I festlokalet i Ørting Hallen, hvor adskillige fødselsdage og guldbryllupper er blevet fejret i tidens løb, er der nu fitness. Romaskiner, cykler, løbebånd og udstyr til styrketræning har afløst borde med hvide duge, opdækning og stearinlys.
Og det har vist sig at være en god forretning for Hallen. Hvor lejeindtægterne tidligere var godt 32.000 kr om året, er de nu steget til 192.000 kr.
Tallene blev oplyst på generalforsamlingen i aftes.
For ØFUG, som har taget fitness ind som ny aktivitet, vil udgifter og indtægter balancere, når medlemstallet når knap 120. Nu nærmer det sig 100, så der er ikke langt igen.
Mange har aldrig tidligere været en del af foreningen, og de ville heller ikke tage til et fitness-center i Odder.
Men her er ro på, og på 1. sal i Hallen kan de stort set komme, når de vil. Der er plads til alle aldersgrupper – også når det gælder baggrundsmusik.