyden Hans A. Krüger – en dansk gårdejer og politiker, som fastholdt det danske, da Sønderjylland hørte til Tyskland. På soklen står: ”Hans Andreasen Krüger, 1816 – 1881 sønderjydernes talsmand for sandhed og ret” – og ”vi ere danske, vi ville vedblive at være danske, og vi vil behandles efter folkerettens forskrifter”.
Da busten blev afsløret i 1884 i Ribe, hvor den stadig står, blev der sat særtog ind og 3000 dansksindede mødte op.
H.C.ANDERSEN OG DALGAS
Rasmus fik også opgaven med at lave en stor statue af H.C.Andersen til verdensudstillingen i Chicago i 1893.
I levnedsbeskrivelsen opremser Rasmus M. Andersen alle de statuer, buster og mindetavler han har lavet, og som står over hele landet. Listen fylder en hel side. I Århus står statuen af Enrico Dalgas – Hedeselskabets stifter som sagde ”Hvad udad tabes skal indad vindes”, da Danmark måtte afgive hele Sønderjylland i 1864. Den statue indbragte Rasmus Eckersberg Medaljen, som ”tildeles kunstnere som har ydet en indsats af høj kunstnerisk kvalitet”.
Han huggede også flere af de statuer, der står på Thorvaldsen´s Museum. Thorvaldsen lavede en gipsmodel, og Rasmus Andersen huggede statuen.
Han havde job som konservator på Museet fra 1893 og til han døde i 1930.
”KIERLIGHED ER LIVETS FYLDE”
Men også her i området kan vi se Rasmus M. Andersen’s værker. Han har bl.a. skåret prædikestolen i Gylling Kirke, og han har lavet Kristusfiguren i Falling Kirke, som tydeligt er inspireret af Thorvaldsen’s arbejder.
Og på Falling kirkegård står den gravsten, han satte for faderen, Niels Andersen. Den viser med al tydelighed, hvad han skrev i levnedsbeskrivelsen: vi kom i nærmere forståelse end fader og søn i almindelighed.
”Kierlighed er livets fylde” skrev han på stenen sat for den far, der så hvad sønnens snitterier kunne føre til – og som trods stor bekymring fulgte en dreng til København, for at han kunne gå den kunstneriske vej.
Rasmus Morten Andersen er ikke selv begravet på Falling Kirkegård men på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg.
