
58 har allerede meldt sig som frivillige hjælpere, når Ørting Hallen 24. maj åbner dørene og byder på fællesspisning, halbal og koncert med Kandis. I år kommer hjælpen også fra Gylling. Brugsens frivillige har nemlig meldt sig til at passe grillen og stå for den oksemørbrad, der ville være at finde blandt maden på aftenens buffet.
Og vil du være med, skal du skynde dig. For der er kun 10 billetter tilbage. Så lukker salget, for det er ikke muligt at lukke mere end 560 mennesker ind. Billetter kan købes her.
Ørting Hallens Venner arrangerer – som sidste år – det hele sammen med Odder Skanderborg Landboungdom. Heller ikke sidste år var det et problem at skaffe frivillige hjælpere.

Ørting Hallens Venner arrangerede også det store loppemarked 13. april. Overskud fra begge begivenheder skal bruges til forbedringer i Hallen, der dog allerede nu fremstår som tip-top-i-orden og på alle måder energi-venlig. Men der er altid plads til forbedringer, og måske nye redskaber til fitness, der er åben fra tidlig morgen til sen aften. Foreninger, der bruger stedet, kan også søge om økonomisk støtte.
GENOPSTOD FRA DE DØDE
Vennerne var ellers afgået ved en stille død efter at have eksisteret siden Hallen blev indviet. År efter år havde den arrangeret den store Påskeudstilling, hvor lokale kunstnere og foreninger fyldte det store rum, og hvor der også var plads til, at postkortsamlere kunne fremvise gamle kort fra området.
Da der efterhånden kun var to medlemmer tilbage – den ene over 80 år – lukkede foreningen.
Da ØFUG skulle arrangere loppemarked nummer 50, meddelte arbejdsgruppen, at den nedlagde sig selv – nye kræfter måtte til. Begivenheden hang derfor i en særdeles tynd tråd. Men så skete der noget. En gruppe på otte mennesker fandt sammen og sagde ”det skal blive løgn”. De fik flere med, og så genopstod Ørting Hallens Venner fra de døde, og loppemarkedet blev arrangeret.
Som loppemarkedet, der trækker fulde huse, ser det ud til, at Halbal vil blive en årlig sammenkomst for folk i alle aldre.